Gæster til vores udryddelse

Gæster til vores udryddelse

David Altmejd: The Flux and The Puddle, detalje, 2014. (Foto: James Ewing)

Billedserie

Mennesket som den centrale og medskyldige designer af verden er voldsomt iscenesat i David Altmejds mægtige evolutionsmontre The Flux and The Puddle på Louisiana. Men vi ender som publikum i vor egen velkendte tragedie, ikke som aktører.

At der er ting vedrørende vor eksistens, der både kan forklares, men også stadig står absolut hen i det uvisse, er nærmest en befrielse, når man begynder at tænke over det.

Og kunsten har måske særligt en forpligtelse til at understrege begrænsningerne i vores forklaringsmodeller – en modstand til det rationelles vupti-logik og sort-hvide bevisførelse. Kunsten er at stille det rigtige spørgsmål i tiden, kort sagt.

Tænk bare på det dilemma, Neo præsenteres for, inden han tager den røde pille i Matrix (1999) og indser den virkelige sammenhæng:

“Hvis du tager den blå pille, vågner du op i din seng og kan tro på hvad som helst, eller også tager du den røde pille, du bliver i eventyrland, og jeg vil vise dig, hvor dybt kaninhullet rækker.” Og her er sandheden, at vi er slaver af systemet – vores egen rationalitet.

David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andrea Rosen Gallery, New York)
David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andrea Rosen Gallery, New York)

Canadiske David Altmejd (f. 1974) har kastet sig ud i en lignende øvelse på Louisiana med hans enestående værk, der som et mægtigt diorama lader evolutionen starte, hvirvle, splejse, løbe, krybe, flyve, bryde og kollapse ud over 50 kvadratmeter og fire meter i højden.

Mennesket og evolutionen
Værket er første indslag i Louisianas nye udstillingsserie One Work og er sammensat af omkring 150 plexiglas-montrer i varierende størrelser, der skaber ét stort grid, én stor evolutionsfortælling i et fritsvævende nu, hvor alt sker på samme tid. Værket udfolder sig lig titlen et sted mellem strømmens uransagelige stier og gen-pølens stillestående potentiale.

Kroppe forfalder, frugter sprænges og flyver mærkværdigt rundt, gentråde krydser rundt mellem arterne, uidentificerbare væsker samles i pøle, imens myrer og løsrevne hænder lever et eget uregerligt liv.

Det vækker minder om en anden kunstner, der for præcis fem år siden indtog selv samme udstillingsrum på Louisiana: Walton Ford, som med sine store akvareller og tryk flyttede rundt på vores romantiserede forestillinger om mennesket og dyret:

“Jeg undersøger det her sted i vores hjerne, hvor vi som dyr og mennesker bytter plads, og jeg forsøger at illustrere helt generelt, at det forhold, vi har til dyr, er præget af grådighed og misbrug. Aben er jo ikke et kæledyr, der får opfyldt sine behov. Aben er, og har altid været, en komisk rekvisit eller statist i menneskets udforskning af det at være menneske,” forklarede han dengang.

Læs hele interviewet

Trofæ i eget hus
David Altmejd har ikke samme klare polemiske udgangspunkt, men i lighed med Ford har vor selvoptagede eksistens kurs mod undergangen, imens naturen har indtaget en rolle som en form for autonomt regime. Resultatet er en genforhandling af magtbalancen.

Halvt menneske, halvt dyr, modelleret fra pøle af sekret – her starter fortællingen. David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andr
Halvt menneske, halvt dyr, modelleret fra pøle af sekret – her starter fortællingen. David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andr

Imens mennesket indtager rollen som skabelsens start og slutpunkt, udfordrer naturens egenlogikker konstant evolutionens bevægelser og rationaler i The Flux and The Puddle. Det menneskelige hovmod lider en hård skæbne. Det er os, der tror, vi kan kontrollere tingenes gang, som er de fortabte.

Og hvis man er i tvivl, kan man blot konsultere det afskårede hoved, der som et andet trofæ er opsat på værkets ’forside’ (syd), og dernæst gå til ’bagsiden’ (nord) af værket, hvor en kvindelig skikkelse, klædt på til kropslig fetich, har fået blæst ansigtet ud.

David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co, Louisiana Museum of Modern Art)
David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co, Louisiana Museum of Modern Art)

Er det mon slutningen på fortællingen om Adam og Eva? Og hvorfor optræder kvinden udelukkende som objekt i den her fortælling?

Vor plads i værket og fortællingen?
Hele det tragiske scenarium opleves fra to positioner: de udvalgte sektioner, vi hele tiden nærstuderer og sammensætter, når vi bevæger os rundt om værket, og så (næsten) hele scenariet, som opleves bedst fra balkonen i Den Store Sal – aldrig har den haft så fremragende en funktion.

David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co, Louisiana Museum of Modern Art)
David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co, Louisiana Museum of Modern Art)

Publikum gør begge dele: går rundt og udvælger perspektiver fra detaljerne og diskuterer den store sammenhæng fra balkonen.

Som objekt er værket i den henseende super generøst, imens værket som situation, eller installation med den oplevende krop som fokus, er temmelig ugæstfrit. Vi får ikke en fysisk plads i fortællingens midte og må cirkulere på behørig afstand.

Derfor er det heller ikke os, der reelt sammensætter elementerne i en ny fortælling. Vi går snarere og forsøger at læse Altmejds sammensatte pointe, hvilket gør værket lidt traditionelt i sit greb om publikum og oplevelsen lidt ufarlig. Og nu kan man sige, at vores plads som aktør i værkets evolutionsfortælling måske er temmelig relevant.

Slowmotion og patos i koder
Når det er sagt, så har kunstneren gjort sig ganske umage med at efterlade spor, der opfordrer os til at se, læse, følge og tænke med. Næsten alle processerne kan registreres, fordi de er udfoldet som forløb eller klippet op i små bevægelser, der visse steder gennembryder montren og giver en generel fornemmelse af tid, bevægelse og slowmotion i værket, og på dette punkt brillierer Altmejd. I momenter føles det som om, man kigger ud i uendeligheden.

David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andrea Rosen Gallery, New York)
David Altmejd: The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, for long-term loan to Musée national des beaux-arts du Québec (© Andrea Rosen Gallery, New York)

Men han har også efterladt små spor og koder, der skal dechifreres. Her er det myrerne, der med deres overmenneskelige styrke, panser og ’fremmede’ logik giver værket en arbejdsom dimension – lidt ligesom doozerne i Fragglerne. Disse væsener er de egentlige aktører i værket, og i et hjørne af installationen bærer de fx rundt på nogle bananskiver med bogstaverne R T N I E D I O C. Her får vi, efter lidt afkodning, serveret et svar, som The Flux and The Puddle synes at repetere. Nemlig naturens egenrådige bevægelse (DIRECTION) og menneskets selvfordømte systemer. Men ok, den lidt patetiske forklaringsmodel som ’den store skjulte sandhed’ bag ‘den onde videnskab’ er immervæk ikke ny eller omvæltende.

David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
David Altmejd: The Flux and The Puddle, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)

I en antropocæn tidsalder, hvor mennesket står centralt som transformerende og ansvarlig evolutionsfaktor, kunne det måske give mening netop at placere os – også rent oplevelsesmæssigt – i en mere aktivt udfordrende og søgende position, hvor pointerne ikke bliver leveret. Det ville formentlig også gøre Altmejds budskaber mindre klodsede og banale, i det på mange måder store og fascinerende værk.

Billedserie

Del artiklen

'Gæster til vores udryddelse'

Facebook