Islandske Ragnar Kjartansson er en kunstner, der arbejder ud fra en strategisk lowbrow tilgang. Nogen vil måske endda blive en anelse bekymret på kunstens vegne, da han ofte nærmer sig en situation, hvor hele konstruktionen står temmelig udhulet, komisk vaklende og banal frem.

Men i samme greb bliver det simple og sårbare oversat meget direkte til en almen menneskelig tilstand, som Kjartansson helhjertet performer for og på vegne af os.

Både som kunstneren, der forsøger at diagnosticere vores såkaldte civilisation, udtrykke sig nuanceret og få en mening ud af absurditeterne, og som mennesket, der forsøger at holde træerne sammen (som Henriette Sennenvaldt (Under Byen) sang det i starten af nullerne).

The great performer

Lidt groft skåret er Kjartanssons værker, der nu er i så markant international cirkulation, at det er på tide med en retrospektiv soloudstilling i Louisianas sydfløj, inddelt i fire katagorier: videoværker, performances, maleri og skulpturer. Grænserne er dog mere eller mindre ikke-eksisterende mellem de fire, der – når alt kommer til alt – alle drejer om det performative, og endnu mere konkret: om dét at være menneske.

Når vi møder de 500 salt- og peberbøsser ved udstillingens indgang med påskriften Guilt og Fear, så er de ’krydderiet’ i eller rekvisitter til vores allesammens trivielle og fornægtende hverdags-performance.

Og når vi i udstillingens største rum kan gå og studere de 144 portrætter af en speedo-klædt blegfis fra Venedig under titlen The End – Venezia (2009), så er de på lignende vis et dagligt, kunstnerisk gøremål, et trivielt blik ind i en temmeligt tom weltschmerz-performance midt i samtidskunstens ekstremt ublu selvfedme-performance hvert andet år.

Selv titelværket, et mægtigt men midlertidigt krydsfinér-monument med indskriften ”An Epic Waste of Love and Understanding”, er et citat fra noget så trivielt som et køkkenskænderi mellem Kjartansson og hans partner.

Monumentet antyder, at dit skænderi med din partner og den evindelige kamp for at blive bedre mennesker og medmennesker er et monument værdigt. Den ultimative ophøjelse af det smertefuldt trivielle. Et mere sigende værk, kan man næsten ikke tænke sig for Kjartanssons oeuvre.

Tragikomisk kritik

Hvis vi så går til videoværkerne, så er de også performative (ofte direkte dokumentationer) og svinger fra soloprojekterne, hvor Kjartansson udspiller en temmelig lattervækkende kunstnerfigur ud i det tragikomiske, der bliver tilspyttet af sin egen mor hvert femte år (Me and My Mother, 2000-2020), crooner som en anden Elivis ”Oh, why do I keep on hurting you” (Mercy, 2004), for så i udstillingens afrunding at spille med i en 12 timers gentagelse af slutscenen fra Figaro’s Bryllup (Bliss, 2020), hvor netop husbondens evindelige (læs: uendelige) fejlbarlighed tilgives igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen…. og igen.

Her flankeret af en lige så lang insisteren på lykkens tilfældighed i det spritnye værk What Have We Done To Deserve This, hvor Kjartansson indtager den ene halvdel af et ultra stereotypt kulturelitært ægtepar (og Louisiana publikum), der efter 11 intetsigende timer stadig har svært ved at forstå, hvad privilegier er skabt af.

Modigt, selvom man også griner ad den videodokumenterede on-site performance-maraton. Denne privilegieblindhed gentages i øvrigt særdeles skarpt med lysværket Scandinavian Pain (2006-2012), der under udstillingen er installeret på taget af museets restaurant, hvor det smagfuldt rammesætter museumsgæsternes flugt, råbt ud over Øresund.

Vi kan også opleve Kjartansson udfolde sig mere kollektivt i værket The Visitors fra 2012, der er en dokumentation af en på mange måder dekadent, kunstnerisk udfoldelse i et gammelt herskabeligt hus på landet, hvor otte musikere (inkl. en nøgen Kjartansson i karbad) samt en større skare på husets veranda spiller og synger linjen: ”Once again I have fallen into my feminine ways” fra hvert deres kammer og kameraforbindelse.

Et langt og rimelig ligegyldigt værk, der trods alt understreger Ragnar Kjartanssons legende, håndspillede, musikalske tilgang, men også kunstnerjegets lidt forudsigelige karakter hos Kjartansson, når værkerne ikke slår særlig dybt.

Dybe kulturelle skælv

Det er til gengæld ikke et problem i udstillingens håndfuld af mere abstrakte, konceptuelle værker, der slår virkelig tunge men også smukke akkorder an, og hvor gentagelserne, absurditeterne og legen med de kulturelle koder effektivt forstærker værkernes formåen som kulturelle grundskælv. Og her spiller Kjartansson ikke selv den performative rolle.

A Lot of Sorrow er et sådant værk, og selvom det blev vist på Copenhagen Contemporary i 2017, så er jeg klar til endnu en runde med den 6 timer lange gentagelse af The National-hittet Sorrow (i domen udenfor MoMA PS1), der i sin gentagelse opnår en form for ’sorgens enerverende natur’ krydret med bandets klassiske, maskuline stil og forsangerens lidt mumlende følelsesladethed.

I Terrible, Terrible (2021) er det tragediens styrker, der i form af den ukrainske maler Ilya Repins Ivan den Grusomme og hans søn Ivan, d. 16. november 1581 får følelserne til at bruse over – til deciderede angreb på maleriet, der til dagligt er udstillet ved Tretjakov-galleriet i Moskva.

To angreb med 100 års mellemrum, det seneste i 2018, som Kjartansson har genopført i sit studie. Et værk, der understreger Kjartanssons konceptuelle styrker (og politiske aktualitet!) i kunstens komplekse forhold til sin samtid og kunstens rolle som forsonings- og soningsrum i den kontinuerlige forhandling mellem folket og dets magthavere, det gode og det onde, kærlighed og had.

Her er kunsten en decideret stedfortræder og publikum vidner til historiens uundgåelige og grusomme gentagelse.

Det gør ikke værket mindre prægnant, at de nedrevne rester fra Hitlers loge fra teatret Admiralspalast i Berlin ligger i en bunke ved siden af, hvor Der Führer bl.a. nød opsætninger som Den Glade Enke (1905, Franz Lehar), kan man læse i værkteksten!

Kønnets stereotyper og en episk forløsning

En anden form for uundgåelig, kulturel gentagelse udspiller sig live i hele udstillingsperioden og er udstillingens eneste live-performance, hvor mandlige performere indtager rollen som Bangemand.

En smokingklædt mandsperson, der tydeligt berørt har bevæget sig ud på en smal gesims på vej op mod sydfløjens øvre galleri. Her udspilles den ultimative kujon og den kulturelle modsats til diverse ’supermænd’.

Min reference var for eksempel Crocodile Dundee scenen, hvor de to modpoler af Hollywoods mande-produkter møder hinanden på gesimsen. En mand i sine følelsers vold, der på ynkeligste vis flygter fra sine fejltagelser ved at lukke øjnene og lade sig falde og Dundee, der med naturens ro handler, hypnotiserer bøfler og erobrer selv den amerikanske storby og den skarpe, smukke stjernejournalist.

Med Bangemand i bevidstheden træder vi helt utrolig passende ind i udstillingens næste og i mine øjne allerbedste værk, der netop roder rundt i disse kønnede, kulturelle kategorier, men her er det overdøvende smukt eksekveret. Jeg havde næsten svært ved at være i min krop af begejstring.

Her er det også skæbnesvangert, men nu performet som en ballet med otte dansere med guitarer og Bruce Springsteen uniform (jeans og hvid t-shirt) på 6 skærme og 30 kanalers lyd, der gør den sanselige dimension utroligt nærværende og immersiv.

Værket No Tomorrow (2017/2022) svinger mellem det udtalt yndefulde og sterotypt maskuline og leger med et væld af kropslige og musikalske koder fra populærkulturen, men hvor koreograf Margrét Bjarnadóttir og komponist Bryce Dessner formår at hvirvle og flette oplevelsen ind og ud af disse referencer med en udsøgt ynde, humor og nærvær, der opløser køn, tid og sted.

Og når performerne i den knap 30 minutter lange performance stemmer i som eposets sirener fra en udefineret kyst og tid med proklamationen om, at morgendagen aldrig kommer (”Oh babe, there’s no tomorrow”), så er jeg bare helt klar til overgivelse.

Det er for mig at se en kulturel forsoning, som Kjartansson tager os med på, hvor værket bliver et sted for en kærlig selvkritik, der ikke fordrer et opgør med kønnets koder, men en lindrende omfavnelse af tvetydighed, hvor overfladerne nænsomt kæles af og følelsernes universelle og eksistentielle forankring står blottet tilbage.

Midt i det værk er vi alle bare mennesker, der hungrer efter ’love and understanding’. Hvis vi skulle efterlade et værk på jorden, når vi migrerer til Mars, må det gerne være dette.

At værket skulle få en særlig aktualitet af at være realiseret som live-performance året efter Trumps indsættelse og som videoværk efter Ruslands invasion af Ukraine er et lidt unødvendigt søgt formidlingsmæssigt greb i min bog.

Det slår dog ikke store skår i en udstilling, hvor Ragnar Kjartansson øser kærligt ud af sit 23 år lange katalog af skønne værker over menneskelig – og særlig mandlig – fejlbarlighed.