Den hætteklædte kvinde trækker op i kjolen og pisser på et billede af Putin. Med dette video-loop er vi ligesom igang med Pussy Riots udstilling i Louisiana. Det handler om modstand mod et fascistisk, autoritært, patriarkalsk og ekstremt repressivt diktatorisk regime. Og her tales ikke i gåder eller nuancer, men lige ud af posen. For fjenden er meget konkret, og det hele er utvetydigt og sort/hvidt – dog præsenteret på en meget kulørt måde.

Det feministiske og aktivistiske kollektiv Pussy Riot så dagens lys i 2011, hvor daværende premierminister Vladimir Putin annoncerede, at han igen ville have fingre i præsidentposten (efter at have ’udlånt’ den til sin utilslørede handskedukke, Dmitrij Medvedev, i fire år).

Gruppens første aktion foregik i en tid med forholdsvis markante protestdemonstrationer mod styret (bl.a. en demonstration med 100.000 mennesker på gaden i Moskva). På Den Røde Plads fremførte Pussy Riot i januar 2012 – iført deres karakteristiske farvestrålende outfit og rebelske attitude – en punksang, der hånede Putin.

Kort tid efter indtog de alteret i Frelserkirken i Moskva, hvorfra de performede deres Punk Prayer i protest mod kirkens ublu alliance med Putin. Med videodokumentationen af den aktion bragede Pussy Riot effektivt igennem i alverdens medier og blev frihedskampens helte – ja, i hvert fald i Vesten.

Denne frihedskamp har gennem årene rettet sig mod kampen for ytringsfrihed, menneskerettigheder, kvinderettigheder, LGBTQ+-rettigheder og løsladelsen af politiske fanger, mens de seneste aktioner har været anti-krigs-protester over invasionen af Ukraine. I dag er Pussy Riots mere en løs bevægelse end et begrænset kollektiv. Anyone can be Pussy Riot er et af gruppens aktuelle slogans.

Fløjlsterrorisme

Med udstillingen Velvet Terrorism (Fløjlsterrorisme) – et udtryk brugt af en af de gejstlige overhoveder som reaktion på aktionen i kirken, og efterfølgende ‘erobret’ og ‘empowered’ af Pussy Riot – lægger Louisiana rum til en omfattende kronologisk dokumentation af gruppens aktioner og de konsekvenser, de har medført for aktivisterne: anholdelser, tæsk, fængselsstraf, forgiftning, overvågning, husarrest, flugt.

I dén kontekst kan det næsten forekomme utilladeligt at tale om æstetik, men jeg gør det nu alligevel al den stund, at udstillingen finder sted på et kunstmuseum, og Pussy Riot jo også benytter sig af en ret gennemgående og tydelig formmæssig signatur.

Musik og optræden henter sprog fra punken, hætterne fra partisan-kulturer, og de spraglede farver er viltre udsagn mod patriarkalsk konformitet og kontrol, ligesom den rå vrængen, vildskaben, seksualiteten og humoren – ikke at forglemme – er en del af udtrykket.

På udstillingen manifesterer det sig i en larmende udstilling, hvor videoværkerne råber i munden på hinanden, hvor væggene er i pangfarver og plastret til med slogans og dokumentariske billeder, skødesløst sat op med farvet tape.

Det er ’dårlig’, ’uskolet’ smag med attitude af tempo, handling, fuckfingre og kaos – med masser af tekst skrevet direkte på væggen, rystede og tiltede videoer med jump-cuts, som skal vise, at det er de direkte og rå billeder fra slagmarken på gaderne, hvor de rebelske men fredelige aktivister får bank eller slæbes bort af ordensmagten.

Om man vil, trækker Pussy Riot på kunsthistoriske traditioner som dada, fluxus og happenings, men er mest åbenlyst i familie med den direkte, politiske aktivisme. Men det dybt rørende ved Pussy Riot er, at gruppen midt i den (nødvendige) rå aktivisme bevarer dét man i mangel af bedre udtryk kunne kalde en uforfærdet ‘feminin puls’, en levende, humoristisk og fandenivolsk kropslighed og livlighed.

Det kræver æggestokke

Når man bevæger sig gennem udstillingens dokumentation af de mange aktioner får man et isnende godt indblik i en diktaturstats voldsomme og altomfattende magtmonopol, der bare er blevet mere og mere omfattende gennem de sidste ti år. Det er svært ikke at blive berørt og jeg tænker i hvert fald spontant og ikke så lidt beundrende: “Hold kæft, hvor er de modige”. Jeg forarges over regimets umenneskelighed og prøver at forestille mig, hvordan det ville være at leve under en magtstruktur, som i den grad kontrollerer og skræmmer livet og protesten ud af folk, og jeg tænker: “det kræver sgu æggestokke at stå op imod”.

Som sådan fungerer udstillingen fuldstændig upåklageligt i en dansk kontekst. Til pressemødet er vi mødt op, fra Femina til Weekendavisens udlandsredaktion, og vi kan tegne et endnu skarpere billede af den russiske fjende.

Et billede som vores politikere så i parentes bemærket kan bruge til allehånde formål. Eksempelvis til afskaffelse af en fridag, eller til militær oprustning. Det er nemlig fjendebilledernes indbyggede logik og ‘potentiale’. I Rusland såvel som i DK.

Det kan man selvfølgelig ikke klandre hverken Pussy Riot eller Louisiana for, men der er bivirkninger ved den slags udstillinger.

Fra oprør til udstilling

Den mindste er den aftapning, der pr. automatik sker, når institutionen med sine superdelikate, finkulturelle rammer gør oprør til udstilling. Omfavnelsen udtynder oprøret som kunstteoretikeren Peter Bürger allerede gjorde opmærksom på i sin Theorie der Avantgarde (1974).

Og Louisiana får omkostningsfri kapital, for selvom der bliver punket, pisset og talt ’udannet’, så risikerer institutionen intet, for alle her til lands synes, det er prisværdigt at yde den russiske diktaturstat trods.

Nu er jeg jo på ingen måder politisk kommentator, men jeg tænker desuden, at udstillingen næppe ændrer meget i Rusland. Pussy Riots stiftende medlemmer er flygtet til udlandet, og presset skal nok komme indefra og i større målestok, hvis det virkelig skal batte. Jeg forstår så inderligt deres flugt, og at de varer sig for at tage tilbage til Rusland. Oppositionslederen Navalnyj gjorde det, og blev prompte gemt væk i fængsel.

Inspireres vi til aktivisme?

Men hvis ikke Putin ryster i bukserne over, at Louisiana laver en udstilling med Pussy Riot, hvad gør udstillingen så? Bliver vi som publikum opdraget til at blive oprørere der, hvor vi faktisk kan gøre en forskel? Altså i vort eget land.

Inspireres vi med denne udstilling til at stå op og kæmpe for at forhøje vores ulandsbidrag for at rette op på skaderne for vores uhæmmede, klimaskadelige forbrug, som er hinsides alle rammer for bæredygtighed og med til at ødelægge livsgrundlaget for især de allerfattigste i verden? Vil vi kæmpe for at udligne vores velstand med andre mindre velstående?

Går vi efter denne udstillingsoplevelse på barrikaderne for at stoppe den uhyrlige udnyttelse af dyr? For at gå imod regeringens propaganda (ja!) om DK som grønt foregangsland? For at kræve afgifter på 14 kr. pr. kørt kilometer i bil, forbud mod flyrejser, betonbyggerier eller andet der kan være med til at afbøde katastroferne for verdens fattigste?
Er der nogen der har en guitar eller en hætte?

Ved nærmere eftertanke er vi nok for trætte lige nu. Jeg tror, vi i stedet tager en Baristakaffe, ser ud over sundet i Humlebæk og poster, at vi har set en udstilling om nogle modige oprørere, der pisser på Putin. Pyha!