Allerførst: Mit forhold til nysende næser, negle, tøjklemmer og tacos bliver ikke det samme igen lige foreløbig.

Dernæst en indrømmelse: Jeg havde ikke oplevet et eneste Mika Rottenberg værk før den aktuelle udstilling, Bowls Balls Souls Holes, på Louisiana. Jeg har enten været decideret uheldig eller på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er i hvert fald ikke så mange gange i ens anmelderliv, at man får sådan en tur, uanmeldt. Så er det sagt. Og oplevelsen kandiderer til samme skelsættende møder, som da jeg for eksempel så film som Delikatessen, Being John Malkovich, Parasite eller Nathalie Djurbergs animationsfilm, som alle er præget af den samme surreelle fortælling om eksistens, krop og køn, som Mika Rottenbergs værker.

Rottenbergs inddragende videoinstallationer

Udstillingen samler værker af den argentinske kunstner fra 00’erne og 10’erne og strækker sig over readymades, maleri, interaktiv og kinetisk skulptur (de nyeste værker på udstillingen), men samles i det store hele i nogle mindblowing videoinstallationer, der trækker scenografien fra videoværkerne ud i rummet, så man nærmest indtræder i videoværket som publikum. Det lyder forholdsvis simpelt, men det er det overhovedet ikke, når det gælder Rottenbergs surreelle universer.

Og så er det virkelig produktivt for selve værkoplevelsen, der dermed får noget meget generøst inddragende og stedspecifikt over sig.

Udstillingen indledes meget apropos med tre sådanne videoværker, der bag nordfløjens glasdøre møder os som skulpturer og readymades, men på bagsiden inviterer os indenfor i tre videoværker (Tropical Breeze (2004), Dough (2006) og Mary’s Cherries (2004)), der alle tre skildrer nogle absurde og abnorme arbejdsformer, hvor produktion, fragt, samlebånd og de arbejdende kroppe er taget helt ud i det vanvittige.

Aftabuiserede kvindekroppe og mande-snacks

Arbejdende og storsvedende kvinder indtager mærkværdige hovedroller i mere eller mindre uduelige produktions-kæder, med kunstfærdigt snedkererede konstruktioner drevet af eksempelvis kondens, sved, blomsterduft eller kroppe i hamsterhjul. Korpulente og til tider virkelig overvægtige kvinder indtager ofte hovedrollerne hos Mika Rottenberg, hvor kroppen konstant udfordres, formulerer sindstilstande eller er en ressource, der manifestere en vis proportionel magi: Jo mere krop, jo mere (magisk) kraft.

Samtidig udtaler værkerne en køns-dimension, der dels aftabuiserer kvindekroppen og dels giver kvinden et markant ejerskab over sin krop og seksualitet. Manden indtager til gengæld ofte en minimal og perifer rolle som forbipasserende sexobjekt eller decideret snack for kvindens blik og apetit.

Magisk produktion og arbejde

Hele Rottenbergs praksis handler om kroppen og dens rolle i vores materielle forbrug, og særligt som det producerende led i en kæde af andre kroppe og forbindelser, der driver hjulene. Nogle gange er målet for værket en egentlig erkendelse af nogle faktiske forhold, andre gange bygges et omfattende – nærmest magisk – univers op som baggrunden for nogets tilblivelse, der kan handle ligeså meget om en særlig sensibilitet.

Nyset bliver til en orgasme, der har metamorfisk kraft (Sneeze, 2012), bingokuglernes tilfældige vej gennem slusen styres pludselig af en drømmende kvindes visualiseringer (Bowls Balls Souls Holes, 2014), og en hel perleproduktion i en mørk og fugtig kælder leverer perler til en balje med to bare ben på gulvet i et kontor, hvor en nysende kvinde leverer den ene nuddelret efter den anden med et ‘pling’ (NoNoseKnows, 2015). Skæbner er på mystisk vis vævet sammen i et system af absurd produktion.

Forbrugets feedback

Særligt tre omfattende videoværker præger udstillingen: titelværket Bowls Balls Souls Holes, NoNoseKnows og Cosmic Generator fra 2017, der alle tre forbinder vores forbrug og dets tilsyneladende uskyldige overflade med en mere skjult produktion, en fortælling om udnyttelse drevet af en forestilling om rigdom og lykke.

I Cosmic Generator – det seneste af de omfattende videoværker på udstillingen – træder vi ind i et kinesisk engros-marked, hvor hver bod huser absurde mængder af den samme vare, og de kvindelige butiksassistenter keder sig i søvn. En vinkende guldkat fører os ad mammonens vej, en underjordisk jernbane af en art, til en asiatisk restaurant ved den mexikanske grænse, hvor en mand udklædt som taco, der har et åbenlyst søvnproblem, og en anden mand i jakkesæt, med en del nervøse trækninger, via underjordiske gange bliver serveret under nysgerrige blikke – som små tacos på en ‘seng af koriander’.

Centrum for handlingen er fortællingen om to verdener, der i disse værker er adskilt men samtidig afhængige af hinanden og forbundet af portaler, som er centrum for hele handlingen. Disse to verdener eller virkeligheder – produktionen og forbruget – mødes i et pling, slaget på klokken, når der er serveret, eller bingokuglen ryger gennem slusen.

Det er selve forbindelsen, der er kunstnerisk konstrueret og manifesteret, som en form for snørklet, etisk feedback fra vores forbrugs-kultur, der er gjort fysisk. Arbejdskulturerne og -forholdene er her reelle (bingovært, wholesale-butiksassistent, servitrice, gadesælger, perlegraver) – der er tale om faktiske jobs og mennesker, der bemander disse i virkeligheden, og derfor bliver Rottenbergs kritik her også konkret marxistisk, social og global, rettet mod et eksisterende system af udbytning og forbrug, der forbinder os på tværs af grænser, nationaliteter og kulturer. Imens vi griner og forundres i mødet med Rottenbergs legende univers, sniger den kosmiske virkelighed – vareliggørelsens allestedsnærvær – sig markant ind på os.

Intention og repræsentation

Dermed bliver et andet spørgsmål ligeså prekært: Hvordan bliver disse arbejdere repræsenteret, og med hvilken intention er de blevet integreret i værkerne?

“They have to trust, that my intentions are good”, forklarer Mika Rottenberg meget ligefrem i interviewet Social Surrealism på Louisiana Channel.

Jeg ser som udstillingsgæst kun gode og frigørende intentioner, men man kan på den anden side godt anfægte, om værkerne reproducerer disse mennesker som udbyttede, eller reelt rykker ved vores forståelse af disse grupper og deres virkelighed? Det spørgsmål er evigt relevant. Særligt i værker, der har et ærinde i den sociale virkelighed.

Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvordan det møde har været, hvor Mika Rottenberg introducerer sin idé om inddragelse og kunstneriske intention. Dér ville man godt have været. Når det er sagt, så vil jeg til hver en tid gerne – helt con amore, i øvrigt – være taco i et Mika Rottenberg værk. Så behøver I ikke være i tvivl om det.