Vi var en hel del kunstpublikummer og kunstfolk – anmeldere, kuratorer og institutioner – der blev blæst midt over i 2014, da Alex Da Corte realiserede en af de vildeste galleriudstillinger, jeg nogensinde har set på dansk jord. Udstillingen gik ned hos David Risley Gallery i Bredgade under titlen Delirium I – The Foolish Virgin: Part 1. Vi forstod utvetydigt, at det her var helt unikt. Louisiana tøvede heller ikke, og købte hele udstillingen. Bum. Vildt nok, da Delirium I var en gulv-til loft-totalinstallation i galleriets to udstillingsrum, hvor Da Corte havde skabt hele sanse-eksplosive rum, der stank af Obsession (Calvin Klein parfume), samplede modetekstiler, scenografi, udstoppede dyr, skulptur, fotoværker og alskens skønheds-produkter i en art ekstrem forfængeligheds- og fortabelses-skildring. Jeg fik simpelthen gåsehud, da jeg genså dokumentationen fra udstillingen, der kort og godt bed sig fast i hele sanseapparatet.

Læs også: Velkommen til fortabelsen!

Alex Da Corte, der er født i 1980 og baseret i Philadelphia, har siden understreget sine evner som en af kunstens helt store og nye forvaltere af popkunsten, og ofte i disse omfangsrige scenografier med en nærmest ekstrem sanselig finish tilsat en god portion humor. Humoren udspiller sig særligt i kunstnerens mange performances for kamera, hvor Da Corte og en masse venner indtager roller fra både pop-kultur og kunsten. Disse video-performances flettes typisk ind i Da Cortes scenografier, og dét er også uhyre kendetegnende for ham: at alle hans kunstneriske greb ikke holdes adskilt, men snarere flettes naturligt og synergisk sammen.

Hjem med Alex Da Corte

Hvis Pipilotti Rists energi kommer fra punken, så kommer Da Cortes energi fra poppen, og imens ‘hjem’ er en vild men kærlig og blottet sanselig omfavnelse hos Rist, hvor vi skal være kroppe sammen, så er ‘hjem’ hos Da Corte snarere et wunderkammer af kulturskatte, vi kan gå på opdagelse i og sample til noget nyt og mindre stereotypt. Ude foran glasdørene til Louisianas vestfløj står således et lille skulpturelt værk i gulvhøjde – et lille mørkt hus med teksten ‘HOME’ lysende ud af sig.

Træder vi indenfor, møder vi et væld af skulpturelle hybrider. Slow Graffiti lyder den samlende term for disse 7 højlakerede møder mellem maleri og skulptur, natur, industri, kultur- og hverdagsobjekter – eller “Combines”, som man med en passende hilsen til Robert Rauschenberg kunne kalde dem.

Nogle steder integreres et videoværk i skulpturen, eller fotoværker, alt sammen befolket af en flok canada-gæs, der også optræder i logoet til en nærbutik-kæde fra kunstnerens hjemegn, som også indgår i ét af værkerne – her dog vendt på hovedet så ordet ‘Mama’ toner frem.

“Det er lidt som IKEA – bare federe,” lyder reaktionen fra min ledsager på dagen. Og ja, det føltes lidt sådan. Hackede IKEA-borde, med frugt, madvarer, redskaber, håndklæder, legetøj, papirklips dragende iscenesat som en kommerciel ‘vare’, der både er alle andres og helt min egen (alt efter kulturel baggrund), for slet ikke at tale om den massive flok af publikummer, der leder efter den rigtige vej og gerne vil røre ved de lokkende objekter. Ligesom med Rist er kustoderne på overarbejde med denne udstilling, der heldigvis kun kører til januar!!!

Og dér, midt i det hele, ligger Alex Da Corte, kollapset som en anden Snehvide midt i det røde æble. Venter han mon på et kys, en prins?

Ja, det må eventyret vise… Resten af udstillingen med titlen Mr. Remember giver os i hvert fald en del hints om, hvad den sovende skønhed er skabt af, kommer fra og er kunstnerisk formet af. Titlen fører os som besøgende også ind i en dagsorden, der handler om erindringens flydende men identitets-formende tilstande.

Tour Da Corte

Med udstillingen på Louisiana er vi udsat for et sandt bombardement i rundt regnet ni kapitler, der tager os gennem hele kunstnerens virke, kulturelle og kunstneriske dannelse og et tidsspænd på 19 år (2003-2022):

Udover førnævnte Slow Graffiti møder vi i udstillingens første sal også hovedværket Easternsports (2014) – en fem akters (2,5 timers) kulturkritisk absurd teaterforestilling i en langsommelig men sært dragende fire-kanals videoinstallation, der i levende, sansemættede tableauer mikser Don Quixote, bauhaus, score-fortællinger, institutionskritik og civilisations-debat med en virkelig drømmende og sært pulserende lydside.

Well for Sensitive Boys (2022) – en corporate men satirisk leg med legetøjets indlejrede fantasier. Hér en Fisher Price brønd i naturlig størrelse som et potentielt redskab til seksuel fortrængning – eller måske bare håbløse ønsker og drømme om frøer og prinser med en poserende limonade-Beyoncé som tilskuer. Av.

Rubber Pencil Devil (2016) – Da Cortes næsten tre timer lange, bitter-søde omfavnelse af hans kulturelle opvækst og dannelse i 57 kortfilm, hvor han og et større team genspiller sekvenser fra lav- og højkultur, børne- og voksenkultur, fra Daffy Duck over reklamer, populærmusik, nationalsymboler til kunstneriske fædre som Warhol og Ginsberg, der med et bredt smil, pirrende slowmotion og fantastiske øjeblikke udraderer hierarkier og måske portrætterer USA i et møjsommeligt opbygget, analogt, og gennemført musikalsk univers (“beskidt”, ville Da Corte nok selv betegne det som, med en hilsen til DIY-kulturens aktivistiske, hackende former).

Mouse Museum (Van Gogh Ear) (2022) – et kulturelt readymade wunderkammer fra kunstnerens fysiske harddisk, der genkalder Claes Oldenburgs Mouse Museum fra 1972 (Documenta V i 1972).

THE SUPƎRMAN (2017) – en fire-kanals videoinstallation, hvor Da Corte optræder som rap-ikonet Eminem, der spiser morgenmad, får styr på sine spil-controllere, affarver håret og stolt viser sine hjemmebyggede ryge-bonger frem.

Det nye værk Hell Hole (2022) – en neon-baseret lysinstallation, der skildrer et hus i flammer, med en nu vågen men væsentlig ældre Alex Da Corte siddende ved et bord i husets midte, omgivet af blålige natur- og vanitas-symboler. På væggen, lidt derfra, hænger Fisher Price brandøksen i glas og ramme.

A Season in He’ll (2012) – der tæller video-værkerne A Season in He’ll, Bad Blood og The Impossible. Titlen refererer direkte til digteren Arthur Rimbaud og udspiller sig som en sanselig slowmotion-undersøgelse af rusmidlets kulturelle koder, ritualiserede indtagelsesformer og håbløse flugtveje.

Intervention på terrasen

Og sidst, måske endnu et selvportræt med værket As Long as the Sun Lasts (2020) – Da Cortes Calder-inspirerede mobile-værk, der skildrer figuren Big Bird (fra børne-tv-programmet Sesame Street), der som en fremmed, stor og uvelkommen fugl har taget plads i kunsthistorien. Værket er oprindeligt lavet til tagterrasen på The Metropolitan Museum i New York, men har nu meget passende skiftet plads med forlægget, Alexander Calders Little Janey-Waney (1976), indtil sidst i oktober.

Det er iøvrigt nok her, som Big Bird, der på rebelsk og legende vis har tilkæmpet sig plads midt i kunstens højborg, vi egentlig møder det mest rammende selvportræt af Alex Da Corte. Og så er det et virkelig fedt værk, der eksemplarisk viser den legende, drømmende tyngde i Da Cortes arbejde og burde stå på terrassen hele udstillingsperioden ud.

Overmenneskelig præstation

Min massive opremsning, der i øvrigt udelader en hel del indslag, er til for – udover at introducere og sætte værkerne i udstillingsforløb – at illustrere hvor helt igennem overmenneskelig – kunstnerisk og kuratorisk – præstationen bag Alex Da Corte – Mr. Remember reelt er. Men den illustrerer sikkert også, hvor publikum står i mødet med udstillingen, der føles som om den kræver tre besøg.

Forløbet kan også ses – lidt mere tematisk – som en lang rejse fra Mama, undfangelsen, hjemmet, gåsefamilien, lyset, idealerne og formerne, gennem seksualiteten, begæret, den kulturelle, nationale opvækst og ned i de underste lag i kælderen; wunderkammeret, selvdyrkelsen og selvdestruktionen.

Udstillingen fremstår også som et langt, indirekte selvportræt, hvor værkerne og deres temaer, materialer og fælles reference peger ind i ét centrum: kunstnerens smag, hjem, kulturelle opvækst og identitet. I kataloget og pressematerialet er en væsentlig nøgle til udstillingen også en temmelig morsom tidslinje (af William Pym) over kunstnerens liv i både høj- og populærkulturen, der forklarer en del elementer i udstillingen.

Kunstneren som produkt

Man står kort sagt næsten lamslået og lidt overmæt tilbage med en sjælden, legende, normløs og omfangsrig kunstoplevelse, der dog i sidste ende synes at handle mere om en ophøjelse af kunstneren selv, hans opvækst med og forbrug af Disney, tv, kunst- og popstjerner end om værkernes evne til at stille væsentlige spørgsmål i tiden.

Denne følelse er formentlig forårsaget af udstillingens væg-til-væg-scenografier, højlakerede neon-finish og leg med mode, populær- og forbrugskultur, og af at man som ikke-amerikansk gæst kan føle sig uden for det kulturelle ‘fællesrum’, som Da Corte (Mr. Remember) tager for givet. Som besøgende ender jeg på en sær måde med at føle mig tiltalt som forbruger i en situation, hvor nogen vil sælge mig noget – her Alex Da Corte som kunstner og kulturelt produkt. Og den forvirring – kunne man måske kalde den – er måske tiltænkt, og så hoppede jeg på krogen som fiskene om Beyoncé Knowles’ fingre.