Der er en lang tradition for vidnesbyrd i amerikansk fotografi – for at vise et andet USA frem end det som repræsenteres af Grand Canyon, Las Vegas, Disneyland og Frihedsgudinden. Lige siden Jacob A. Riis i 1890 udgav bogen How the Other Half Lives om de fattiges liv i New Yorks slumkvarterer, har det været en af de fornemste opgaver for fotografiet at vise det frem, man normalt ikke får at se. Riis’ fotografier kan iøvrigt opleves på GL STRAND indtil 8. januar i udstillingen Light in Dark Places.

Taryn Simons billeder og specifikt værket An Amercian Index of The Hidden and Unfamiliar, der lige nu kan opleves på Louisiana, er radikalt anderledes end Jacob A. Riis’ socialrealisme. I en tid, hvor fotografiet er allestedsnærværende, opsøger hun steder, som er decideret utilgængelige eller hemmelige og i reglen aldrig fotograferet før. Og hun gør det stramt: Ét billede fra hvert sted, ét billede, som sammen med den medfølgende tekst, fortæller en lille, præcis historie i det store og uhyre sammensatte fænomen, USA er. Så sammensat, så varieret, så mangfoldigt, at det næsten er uudgrundeligt.

Systemernes mørke hjørner
Taryn Simon opsøger små hjørner i systemerne – juridiske, økonomiske, teknologiske, videnskabelige systemer. Og systemer, hvor natur (fx biologi eller klima) møder kultur (kontrol over naturens processer) – som fx dyr i fangenskab, energiproduktion eller klimateknologi. Eller noget så bizart som forsøg med lig – både nedfrysning af dem med henblik på at live dem op igen og det omvendte: En kontrolleret forrådnelse i skovbunden som led i en retsmedicinsk forskning. Hun bruger måneder og alle diplomatiske midler på at få adgang til disse hemmelige steder for blot at vise os ét billede af hvert fænomen.

Forskere studerer det rådnende lig af en lille dreng på et rekonstrueret gerningssted. Forensic Anthropology Research Facility, i folkemunde kendt som Ligfarmen, er verdens førende forskningscenter inden for studiet af ligs forrådnelse. På det 2,5 hektar store areal findes 75 lig i forskellige faser af forrådnelse. Farmen bruger fysisk antropologi (skeletanalyse af menneskelige rester) til at bidrage til opklaringen af forbrydelser, først og fremmest mordsager. Retsantropologer udarbejder profiler for afdøde. Profilerne kan omfatte køn, alder, etnisk oprindelse, kropsbygning, den tid, der er forløbet siden dødens indtrædelse, og i nogle tilfælde arten af det traume, som knoglerne har været udsat for. De første lig kom til farmen i 1980 som donationer fra delstaten (lig, som ingen gjorde krav på) eller fra familier, der skænkede dem på afdødes vegne.

Taryn Simon: An American Index of the Hidden and Unfamiliar, 2007: Forensic Anthropology Research Facility, Rådnende lig, University of Tennessee. Knoxville, Tennessee.

 

Billederne viser historierne på en knastør måde; underspiller dem frem for at dramatisere dem. Alle fotografierne er i samme format (94,6 x 113 cm). Mange af dem er decideret kedelige – lige indtil man læser teksten og kigger igen, nu med helt andre briller på. Teksterne står printet direkte på Louisianas vægge, hvor de hænger den ene efter den anden med samme afstand, og det er heller ikke fordi, de er retorisk dramatiserende. Det dramatiske ligger i, at selve informationen er så vild – tænk at dette findes, tænk at det ser sådan ud, tænk at vi får lov at se det. Man bruger længere tid på det enkelte billede, end man normalt gør på en fotoudstilling, fordi det rummer så meget betydning, det er tydeligt, at publikum sætter tempoet ned og bruger lige så meget tid på at læse teksten som på at aflæse billederne.

Serien er et godt eksempel på, hvordan fotografier sjældent taler for sig selv, men har brug for en udpegning af, hvad der foregår, før vi for alvor kan aflæse dem – fra billedtekster i en avis til den mundtlige forklaring, når feriebillederne vises frem. Og når vi så har fået denne udpegning, er selve billederne langt mere sigende, end de var før. For billederne viser et væld af detaljer, som vi selv kan undersøge.

Sko og andre detaljer
Vi zoomer fx ind på det halve ansigt af en dødsdømt fange i et bur. Jeg fokuserer på hans blik, på hvordan han selvbevidst hæver øjenbrynet, men også på hans mokkasin-agtige sko og på rusten, der er begyndt at sive ned over tremmerne over den låste dør. Jeg ved, at han er dødsdømt, jeg ved, at dette er hans udendørstid; det tætteste han kommer på frihed og frisk luft. Jeg ved også, at han formentlig har myrdet mennesker, siden han står der.

I Mansfield Correctional Institution har de indsatte på dødsgangen lov til at opholde sig udendørs en time om dagen, enkeltvist eller i grupper i aflukker kendt som bure eller celler. I enebure er der kun en stang til armhævninger, og fangerne må ikke medbringe genstande. I gruppeburene er der et fastmonteret basketballnet, og fangerne har lov at medbringe genstande såsom en basketball, en radio, spillekort og cigaretter. Alle indsatte på dødsgangen i Mansfield er klassificeret som ’lidende af psykiske problemer’. I retssagen ’Atkins mod delstaten Virginia’ erklærede USA’s højesteret det forfatningsstridigt at henrette mentalt retarderede personer. Definitionen af mental retardering er et kontroversielt spørgsmål, som for tiden behandles som led i arbejdet med det forslag om at reformere dødsstraffen (Death Penalty Reform Act), der blev fremsat i 2006. 38 af de 50 amerikanske delstater har lovgivning, der tillader dødsstraf.

Taryn Simon: An American Index of the Hidden and Unfamiliar, 2007: Udendørs motions- og opholdsområde for dødsdømte fanger, “Buret”. Mansfield Correctional Institution, Mansfield, Ohio. Archival inkjet, 94,6 x 113 cm

 

Et andet par sko at zoome ind på er de hvide kondisko, der sidder på den unge mand, hvis lig er ved at opløse sig i en skovbund. Og benene… Jeg kan ikke gennemskue, hvad der er hud, og hvad der er bukser. Måske er det hele hud i to stadier. Jeg ved, han ligger på en såkaldt ‘ligfarm’, hvor man får lig, der ikke skal bruges til andet, om man så må sige, til at forbedre den retsmedicinske viden i forbindelse med mordsager. Det er lige så kvalmende som det sikkert er nyttigt.

Det upåfaldendes kritik
Mange af billederne er uden mennesker og umiddelbart nærmest intetsigende i al deres tørre upåfaldenhed. Men det upåfaldende er nogle gange næsten en pointe, fx i lagerrummet med bevismaterialer fra voldtægtssager, der ligger i identiske æsker med serienumre og afventer DNA-analyse. Trods denne vigtige systematik forekommer det også lidt rodet, idet æskerne vender forskelligt, og der ligger poser halvt henslængte på bordene. Det er ikke rod, alt er effektivt stablet, der er bare alligevel en fornemmelse af, at det ligger lidt tilfældigt, sagernes alvor taget i betragtning. Men det er heller ikke præcist nok sagt. Mens jeg skriver dette, har jeg faktisk svært ved at finde ord for, hvad det er for en mildt forurettet følelse, jeg får af dette billede. Det ligger i forholdet mellem voldtægtssager og papkasser og æsker på et lager, der er noget, der ikke stemmer med mine forestillinger.

Bode Technologies er det største private retsmedicinske DNA-laboratorium i USA. Det hjælper lokale, delstatslige og føderale myndigheder med at behandle den store pukkel af undersøgelseskit, der bruges ved sikring og undersøgelse af bevismateriale ved seksuelle krænkelser. Ifølge et nyligt skøn venter cirka en halv million voldtægtskit på at blive undersøgt i USA. Et voldtægtskit er en forseglet hvid kasse, der indeholder fysisk og biologisk bevismateriale, der er indsamlet fra offeret ved en lægeundersøgelse. Voldtægskit anvendes af sygeplejersker som led i arbejdet med at identificere og retsforfølge gerningsmanden. I det bevismateriale, der opbevares i kassen, kan indgå blod, tøj, negleskrab, hår og sæd.

Taryn Simon: An American Index of the Hidden and Unfamiliar, 2007: Voldtægtskit afventer DNA-analyse, Bode Technology Group, Inc. Springfield, Virginia

 

Billederne siger mere end ord, men de har brug for ordene, udpegningerne og historierne, for at kunne tale. Billede og tekst befrugter hinanden og bevarer samtidig hver for sig noget mere – det går ikke op, man kan vende tilbage igen og igen og kigge på billedet og læse teksten og kigge på billedet igen. De er dragende og samtidig foruroligende. De er helt stille og samtidig højdramatiske. De adskiller sig markant fra tidens strøm af hurtige smartphone-snapshots og gør nærmest det modsatte: De er langsomme, både i deres vanskelige tilblivelse og i aflæsningen af dem. De står og vibrerer med deres hemmeligheder og er fantastiske på den mest afdæmpede måde. Det er samtidsfotografi, når det er allerbedst.