Dette er en fortælling fra auktionshuset om dansk kunsthåndværks tyste skæbne, national utidighed og jantelov, men også ægte kunstnerisk fascination og timing fra hinsidan.
En svensker på besøg
Da jeg for 14 år siden startede hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, havde jeg fornøjelsen af at træffe en ældre svensk herre, Hr. Wichmann, der til trods for sin fremskredne alder forcerede de stejle trapper i Bredgade de fire gange om året, vi havde eftersyn.
Støttende sig til stokken kæmpede Wichmann sig stakåndet op til de store montrer med kunsthåndværk, hvor han med et lettelsens suk standsede op. Anstrengelserne til trods afslørede smilet på hans ansigt at det syn, der mødte ham, til fulde opvejede det møje og besvær, der var forbundet med såvel trappen som den lange rejse. Med kyndig mine lod han blikket vandre henover de keramiske arbejder af Axel Salto, Carl Halier, Patrick Nordström, Bode Willumsen og Jais Nielsen, og der gik ikke længe, før han begyndte at fortælle om sin livslange passion for dansk design, kunst og stentøj.
Når hans møder var overståede yndede han at tage forbi udsalget på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor hans æstetiske side kunne plejes. Det var dog ikke de velkendte porcelænsfigurer, der stjal hans opmærksomhed, men i højere grad de eksperimenterende unikaarbejder i stentøj med deres levende glasurer.
Danskjävlar
Jeg fandt aldrig ud af, hvor stor en samling Wichmann havde grundlagt, men at dømme efter hans eget udsagn havde han igennem årene gjort nogle særdeles favorable køb.
Grunden hertil var enkel: Som han udtrykte det, havde danskerne aldrig formået “at uppskatta” egne kunstnere og kunsthåndværkere. Dét Hr. Wichmann sigtede til var selvfølgelig det store gab imellem den høje kvalitet og den beskedne købelyst hos det brede danske publikum: Groft sagt var det de små hundehvalpe, de nationalromantiske figurer og porcelænstallerkenerne, der røg over disken, alt imens de mere kunstfærdige emner havde længere liggetid.
Wichmanns egne erfaringer underbygges af Leif Lautrup-Larsen, der i sin omfattende bog om stentøjsafdelingen på Den Kongelige Porcelænsfabrik beskriver de afsætningsmæssige vanskeligheder, som afdelingen led under. På et bestyrelsesmøde i 1952 blev det oplyst, at den årlige omsætning af stentøj lå på beskedne 300.000 kr., og at lageret alene havde en værdi af ca. 1 mio. kr. Heldigvis var det allerede fra fabrikkens start erklæret politik at fastholde et højt kunstnerisk niveau og dermed differentiere sig fra massefremstillingen på de tyske porcelænsfabrikker.
Den store lagerbeholdning var uden tvivl en af grundene til de mange gode køb, som Wichmann gjorde. Hvorfor det var så vanskeligt at afsætte de eksperimenterende arbejder kan vi kun gisne om. Hvis vi ser længere tilbage til 1920‘erne og 30‘erne er der imidlertid flere eksempler på den hårde dom, der blev fældet over det eksperimenterende formsprog. Det gjaldt selvfølgelig ikke kun de vovede glasurer fra porcelænsfabrikken. Et af de mest berømte eksempler er Lundstrøms papkassebilleder, som sammen med de første kubistiske strømninger fik et ordentligt skud for boven. Endnu værre gik det for Franciska Clausen, hvis internationale karriere blev fuldstændigt lagt i ruiner pga. den hånende omtale af den udstilling, som skulle have tegnet hendes endelige gennembrud.
Janteloven satte en naturlig dæmper på avantgardens udfoldelser, og det krævede kulturradikal power af Poul Henningsens format at trænge igennem den gængse opfattelse af, hvordan ting skulle være og tage sig ud.
Udlandets interesse
Omkring år 2000 blev det for alvor tydeligt, at Wichmann havde ret i det internationale potentiale som han allerede 50 år forinden havde set, at især dansk stentøj besad. En artikel i et amerikansk tidsskrift skabte med ét en massiv efterspørgsel efter Axel Saltos organiske skåle, vaser og krukker, og alle holdt vantro vejret, når buddene røg op i 60-70 og 80-tusinder for keramiske arbejder, der knapt nok besad en funktion.
Den massive interesse har bidt sig fast i dansk design, og det er for længst blevet tydeligt, at vi sidder på en æstetisk guldåre. Den netop afsluttede auktion over moderne møbler og design endte med et samlet salg på over 10 millioner.
At dømme efter fremmødet i salen er det nu ikke kun franskmænd og amerikanere, der kæmper om de kostbare samlerobjekter, men også japanerne og købestærke kinesere.
Danskerne er såmænd også vågnet op, men desværre er det efterhånden de færreste privatøkonomier, der kan håndtere et indkøb af en unika gulvvase af Salto eller Finn Juhls originale Høvdingestol til 330.000 kr. i hammerslag. Lad os håbe, at vi efterhånden har manet jante i jorden og lært at passe på vores dygtigste kunstnere og formgivere. Hr. Wichmann er i mere end én forstand hinsidan. Jeg har dog et spinkelt håb om, at lydene af de høje bud i Bredgade alligevel når ham, og at han et sted derude glæder sig over, at vi nu vist endelig har lært “at uppskatta” vores kunstneriske og designmæssige arv.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
Peter Beck er cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie og ansat som afdelingsleder hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Aarhus.
