I et af Medicinsk Museions afsidesliggende kælderrum med afskallede vægge og en duft af forfald møder jeg adjunkt og filosof Martin Grünfeld, som begejstret viser rundt og fortæller om udstillingen og forskningsprojektet The Living Room.

Projektet begyndte i 2019, og oprindeligt var tanken fra Medicinsk Museions side, at Grünfeld skulle udvikle en metabolisk samling baseret på en indsamling af nutidige biomedicinske genstande, men som han siger med et smil på læben:

”Det ville jo blive endnu en klassisk indsamling, og der er jo noget med filosofien, som er min baggrund. Den er hyperbolisk, vi søger grænserne for det mulige. Så i stedet tænkte jeg, at det skal være noget, der er levende og som transformerer sig over tid, så hvordan gør vi det?”

Langsomt tog projektet og arbejdsgruppen form som en organisk spejling af det overordnede tema; metabolisme, der kort fortalt er biokemiske processer i levende organismer. Og som de netværk af mycelier, der optræder i udstillingen, voksede gruppen fra Martin Grünfeld og Louise Whiteley, som også er tilknyttet Center for Basic Metabolic Research, til at omfatte museets konservatorer og andre forskere som blandt andre Caitlin DeSilvey, samt billed-, performance- og lydkunstnere, der alle blev en del af den tværdisciplinære kuratering.

I 2021 åbnede The Living Room så dørene for offentligheden.

Konservatorens mareridt

Her i det lille kælderrum gror hjemmedyrkede kunstværker og kultiverer nye, anderledes møder mellem museets aflagte, kasserede ting og oftest uvelkomne organismer som svampe og larver.

I en vægmontre ligger æsker med rustne og mugne lydruller, og ovenover viser Sara Valle Rochas close-up’s, hvordan rullernes forfald kan transformeres til smukke landskaber – Decayscapes.

På en anden væg hænger en plexiglaskasse på størrelse med et mindre medicinskab. Det er propfyldt med medicinske genstande; en gammel pakke steril bomuld, lægeinstrumenter i metal, noget der ligner kunstige tænder og dér, hist og pist stikkende ud imellem genstandene, delikate lyserøde østershatte. Værket, som også har en lydside, hedder Slow Show og er skabt af lyd- og performance-kunstner Maria Brænder i samarbejde med blandt andre museets konservator Amalie Schjøtt-Wieth og lyddesigner Anna Katrin Egilstrø∂. De organiske svampe gør, at værket over tid forandrer sig og bliver et billede på livsprocesser og forfald.

For Martin Grünfeld handlede det nemlig om at vende ideen om museet som et bevaringsrum på hovedet og lave en udstilling, der viser, påskønner og fremdyrker transformation og forgængelighed.
Det modsatte af dét, som museer ellers poster tid og penge i, og som er en del af deres forpligtigelse; at bevare og fastfryse tiden i værker og artefakter.

Potentielt kan flere af værkerne i The Living Room også udgøre en trussel for museets gigantiske samling. Blandt andet eksperimentet Worm Dome – en kombination af et lukket økosystem og en lydinstallation, skabt af lydkunstner og kunstnerisk forsker Eduardo Abrantes i tæt samarbejde med Martin Grünfeld og Amalie Schjøtt-Wieth – der oprindeligt bestod af en glasbeholder med kasserede medicinske museumsgenstande, miljøsensorer og voksmøllelarver, som er i stand til at fortære blød plast.

Martin Grünfeld fortæller om eksperimentet med at bringe de her vilde organismer ind på museet:

”Særligt for Amalie, som er konservator, har det været ret grænseoverskridende, så værkerne er grundigt forseglede, men samtidig har det også været ekstremt meningsfuldt, fordi vi har givet genstande, som for eksempel lydrullerne, der allerede var i forfald og ikke kunne reddes, nyt liv ved at betragte dem fra et andet perspektiv. De er blevet til små kunstværker. Før var de artefakter, nu er de ’økofakter’.”

Kontroltab

Et billede på, at udstillingen har udviklet sig uforudsigeligt, er Worm Dome, hvor voksmøllelarverne i det lukkede habitat skulle leve af plast, pludselig var døde. For Martin Grünfeld blev deres død dog en uventet gave til eksperimentet:

”Det var lige inden åbningen, så vi måtte hu hej ud og finde en ny population, men den døde også efter nogle måneder, og der var begyndt at gro mug dernede, så da jeg umiddelbart efter skulle give en omvisning, opstod der en spontanitet, som gjorde, at omvisningen blev enormt levende. Den spontanitet har vi efterfølgende forsøgt at dyrke. Det var jo også næsten ved at blive for stabilt det her.”

“Noget af det interessante er, at jeg i begyndelsen skrev meget polemisk om ideen bag det accelererede forfald, og det hele var meget kontrolleret. Men så mistede vi kontrollen, for selv sådan et lille bitte miljø kunne vi ikke styre, og det er jo fascinerende, at der opstår nyt liv, vi ikke havde regnet med. Efter nogle måneder opdager vi så noget, der ligner støv uden for Worm Dome, men som viser sig at være mider, der formentlig har levet af mugget i bunden og siden har bevæget sig ud af metalfilteret, der skulle sikre, at larverne fik ilt. Så nu var der endnu mere at skrive om. Rummet blev ligesom ved med at give.”

Remix

Det er tydeligt, at den kollektive og tværdisciplinære arbejdsform har gavnet projektet, og for Martin Grünfeld har den uforudsigelighed, der deraf er opstået over tid, været med til at presse begreberne:

”Det har gjort rummet til en tænkemaskine, hvor de artikler, jeg har skrevet undervejs, nærmest er blevet forældede, inden de var færdige. Og med hensyn til samarbejdet på tværs af discipliner, så har vi spurgt os selv; hvordan kan vi remixe det her rum og gøre det mere levende?”

“Sammen med lyd- og performance-kunstner Eduardo Abrantes afholdt vi en workshop med en gruppe kuratorer, kunstnere og forskere, der flyttede rundt på genstandene blandt andet Worm Dome, som blev flyttet ud i rummet og væk fra sin værkmarkering, hvilket blev et billede på, at den havde udviklet sig og ikke længere passede til det, vi havde forestillet os.”

“Derefter udvidede vi eksperimentet til også at omfatte de besøgende, som gik meget forskelligt til opgaven. Det har været sjovt at se, hvordan museer kultiverer kroppe, altså de fleste besøgende er for eksempel bange for at pille ved noget, så jeg endte med at give gæsterne handsker på, og så turde de godt. På den måde har rummet genereret en masse samtaler om, hvordan vi forholder os til museumsgenstande, om værdi og hvad et museum bør gemme.”

Nedbrydelige skulpturer

I museets baggård omgivet af frodigt voksende planter og blomster har kunstnergruppen Digital Materialities fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, som består af Karen Harsbo, Oskar Koliander, Maibritt Borgen og Marlene Bang, fået opstillet deres skulpturgruppe Daphne.

I en tredelt vertikal montre beskyttet mod vind og vejr står tre organiske skulpturer som manifestationer over den uundgåelige forgængelighed. Skulpturerne er 3-d prints efter en scanning af et af museets tuberkulose-korsetter til børn og består af en blanding af ler, træmel og mycelium.

Martin Grünfeld fortæller:
”Det var faktisk Amalie, der fik den idé at tage udgangspunkt i korsettet, for hvor myceliet, når det gror, skaber et netværk, der er med til at stabilisere skulpturen, var korsettet på samme måde med til at stabilisere tuberkulosesyge børn med deform og ustabil rygsøjle.”

“Men stabiliseringen virker kun indtil det punkt, hvor der ikke er mere at spise, derefter begynder skulpturerne at nedbryde sig selv. Det er ret effektfuldt. Som en barnekrop der forgår. Svampen gror ud over de strukturer, der er skabt til den og søger ny næring. Det er også et eksempel på en af projektets pointer: at en afslutning kan være en ny begyndelse.”

Et paradoks

Når The Living Room lukker i slutningen af juni, bliver Daphne stående som et levende spor efter udstillingen, indtil skulpturerne senere bliver flyttet ud af deres montre og stillet på græsplænen, hvor de kan indgå i nye livsprocesser. Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med de resterende værker i udstillingen, for som Martin Grünfeld siger:

”Vi står med et paradoks, hvor vi har givet en masse ting nyt liv, og nu skal vi afslutte deres livscyklus. Det er tricky, for det harmonerer ikke med projektets idé, at vi pludselig skal til at bevare, men samtidig er vi følelsesmæssigt knyttede til projektets materialitet – rummet, objekterne og organismerne, så at skulle destruere det hele er heller ikke i projektets ånd.”

“Den problematik har heldigvis affødt nye samarbejder, så i sidste uge ´udgravede´ vi Worm Dome i samarbejde med arkæologen Tim Flohr Sørensen fra Saxoinstituttet på Københavns Universitet, og det kom der en lille dokumentarfilm ud af.”

Filmen, samt en nedbrudt version af Maria Brænders film Border Haunting kan opleves den 21. juni som en del af museets Farvelfest for The Living Room, hvor gruppen bag, ifølge Martin Grünfeld, ”forsøger at finde måder at håndtere afslutningens ulidelige uafsluttethed på”.