“Vi åbner samtaler om kunst uden for den komfortzone, som kunsten normalt bevæger sig i”

Hvad sker der, når kunsten forlader de traditionelle kunstcirkler for at bevæge sig ind i et mere åbent terræn, hvor den korresponderer med videnskabelige forskere og virksomheder?
Hvor den store udstillingspræsentation på kunstmuseet ikke nødvendigvis er det, det hele drejer sig om, men hvor selve forbindelserne, udvekslingerne og samarbejdsrelationer med mennesker fra andre vidensfelter får det største fokus.

Kurator (og meget mere) Aslak Aamot Helm har efterhånden en del erfaringer med at operere i dette felt. Han har en baggrund som aktionsforsker på Roskilde Universitet og er i øjeblikket postdoc. på Medicinsk Museion – universitetsmuseet i Bredgade, København, der i udstillinger formidler medicinsk historie og kultur – og ved The Serpentine i London.

Som medlem af kollektivet Diakron, hvis medlemmer er en god blanding kuratorer, kunstnere, forskere og en designer, arbejder Aslak Aamot Helm på at kultivere nye typer af tværfaglige organiseringsformer. Et hovedprojekt for Diakron er platformen Primer, der siden 2016 har været flettet ind i bioteknologi-virksomheden Aquaporin i Lyngby (der laver vandfiltre), og som vi tidligere har omtalt her på kunsten.nu.

Fleksible samarbejdsformer

Metoden har de seneste år været at iværksætte længerevarende udviklingsarbejder med billedkunstnere, hvor Diakron/Primer stiller organisation og netværk til rådighed igennem en periode på typisk to-tre år.

“Vi har udviklet nogle meget fleksible samarbejdsformer – hvor det ikke er en deadline eller en udstilling, der er slutmålet”, forklarer Aslak Aamot Helm. “Målet er selve samarbejdet og at finde ud af, hvordan opbygningen af nye relationer kan styrke særligt den kunstneriske praksis. Det gør, at der er mere tid, og at vi opererer med stor åbenhed”.

“Jeg tror, at den evne, vi har opbygget, er, at vi kan åbne samtaler om kunst og for kunstnere udenfor kulturfeltet i virksomheder eller forskningsinstitutioner. Uden for den komfortzone, som kunsten ellers normalt bevæger sig i. Der kan vi være med til at hjælpe og styre samtaler over længere tid, som har et eller andet gensidigt læringspotentiale, og som kan føre til, at der bliver udviklet nye værker”.

Netop det sidste er tilfældet i det samarbejde Aamot Helm i øjeblikket har med den Berlinbaserede, finske kunstner Jenna Sutela. Sutela interesserer sig for biologiske og teknologiske systemer, herunder menneskelige mikrobiomer og kunstige neurale netværk, og som hun ’samarbejder med’ om at skabe kunstneriske udtryk gennem blandt andet skulpturer, billeder, film og lydværker.

En kosmisk rejse gennem en simuleret menneskelig fordøjelse

Aamot Helm er sammen med sine kollegaer ved at planlægge en udstilling med Sutela på Primer til efteråret, men man kan allerede møde den finske kunstner på kunstsalonen Mælkens Sprog: M/Otherhood, befrugtning og kosmisk stofskifte 9. maj på Medicinsk Museion.

Her viser hun sin nye film Milky Ways, som er blevet til på baggrund af samtaler og samarbejde med forskere i stofskifte ved CBMR (Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research) ved Københavns Universitet og Medicinsk Museion. I Filmen sendes brystmælk kort fortalt på en kosmisk rejse gennem en simuleret menneskelig fordøjelse.

“I tilknytning til Jenna Sutela har vi været med til at sætte samtaler op med forskere, erhvervsfolk fra biotek-sektoren og andre billedkunstnere, som på forskellige måde korresponderer med hendes interesse for at flytte fokus i sin praksis dybere ind i den menneskelige krop. Her har vi sammen udviklet interesser for det mikroskopiske indhold i kropsvæsker – salte, sukkerstoffer, mikroorganismer – og deres betydning for vores stofskifte. Jenna har løbende udviklet værker med partnere fra processen i et tværfagligt felt mellem biologiske, teknologiske og poetiske systemer”.

Denne proces er vel at mærke åben og ikke som udgangspunkt fokuseret på et slutresultat. Det giver plads til at kunstneren kan arbejde i nye retninger, fortæller Aamot Helm: “I samarbejdet opstod der muligheder for at lave værker, som vi ikke havde planlagt fra starten, mens andre muligheder, vi tidligt forestillede os at forfølge, viste sig ikke at være gangbare”.

“Jeg tror”, fortsætter Aamot Helm, “at det er svært for et kunstmuseum eller et udstillingssted at finde og skabe sådanne relationer til forskningsgrupper og virksomheder, som kunstnere kan træde ind i. Det har vi ret stor erfaring med”.

De mødte noget, som de ikke havde forventet

For kunstnere som Sutela er der altså meget at hente i dette møde, men hvad med samarbejdspartnerne, forskerne og erhvervsfolkene? Hvad får de ud af det?

Aamot Helm fortæller, at forskerne endnu ikke har set Sutelas film, men at han ser frem til at høre deres refleksioner over værket og samarbejdet. På salonen deltager derfor også Mani Arumugam fra Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet og Adam Bencard, associate professor ved Medical Museion.

“I et tidligere Diakron-projekt med kunstneren Emil Rønn Andersen, og forskere fra bl.a. DTU Sustain og Niels Bohr Instituttets sektion for Is, Klima og Geofysik, fik vi at vide, at det for nogle af de videnskabelige samarbejdspartnerne var overraskende, hvor lidt de skulle give, for at få meget igen. Meget i den forstand, at de gennem samarbejdet og det værk, vi lavede med Emil, mødte noget, som de måske ikke selv havde forventet eller noget, der ramte dem et sted indeni”.

“Noget som faktisk har meget med deres arbejde eller rolle som forskere at gøre, men som de ikke selv har let ved formidle. Samarbejdet med kunstneren pegede på, hvorfor de startede med at interessere sig for naturen”.

“For andre pegede det den deres roller som observatører af naturen i en tid med meget store forandringer – altså at de kigger meget detaljeret på noget, som hele tiden forandrer sig. De kunne godt fornemme rollen, de havde indtaget, men de havde aldrig skrevet eller udtrykt sig om det.

Aamot Helm fortæller, at erfaringerne viser, at forskerne er nysgerrige og gerne vil indgå i dialog med kunstnerne, men at “det skal være sjovt og meningsfyldt”, og at det er vigtigt at respektere, at de ikke skal bebyrdes med meget ekstra arbejde

Stofskifte i udvidet betydning

Kunstsalonen er altså en introduktion til Jenna Sutelas praksis og en premiere på hendes syv minutter lange film. Men det er også en samtale om stofskifte i udvidet betydning, forklarer Aamot Helm:

“Det handler både om det stofskifte, der konkret foregår i vores krop, men også det stofskifte, der sker mellem verden og vores organisme – og mellem forskellige organismer – når vi for eksempel overfører bakterier eller spor af vores tarmflora til hinanden. Det er et poetisk udgangspunkt for at tale om vores forbundethed og befrugtning”.

Jenna Sutela er en kunstner, som er optaget af at sprogliggøre det, der som udgangspunkt ikke har noget sprog. Det kan være mikroorganismer eller ukendt liv i rummet eller meget simple former for kunstig intelligens. Og man kunne måske tro, at det er kunst for nørder, kunst der primært cirkulerer i snævre kunstner- og universitetsmiljøer. Men Jenna Sutela er en ret eksponeret kunstner.

Hun har en bredspektret og international praksis, hvor hun skaber plader, bøger, film, skulpturer, udstillinger, apps og software. Hendes værker har været vist på blandt andet Haus der Kunst (München), Shanghai Biennalen, Liverpool Biennalen, The Serpentine (London) og Moderna Museet (Stockholm).

Men hendes værker eksisterer på mange platforme, og på den måde er hun også en kunstner, der bryder med forestillingen om, at det hele foregår på museet. Under pandemien lavede hun apps, som kredsede om meditation og astrologi i samarbejde med Guggenheim Bilbao og The Serpentine.

“Jeg tror særligt, at Sutelas interesse for at koble kunstig intelligens til simple livsformer med radikalt anderledes intelligens end mennesker, har skabt stor klangbund for hendes praksis”, mener Aamot Helm. “Kunstig intelligens er en skabning, vi alle skal have et forhold til, og det får folk til at lede efter nogle alternative fortællinger i forhold til dem, man får fra Meta, Google og OpenAI”.

“Jeg tror, folk leder efter et sprog for ting, som ikke har en fast form, men som kommer til at virke i verden på måder, der kommer til at påvirke os alle sammen. Her er en praksis som Jennas måske en form for frirum til at mærke noget andet, end det man ellers får at vide, man skal tænke om menneskets forhold til teknologi og natur. Derfor har hun fat i mange af dem, der er nysgerrige og kritiske i forhold til det, der kommer til at ske teknologisk”.

Den menneskelige krop forstået som en Doughnut

Filmen Milky Ways tager udgangspunkt i en simulator af den menneskelige fordøjelse, der bliver fodret med modermælk, og så følger man ellers modermælken på rejse gennem den mekaniske fordøjelse.

“Værket er produceret ud fra en tanke om, at når et barn modtager mælk fra et andet menneske, så modtager det også en verden fra det menneske i form af de mikroorganismer og sukkerstoffer, der bliver transporteret med mælken ind i barnet. Sådan set skaber man en konkret ny indre verden”.

Denne indre skabelsesberetning udvider værket så med mytiske og poetiske narrativer om skabelsen af ’store’ verdener – narrativer der på forskellig måde involverer mælk. Der er sågar også skabt en lydkulisse, hvor kunstneren har bedt en strubesanger om at “imitere mælkens lyd”.

”Værkets narrativ er blevet til i et samarbejde mellem Jenna og forskere indenfor medicinsk-humaniora, så der er også flettet noget af det sprog ind i værket, som videnskaben har for den menneskelige krops forhold til sin omverden med mikrobiomer som udgangspunkt”.

“Det kunne eksempelvis være billedet af mennesket som en ø i et hyperhav af bakterier, som hele tiden skyller op på os. Eller at den menneskelige krop ikke er en lukket form, men nærmere en Doughnut, som verden passerer igennem hullet på”.

Behov for andre former for forskningsformidling

Medicinsk Museion er et udstillingssted, der er forpligtet til at lave forskningsformidling. Men det er også ifølge Aamot Helm et sted, der er meget interesseret i at eksperimentere med rammerne for, hvordan det kan foregå.

“Et af resultaterne af at bringe det her samarbejde ind i Medicinsk Museion-regi er, at vi kan vise, at man, hvis man har kompetencerne, med relativt simple greb, godt kan lave kunst i danske forskningsfaciliteter, der har international relevans og vises internationalt”.

På Medicinsk Museion har kunstnere i flere tilfælde bidraget til museets udstillinger. Mener du, at kunstnere har nogle særlige kvaliteter, når det gælder forskningsformidling?

“Det er meget individuelt, om kunstnere har sådanne kompetencer, men jeg vil sige, at folk, der kan arbejde med udtryk, der primært leder efter æstetiske effekter frem for at forklare en vidensform, er meget eftertragtede. Der er meget brug for dem i forskningsfeltet”.

“Det er der blandt andet, fordi det har vist sig gennem en længere periode, at de politiske og samfundsmæssige forandringer, man kunne ønske sig, forskningen afstedkom, ikke altid finder sted. Det er blandt andet fordi eksisterende kanaler som akademiske publikationer, populærvidenskabelige bøger og videnskabsjournalistik langtfra altid formår at skabe broer mellem forskningen, samfundet og politikerne”.

“Derfor tror jeg, der er et enormt behov for andre udtryk end den journalistiske historie eller den populærvidenskabelige bog eller artikel. Jeg tror, der er et kæmpe arbejdsfelt for kunstnere, men det kræver så også, at man udvikler nogle organisationer, kunst-genrer og nogle måder at arbejde på, som går ind i de felter på en spændende måde”.

Hvad kommer tilbage til kunstfeltet?

Aslak Aamot Helm og kollegaerne fra Diakron er interesseret i forbindelserne mellem forskellige typer af organisering i samfundet, hvor kunsten er en af dem. Men de er også dybt optaget af, hvad dialogerne og processerne så at sige giver tilbage til kunstfeltet?

”For os er det vigtigste at udvide kunstens spillerum. Hvor er det muligt at udøve kommentarer og dialog, få adgang til materialer og metoder og i det hele taget deltage mere ligeværdigt det øvrige samfund? Det er meget oplagt at opbygge æstetisk fokus, der mere systematisk søger ud af et kunsthistorisk eller kunstinstitutionelt greb om kunstens udvikling. Eksempelvis foregår der i forskningsverdenen en gigantisk æstetisk produktion af nye former for billeder, modeller, visualiseringer og tidshorisonter, som videnskaben ikke selv kan eller skal bearbejde alene. Der er mange andre felter, som rummer lignende potentialer.”

“Vi er selvfølgelig også optaget af, hvad der kommer ud af processerne, som kan opleves af et publikum, og i hvor høj grad det repræsenterer det, vi selv synes er interessant ved processerne. Hvornår og hvordan vi vælger at arbejde med værker, udstillinger eller publikationer?”

“For at de andre ting kan blive ved med at være spændende, har vi også bare brug for et rum til at være i gang med at skabe. For os er det vigtigt, at der er en forbindelse mellem de relationsopbyggende, strategiske områder og værkproduktionerne – ikke nødvendigvis sådan, at det ene strømmer direkte over i det andet – men vi har brug for begge dele.

“Det er noget, vi kommer til at arbejde mere med fremover”, slutter Aslak Aamot Helm.