Marianne Jørgensens praksis spænder fra små broderisting til gigantiske bogstaver gravet ud i jorden med tunge maskiner. Hun modtog i foråret Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for sine ofte politisk og kropsligt engagerende værker. De tre års arbejdsro kommer på et godt tidspunkt for Jørgensen, som planlægger et nyt værk med en årelang arbejdsproces.
Hun bor lige overfor det idrætsanlæg, hvis jord for få år siden var det konkrete grundlag for hendes projekt love alley – en miniby skabt af en række af kunstnere, arkitekter og filosoffer, der over 7 år bl.a diskuterede urbansering, byplanlægning og livet i villakvarterene.
‘Rodet’ er dog af en temmelig anden beskaffenhed end de henslængte gummistøvler og krøllede huskesedler, der fylder i de fleste andre menneskers hjem. Hverdagens hængepartier er her knyttet direkte til en åben, kunstnerisk process, der også inddrager omgivelserne:
Vægge og borde er fyldt med grundplaner og skitser til de skulpturelle mødesteder, Jørgensen bygger i landskabet, et foto af en kampvogn iført en lyserød “frakke” minder om det stadig populære projekt Pink M.24 Chaffee udført i samarbejde med 1000 strikkende medborgere som protest imod Irak-krigen i 2003, og et videoværk med udsigten fra stuen som udgangspunkt er ved at tage form i vindueskarmen.
Selvom Jørgensens værker ofte berører vores konkrete virkelighed med sociale og politiske temaer som eksempelvis boformer, storpolitik og samarbejdsprocesser, ser hun netop nu nye åbninger i sin praksis, idet hun har genoptaget undersøgelser af en sanselig organisk formverden uden umiddelbar betydning.
Værkerne retter sig mere eller mindre explicit mod en politisk virkelighed, som man ifølge Jørgens standpunkt ikke kan undgå at tage stilling til, når man nu “er i verden”, men en del af dem trækker også lange tidsperspektiver både foran og efter sig.
De vidner om en stor interesse for arbejdsprocessen, og om den sociale og reflekterende oplevelse, værkerne skal animere til som rum for diskussion og sociale møder.
Hun har bl.a skabt et stort murstens-T på 12×9 meter, der med sin højde på 45 cm kan bruges som bænk, og som over en periode på seks år vil blive del af ordet “UTOPIA” bygget ind i Sejerøs landskab, ligesom hun i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen 2003, stillede sig op på strøget i Aarhus og broderede politiske budskaber mod krigen ind i frivillige, forbipasserendes overtøj.
Selvom sidstnævnte projekt havde en noget kortere tidshorisont, blev tidsligheden også her – og ikke helt planlagt – en vigtig del af værket:
“Jeg have slet ikke overvejet, hvor provokerende det var at stikke hånden ind under folks tøj og brodere direkte på det, fortæller Jørgensen, “men det blev en fin proces, hvor vi undervejs diskuterede krigen.”
Landskabelig kunst
Jørgensens arbejde sammenlignes på grund af dets materialer, placering og fysiske omfang ofte med land art, men selv foretrækker hun betegnelsen ‘landskabelig kunst’, som giver oplevelser ud over det rent kunstsrelaterede:
“Jeg er meget optaget af at lave skulpturer i store proportioner, hvor man ikke nødvendigvis kan se, at det er kunst. Det handler om at etablere et rum og et sted, hvor man kan opholde sig, og som sætter nogle tanker i gang. Der er så få steder i dag, hvor der er et stille rum til at tænke i,” siger Jørgensen og peger på, at det både kan handle om at skabe et anderledes, landskabeligt rum i byen – eller at urbanisere landskabet.
Værkerne opfordrer ikke bare til refleksion og tænkepauser, men fokuserer også på beskuerens krop, det at bevæge sig, at forbinde ting og steder, eller at få dem til at vokse. Om selve “værk”-oplevelesen siger Jørgensen:
“Jeg er generelt meget optaget af menneskets tilstedeværelse og socialitet. Man skal kunne gå derud, sidde der, opholde sig eller løbe på det.”
Et eksempel er udsmykningsopgaven lykke lyt en cirkel i Trekroner, der både inkluderer en legeplads, en grillplads til studenterboligerne og en granitbænk formet som ordet ‘LYT’, hvor man kan sidde og “snakke og hygge sig, mens man holder øje med børnene”.
Der er altid fremdrift
Tid og proces går igen som et andet vigtigt aspekt af oplevelsen. Jørgensen fremhæver her udstillingen ENTROPIA, som blev vist på Den Frie i 2013, med bl.a. værkerne Fra orden mod kaos, På den ene og På den anden side og Drømmehullerne.
“Entropia står for en proces, der, når den er gået i gang, aldrig kan komme tilbage til sit udgangspunkt,” fortæller Jørgensen.”Man kan aldrig komme tilbage til der, hvor man var – der er altid er fremdrift. I værkerne var det interessant at arbejde med stof med indsyede græsfrø og jord, der først var i dvale – så begyndte at gro – og så døde. Undervejs i processen, var der forskellige måder at mærke tingen på: Først det broderede, bløde stof, så grønt, udspændt, levende græs, og så det visne græs. Den proces vil jeg gerne arbejde mere med – også i større proportioner.”
Det bedste værk fødes af kaos
Men kan det ikke være skræmmende at arbejde på den måde, hvor både biologi, kommunale byplaner og indspark fra samarbejdspartnere som arkitekter, andre kunstnere, borgere og filosoffer kan risikere at vende projektet på hovedet?
Jørgensen griner: “Nu tror jeg jo på kaos! Der er kaos, før der kommer orden – og så er der kaos igen. I virkeligheden tror jeg, at der, hvor man skaber det bedste værk, er de gange, hvor man laver sit projekt uden at have et bestemt formål med det, men at det får lov til at opstå”. Hun henviser til projektet Drømmehuller, som oprindeligt opstod som en drøm og endte i både konkrete “drømmehuller” gravet i jord og store skulpturer i glasfiber.
Tid til grundforskning i egen produktion
Kaos er på den måde også forbundet med en udvikling i tid – særligt i de lange, åbne arbejdsprocesser, der “godt kan vare op til 10 år”.
Her giver legatet nye muligheder for hende: “De her store projekter, som jeg laver med års mellemrum, er enormt tidskrævende,” siger Jørgensen. “Og samtidig med, at man laver og vedligeholder dem, skal man også ud og tjene penge. For at være nyskabende indenfor sin egen produktion, er det simpelthen nødvendigt, at man får arbejdsro og tid til at lave noget grundforskning i produktionen – og at man får tid til at sortere i ideerne”
Og her har hun – selvom indholdet stadig er en hemmelighed – en ret konkret idé om, hvad der skal ske med legatet:
“Jeg forestiller mig, at jeg køber et stykke jord, som er mit, så jeg ikke oplever det samme som med love alley, som lige pludselig er væk,” siger hun med henvisning til idrætsanlægget udenfor.
Det drejer sig ikke om at eje noget, fremhæver hun, men om at værket får lov til at blive stående: “Jeg vil gerne lave et sted, som er offentligt tilgængeligt, og som jeg måske derefter kan give væk.”
På den måde kan legatets tre års arbejdsro måske give anledning til mere kreativt kaos – og måske et blivende projekt for offentligheden, der får lov til at blive stående og udvikle sig.
