Udstillingen består af fem store digitale skærme placeret i Færchfløjens sale. Skærmene er armaturer; som vægreklamer, rå digitale apparater uden den glatte overfladefinish, vi er så fortrolige med.

De fungerer som farvestrålende vægge med strømme af evigt skiftende billeder. Når du går helt tæt på, kan du se lige igennem dem og ud i tomheden på bagsiden, som fremstår helt nøgen og industriel. Det fungerer supergodt i de store tomme rum og i museets brutalistiske arkitektur. Lyset kastes ud på gulve, lofter og vægge, farverne genspejles i rummenes hvide kuber, og der opstår en hallucinatorisk stemning, idet jeg bevæger mig rundt fra rum til rum, fra skærm til skærm.

Værkerne er smukke og hypnotiske. Stilheden og tomheden bag overfladerne er ildevarslende.

En af de ting forfatter og billedkunstner Amalie Smith (f. 1985) er optaget af, er det digitales stoflighed, som her hvor lyset og farverne spiller sammen og fylder rummene med atmosfærisk materialitet.

Hun undersøger også, hvad de digitale skærme er for en teknologi, og hvilken slags billeder de fremviser, hvis hun kobler dem sammen med forskellige intelligente programmer og fodrer dem med data om deres egen oprindelse og historie.

Hun fylder dem med input for at ”træne” dem, så de til sidst begynder at give noget tilbage: fortolkninger af de informationer, tekster og billeder, som kunstneren har givet dem. Typisk for Smith er det, at hun arbejder sig ind i og ned i sine emner gennem omfattende research, en art kunstantropologi, der både er optaget af materiel kultur og person- og teknologihistorie – her flettet sammen med hendes egen personlige historie, spekulative interventioner, identitetslån og skrifter.

Digital teknologi – tekstil teknologi

Historisk er den digitale teknologi tæt forbundet med den tekstile, idet væv som computer danner billeder ved at sammenføje farvede punkter i rækker og i flader. Såvel tekstiler som digitale programmer skabes ud fra algoritmer.

Den første computer, Den Analytiske Maskine, hentede i 1830erne sit hulkortsystem fra den industrielle jacquardvæv, som var blevet udbredt få årtier tidligere. Med hulkortet som bindeled kan væven forstås som en ældgammel forløber for computeren. Vævere har i mindst syv årtusinder tilrettelagt pixelmotiver i binære opskrifter, og på væverierne processerede man data, længe før nutidens datacentre blev opført. I naturen har edderkopper spundet net og møl silkekokoner længe før menneskene opfandt væven.

Faktisk er værkerne svære at beskrive, fordi de hele tiden er i bevægelse. De fungerer som tvetydige ’lysreklamer’ for algoritmernes tænkning om sig selv i forhold til de forskellige datasæt om deres oprindelse og udviklingshistorie, de hver især har bearbejdet under træningen.

Fotos af vævestole, puppevævende silkeorme og møl, industrielle væve- og datahaller, tekstilmønstre og printplader – alt sammen dele af det digitales grundstof. Tekst, billeder, mønstre fylder skærmene og referencer til den legendariske grevinde Ada Lovelace, en pioner inden for datamatematikken, som Amalie Smith føler slægtskab med, og hvem hun stalker på internettet og låner data og identitet fra.

Menneske og maskine nærmer sig hinanden i en drøm

Algoritmen har ud fra den data, den er blevet fodret med, fremdrømt en række multidimensionelle billedrum, som hver i princippet indeholder et uendeligt antal nye billeder. Smith har på baggrund af udtræk fra hvert billedrum tilrettelagt en serie punkter, som algoritmen efterfølgende har fremkaldt en visuel rejse imellem.

Gennem dette samarbejde nærmer menneske og maskine sig hinanden i det, man kunne kalde en fælles drømmelogik. Resultatet er kæder af stillbilleder, der konstant glider mod andre, beslægtede motiver.

Af og til afbrydes de algoritmiske drømmeforløb af tilsvarende glidende korte filmsekvenser. Det stof, som computeren er gjort af, optrævles og genvæves: Hundrede år gamle hulkortvæve oplyses som moderne gamer-computere, 1800-tals skikkelser omsluttes af digitale billedprojektioner, og bladformede insekter kravler på skærme.
Tekstil- og computerteknologiens fiktive og historiske muser påkaldes: den græske mytologis Arachne og Penelope, maskinstormerbevægelsens fiktive leder Ned Ludd, militærdatalogen Grace Hopper og Ada Lovelace, der udtænkte verdens første computeralgoritme.

Som sagt henviser udstillingstitlen Looming både til dét at være vævende og til den oprindelige engelske betydning: det, der truer i horisonten. Du kan opleve værkerne som en visuel pulserende energi, (eller er det ligefrem en bevidsthed?), der vekslende mellem opvågning og indslumring – viser dig fragmenter af de datasæt, som den selvlærende algoritme er fodret med, og som den bruger sin intelligens på at fortolke og sammenvæve i nye mønster – igen og igen.

Det er en drømmetilstand: som at være vidne til en tænkende hjernes visuelle inderside. Som en meditation eller indre visualiseringsrejse. Støjen fra maskinerne er ganske svag og knitrende, og stilheden forstærker drømmetilstanden og farvelysets atmosfæriske materialitet.

Hvordan vil det digitales fascinationskraft påvirke mennesket i fremtiden?

Looming rejser en lang række spørgsmål: Hvis det digitales grundprincipper allerede var til stede i vævens teknologi, hvad lurer så i skærmenes digitale billedrum? Kan udviklingen af neurale netværk lære os noget nyt om vores egen bevidsthed?

Kan vi som Amalie Smith forsøger, koble vores bevidsthed sammen med algoritmen og sammen med den deltage i skabelsen af levende billedstof? Hvor går grænsen mellem det levende og det døde. Hvordan vil det digitales fascinationskraft fortsætte med at påvirke den menneskelige hjerne og adfærd i fremtiden?

Ingen lalleglad jubeloptimist

Selvom den forførende skønhed absolut er til stede i Looming, så lurer samtidig også fortabelsen, kunstigheden, og lige bagved den illusoriske overflade af farvet lys findes tomheden og apparaternes usexede industrielle skeletter.

Er det maskinernes ånd som strålende maskinintelligens, der tænker i billeder og lys, vi ser – eller er det blot forsinkede ekkoer fra fortiden og sære uddrag fra en iscenesat samtale, hvor iscenesætteren fodrer computeren med dens egen hale?

Amalie Smith er ingen lalleglad jubeloptimist, og derfor er titlens dobbeltbetydning på ingen måde tilfældig. Helt afgørende må det derfor være at spørge sig selv om, hvor grænsen mon går i forholdet til maskinen, til algoritmerne og deres besnærende drømmeverden?

Hvad sker der med naturen i os og i den levende verden, når vi mennesker tilsyneladende er så tilbøjelige til at forsvinde ind i den kropsløse virtuelle (u)virkelighed?