Udviklingsprojektet Project Art Writing, initieret af Aarhus Litteraturcenter, har siden 2012 arbejdet på at undersøge, kvalificere og synliggøre art writing nationalt såvel som internationalt. Lederne af projektet, Trine Rytter Andersen og Lise Haurum Christensen, har gennem årene udvalgt og inviteret relevante samtidskunstnere, forfattere, researchere og samarbejdspartnere til flere workshops, master classes og events.

Det vellykkede og betydningsfulde projekt afsluttedes i begyndelsen af september med symposiet THE CATALYST EXPERIMENT, fernisering på en udstilling med samme titel i KH7 artspace, en stedsspecifik installation i Skanseparken og etableringen af forlaget Catalyst Press. Forlaget udgav samtidig seks nye, meget forskellige og interessante, men temmeligt litterære publikationer af deltagende kunstnere.

Se billeder fra udstillingen i KH7 her

Desuden har Catalyst Press udgivet en samlende publikation for hele projektet, THE CATALYST EXPERIMENT, med en række tekster, hvor ’det katalyserende’ er samlende arbejds- og undersøgelsesområde.

Her har en af nøglepersonerne for Project Art Writing, Maria Fusco, tidligere leder på Goldsmith Universitys markante linje for art writing, skrevet den bærende tekst (sat i en kæmpefont), The Masters Tools Will Never Dismantle The Master’s House Is The Title Of. Og danske Morten Søndergaard har f.eks. produceret et personligt og humoristisk bidrag om nogle af hans første sprogoplevelser: I Say ’Stone’ Or ’Flower’.

Destabiliserende grænsekunst
Katalyserende, porøs og destabiliserende er alle betegnende for hybridgenren art writing. Feltet lægger sig tæt op ad modernismens kunstnerbøger, der har en stærk tradition i Danmark. I kunstnerbøger får tekstens eller skriftens materialitet lige så stor betydning som dens indhold. Skriftens materialitet kan være dens betydning. Begrebet synæstesi eller samsansning (at en sans påvirker en anden, fx at synssansen udløser høresansen) bliver et referencepunkt.

Tekst kan altså med kunstnerbøger og art writing også opleves som eksempelvis installation, lydværk, performance eller billeddannelse. Lise Harlevs tankevækkende og genkendelige liste med tilhørende ikoner No Fonts Are Neutral i THE CATALYST EXPERIMENT-udgivelsen er et tydeligt og godt, pædagogisk eksempel på synæstetiske tekstoplevelser: ”Writing something down is enough to make you remember it…/A typed text looks more finished than a handwritten one…/When you read an e-mail from a friend you imagine the sound of their voice …”

Men i den modernistiske kunstnerbogstradition er kunstnerens værk autonomt, og derfor skrives teksten om værket til bogen oftest af en kurator eller kunsthistoriker. Kunstnerens egen research og praksis bliver derimod afsættet i art writing, der bl.a. opstod med poststrukturalismen og begrebet intertekstualitets indtog på universiteterne og kunstakademierne i 1980-90’ernes Danmark.

Art writing giver kunstnere, der ofte er udøvende fra litterære- og billedkunstneriske miljøer, mulighed for at komme til orde og investere egne erfaringer. Koncept, sprog, tænkning og gestaltning hænger sammen. Art writing handler derfor også om væren og subjektivitet, ligesom en art writing-tekst kan slynge sig ind og ud af kunstfaglige diskussioner, som man f.eks. ser det i billedkunstneren og forfatteren Amalie Smiths bøger.

Art writing er altså en hybrid, der stiller spørgsmål til og virker i grænseområderne for litteratur, billedkunst og kunstteori. En destabiliserende og porøs størrelse, der kan videreudvikle kunstarterne og dens teorier, give udtryk for marginaliserede positioner, åbne nye formater at opleve tekst i og måske ligefrem undersøge nye muligheder at være til på.

Bird – det blinde punkt
Af de seks nye udgivelser på forlaget Catalyst Press skal billedkunstner Line Kallmayers udgivelse Bird særligt fremhæves. Bogen er en brevroman. En fængslet mand, der har dræbt sin søn, skriver breve til en Line om sin forbrydelse, tiden kort efter hændelsen og sit liv i fængslet. Han beskriver nøgternt og præcist, hvordan mordet fandt sted og fremstår som alt andet end en sindsforvirret, bestialsk barnemorder – et monster. Bogen diskuterer det onde overfor det gode med en Hannah Arendtsk tilgang. Det onde med stort og som absolut findes ikke, men alle mennesker kan derimod muligvis udføre onde gerninger.

Filosoffen Hannah Arendt (1905-1975) skrev om ondskabens banalitet og nazisten Adolf Eichmann, der blot udførte ordre punktligt; sørgede for, at jøder blev transporteret til kz-lejrene, fordi det var nødvendigt for ham at parere ordre og at slå jøder ihjel. På samme måde slog den fængslede brevskriver i Bird sin søn ihjel, fordi han følte, det var nødvendigt. Han måtte beskytte sin familie og sig selv. Den fængslede var også muligvis sindssyg i gerningsøjeblikket og mente, sønnen var besat af dæmoner. Men den retslægelige instans underkendte psykologers første dom og mente mordet var koldblodigt.

Svaret står og svæver i bogen, blafrer, ligesom spørgsmålet om, hvad, der kunne drive en far til at slå sin søn ihjel. Hvad er han for et menneske? Hvordan kunne det ske, og hvordan kan han bare leve videre efter? Fortællingen cirkler om dette blinde punkt uden at give svar. Man må som læser selv gøre sig sine tanker, ligesom brevene fra Line til den fængslede mand ikke er en del af bogen. Læseren må selv forestille sig dem. Først allersidst og ganske kort i bogen kommer modtageren af brevene (muligvis) til syne og orde.

I bogen indgår en række fotos; billeder, som er vigtige for bogens fortælling. Deriblandt det centrale billede af en fugl, hvis egentlige betydning også står hen i det uvisse. Billedet dækker også over noget, der ikke helt kan afsløres. Bogen er således opbygget omkring et blindt punkt, et tomrum, ligesom der er områder i både os selv og andre mennesker, vi ikke kender eller slet ikke forstår.

Fremtidens art writing
Catalyst Press nyeste udgivelser er alle interessante og tjener om ikke andet så som eksperimentafsæt for videreudvikling af art writing og dermed udvidelse af andre kunstarter, som f.eks. Nat Bloch Gregersens formmæssige afsøgning i digtsamlingen Digt og indeks eller Andreas Vermehren Holms lysdramatiske og næsten ulæselige palimpsestværk Kimene eller Rasmus Brink Pedersens morsomme og samtidig urovækkende plakater, hvis tekst er lånt fra amatørastronomiske magasiner.

Alle udgivelser er meget litterære og mindre kunstteoretiske og akademiske. Derfor kunne man måske håbe på, at fremtidens udgivelser eksperimenterer endnu mere med format og hybrider, at sprækkerne og mellemrummene kunstdisciplinerne imellem udnyttes og åbnes mere, men allermest må man håbe på, at Project Art Writing vil finde nye veje, muligheder og samarbejdspartnere til at fortsætte arbejdet med at undersøge og synliggøre en skrøbelig og vanskeligt tilgængelig, men ikke desto mindre meget betydningsfuld, kunstpraksis. For det er afgørende for kunstarterne, læserne, beskuerne og samfundet, at undersøgelsen af nye måder at mærke og erfare tekst på fortsætter.