Måske ser du Bonderøven på tv. Måske holder du af at male den gamle kommode almueblå, og måske forestiller du dig, at livet på landet i 1800 tallet var ‘de gode gamle dage’? Hvis synet af bindingsværk ligefrem aktiverer en særlig stolt, ‘dansk’ følelse et lettere ubevidst/ubekvemt sted i dig, og hvis du synes, at den følelse trænger til en udfordring, ja, så har jeg et godt tip:

Tag en tur til Ebeltoft og besøg den nedlagte STARK-tømmerhandel på havnen, der for en stund har forvandlet sig til Ebeltoft Kunsthal. De helt igennem rustikke og upolerede rum danner med den initiativrige forlægger og kurator Mathias Kokholm som ankermand ramme om et to-årigt, ambitiøst kunstprogram med et fornemt opbud af virkelig interessante kunstnere.

Netop nu kan man på stedet opleve Rolf Nowotnys installation RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET, og her omme bag et forhæng af beskidt afdækningsplast kan bonderomantikken så se, om den kan stå distancen, konfronteret med en gang gedigen “almuehorror”, som det malende og ganske præcist hedder i formidlingstekstens varebetegnelse.

Opvask uden ende

Nowotny har installeret et fragmentarisk skelet af et bindingsværkshus – en scenografi man træder ind i, og i huset flyder det med opvask i stabler og baljer. Opvasken er vist simpelthen kommet ud af kontrol her og har overtaget huset som en galoperende skimmelsvamp. Den knuste fajance breder sig på gulvet, på kommoden og i plast-havestolen, ligesom der er visne planter og tørre grene overalt.

Det kaotiske hjem er beboet af to aktører. Manden er klædt i træsko og ramponeret folkedanserdragt og har en knust opvask i maven, ja det lyder bizart, og det er det også. Ansigtet er formet i polyurethan, nærmest nedsmeltet, flækket og absolut zombieagtigt. Lige udenfor huset kravler en rasende kvinde – komplet med heksenæse, hugtænder og almueternet kjole – rundt med et opvaskestativ på ryggen.

Karaktererne er helt vilde, især kvinden, som for min skyld passende kunne kravle direkte ind i Statens Museum for Kunsts samling. På en måde er figurerne udenfor kategori i deres overdrevne ekspressivitet – og man skraldgriner såmænd også! Men de rammer effektivt, og tanken om overbud når ikke frem, før man er ramt. Og som om det ikke er horribelt nok, har Nowotny naturligvis placeret et lille, tarveligt, bevinget kællingemonster på en stabel tallerkner på kommoden, og lagt en afklædt dukke i rodet på plastik havestolen.

Titlen RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET stammer fra et digt eller ‘en folkevise’ – skabt af kunstneren til lejligheden, går jeg ud fra. Visen optræder i formidlingsarket, og lad os lige få den ufortyndet:

Saa raed saa raed
Saaret saa saaret
Skov

Saa dybt at mennesket sjaeldent kom
det var saa raed saa raed

En hytte laa i mosen synkende
rasende med knust fajance

Svulmende af vrede bar hun for dem
en opvask uden ende

Boersten vandet baljen en fedtrand
hun saaret saa saaret

Potter kopper tallerkner alt i skaar

Så er stemningen ligesom sat med gammel stavemåde og det hele!

Modfortælling

Det er en slags modfortælling, vi træder ind i. Stemt op mod fortællingen om den godmodige 1800 tals bondekultur, som har patenteret danskheden og alle vores længsler efter naturlighed, oprindelighed og autenticitet.

Bonderomantikkens bondeland har jo tydeligvis ikke meget med samtidens landbrugsland eller det såkaldte “Udkantsdanmark” at gøre, hvilket skånselsløst afslører, at bonderomantikken først og fremmest har billedlig karakter, og for længst har sluppet fortøjningerne til den konkrete virkelighed.

Det er her, Nowotny sætter sit nådestød ind: Modbilledet med den dysfunktionelle udkants-familie – forsumpet i knust opvask. Som netop ikke holder den historiske tidslighed i hævd, men akkurat blender den gamle folkedragt med en nutidig ‘folkestol’, plast-havestolen.

Nowotny beregner tydeligvis sin teatralske kunst på at skabe direkte effekt hos den, der ser. Ligesom gyserfilmsgenren er det på en måde kunst, der søger at omgå mentale barrierer og benytte absurditets- og chokeffekter som en form for vækkelses-strategi, hvor mennesket kan komme i kontakt med sig selv på et mere kropsligt og følelsesmæssigt plan.

Den kuldslåede installation spiller fint sammen med den tidligere trælasthandels rå og vindblæste rum. Man ved faktisk ikke helt, hvor installationen slutter og trælasthandlen begynder.

Træt museal folklore

I den modsatte ende af kunsthallen er nationalromantikken ligeledes emnet for Mathias Sæderups værkgruppe FOLKLORE, men her har kunstneren brugt ganske andre, mere underspillede og konceptuelle virkemidler.

FOLKLORE er som en lidt kikset plancheudstilling i et dårligt bemidlet egnsmuseum. Scenografien er her begrænset til et stråtækt halvtag og et ubehjælpeligt forsøg på at imitere bindingsværk. Et par af de æstetik-indifferente plancher er faldet ned, og podierne hviler usikkert på antikke snapsglas. Det er påtaget uengageret.

Folklore er ifølge ordbogen “folkelig kultur i form af digtning, musik, traditioner, dragter m.m. typisk forbundet med landbobefolkningen”, og Sæderup undersøger, hvordan folklore repræsenteres i eksempelvis turistindustrien, museumsverdenen, populærvidenskaben og politikken.

Hvad er meningen?

Som publikum er man sat på prøve med at finde mening og sammenhæng i planchernes fragmenter. Her finder man billeder af folkedansere i folkedragter, en hestevogn blandt moderne biler på en parkeringsplads, dannebrog hængende ud af vinduerne i byejendomme, illustrationer af gamle vindmøller, en forside af et temanummer af Illustreret Videnskab om fortidsminder, museale formidlingsplancher om bondelandsbyer, veterantog, gamle mejetærskere og meget mere.

Der er også fortidige vittighedstegninger om de udskældte, dem der ikke hører til, dem vi ikke vil lege med: Tiggerne, kæltringerne og kællingerne (heksene), ligesom ulven også dukker op som noget, man (eller rettere nogen) ikke vil have i den danske natur.

Det er såmænd rimelig klart et stykke af vejen, tænker jeg. Der er, som hos Nowotny, en nostalgisk, nationalromantisk mytologi, som – underforstået – trænger til at blive pillet fra hinanden, fordi den – ifølge præmissen – stadig virker i samtiden. Ikke mindst i bagstræberiske og globalt blinde forestillinger om ‘Danmark først’ (dannebrog i vinduerne) og eksklusionen af det udanske (ulven og kæltringen).

Men Sæderup vil måske også stikke en klima-pegefinger ind i den nationale selvforståelse, når der optræder et billede med en kampagnebil for “Danmark redder jord” nedenunder et billede af en (klimakrise-relateret?) naturkatastrofe? Og hvorfor er der en model af den nedlagte trælasthandel, som Ebeltoft Kunsthal nu huserer i? Og er det meningen, at vi, siddende på hug, skal læse os igennem en længere, dårligt kopieret tekst om uærlighed, der optræder på en af plancherne?

Der skal være plads til vilde parringer, spring, gåder og produktive fejllæsningsmuligheder i kunsten. Det er en del af den aktiverende kvalitet ved megen samtidskunst, og noget jeg skatter, ligesåvel som jeg elsker at nørde med nørdede konceptuelle fremstillinger.
Men spørgsmålet melder sig, om det er mig, der bare ikke fatter en bjælde, eller om Sæderup er upræcis og bruger en det-skal-ikke-se-godt-ud-æstetik og den spekulative kreativitet som alibi? I hvert fald er jeg ikke helt overbevist.

Begge udstillinger spiller altså op mod nostalgien om en førindustriel idyl og orden, og det giver næsten pædagogisk mening, at de vises samtidig, for det giver et blik på forskelle og spænd i, hvordan man som kunstner kan arbejde med formsprog og udtryk. Nowotny rammer denne anmelder rimelig rent i mellemgulvet, mens Sæderup sætter sig som en lille irritation i skallen.

Det er ikke så dårligt endda, og man skal ikke tage fejl af de blikplade-agtige rammer. Ebeltoft Kunsthal har højt ambitionsniveau, og byder endda allerede på ‘permanente’ værker: Henrik Plenge Jacobsens facadeudsmykning med mammutter og Kasper Hesselbjergs fine installation foran indgangen.

Så tag endelig til Ebeltoft. Det kurerer med garanti din trang til at male kommoden.