Skulpturlandsbyen Selde i støbeformen for tredje gang

Skulpturlandsbyen Selde i støbeformen for tredje gang

En af Julie Stavads 'fodsåler' støbes. Foto: Marianne Jørgensen

Reportage fra landsbyen, der har gjort samtidskunsten til et omdrejningspunkt og en modfortælling mod udkanten. Vi var med, da der blev støbt skulpturer i røg og damp.

Selde, landsby med 350 indbyggere, beliggende på halvøen Salling ved Limfjorden. Jeg finder “Da Winti”, byens “lokale mødested for selskaber, fester, kunst og musik”. Bag bygningen er der kunstnerværksted, og bronzestøber Peter Jensen holder der med sin bil med kran. Det mobile skulpturstøberi er igang, og Siska Katrine Jørgensen er ved at få støbt dele til sit bidrag til den kommende skulpturudstilling. 720 grader varm aluminium hældes ud i en form, det sprutter og ryger. Op ad væggen står Julie Stavads store skulpturelle ‘aluminiums-fodsåler’, som har givet hende tilnavnet Bigfoot blandt de lokale. Marianne Jørgensen, der er kurator på Skulpturlandsby Selde, ser træt ud. Vi støbte til klokken to i nat, fortæller hun.

For tredje år i træk varmes der i bogstaveligste forstand op til Skulpturlandsby Selde. Tilbagevendende udstillinger – og det der må være den største skulptur-frekvens i det offentlige rum i forhold til indbyggertal i DK – er blevet en del af fortællingen om byen. Det har givet masser af omtale – ikke mindst her på kunsten.nu.

Læs baggrund om Skulpturlandsby Selde

“I år er det lidt anderledes,” forklarer Marianne Jørgensen. “Jeg har inviteret 12 kunstnere til specifikt at lave skulpturer støbt i aluminium. Hver kunstner har fået tildelt 200 kg aluminium, og for første gang er alle kunstnere på samme tid i byen i tre uger, hvor vi laver værkerne på stedet. Det er fantastisk givende at fungere i et kollegialt fællesskab, og den vidensdeling, der finder sted – sammenholdt med et stærkt fokus på det håndværksmæssige – er utrolig inspirerende.”

Støbningen af Marianne Jørgensens skulptur Oprejst hul foregik om natten. Over 1000 grader varm bronze hældes direkte i jorden, hvor kunstneren har udgravet sin støbeform. Foto: Marianne Jørgensen
Støbningen af Marianne Jørgensens skulptur Oprejst hul foregik om natten. Over 1000 grader varm bronze hældes direkte i jorden, hvor kunstneren har udgravet sin støbeform. Foto: Marianne Jørgensen

Marianne Jørgensen har selv fået støbt ‘et hul i jorden’, i dette tilfælde i bronze.

“Støbningen foregik om natten, og bronzen var så varm, at jorden rystede,” fortæller hun. At fremstille skulpturer langt fra værkstedets kontrollerede rammer er en del af den eksperimentelle udfordring i sådanne projekter. Peter Jensen har med sin kolossale erfaring arbejdet sammen med kunstnere i mange år, og han er ‘kunstnernes mand’, der aldrig går af vejen for at forfølge en vild kunstnerisk ide.

Bjarne Ladefoged, 72 år, opvokset i Selde og nabo til Da Winti står og ser til, mens Heine Kjærgård Klausen styrer kranen, og Peter Jensen tipper karret med flydende aluminium.

“Selvom jeg er lidt uforstående over for noget af det, der sker her, er det skønt, at der er nogen, der sætter noget igang,” betror han mig. “Det er et stort plus, og det er godt, vi vågner af tornerosesøvnen – ellers ender vi jo som et olle-kolle her i byen.”

Han peger på, at det er vigtigt for en by som Selde, at den kommer på landkortet: “Det betyder noget, at andre ser én – det har noget at gøre med ens selvbevidsthed.” Selvom der lokalt er delte meninger om byens nye identitet som skulpturlandsby, er der mange, der bakker op og hjælper til. Flere kunstnere bor hjemme hos private. Lokale laver mad eller bidrager med en trailer, et læs brænde eller faglige kompetencer. Og de samtaler, der opstår mellem kunstnere og borgere, er “anderledes og ofte mere åbne og fordomsfri end dem på galleriet,” som Julie Stavad udtrykker det.

Støbeovnen, der skulle holdes i gang i tre døgn. Foto: Marianne Jørgensen
Støbeovnen, der skulle holdes i gang i tre døgn. Foto: Marianne Jørgensen

“Det er en stor tilfredsstillelse for mig som kunstner at arbejde her og opleve, hvordan fornemmelsen for samtidskunst vokser,” supplerer Marianne Hesselbjerg, der blandt andet er ved at skabe et ‘hyldeværk’ med afstøbninger af genstande indsamlet fra borgere i Selde. En kvinde gav hende blandt andet et ur, der havde tilhørt hendes afdøde mand (hvilket vitterligt føjede noget til dette stilleben-værk). Hesselbjerg ønskede hylden monteret på ydermuren på et bestemt hus på hovedgaden. Det kunne hun godt glemme, sagde folk til hende, for indehaveren var ikke venligt stemt overfor skulpturlandsby-projektet. Men Hesselbjerg spurgte, dialogen opstod, og nu bliver hylden sat op på nr. 9.

Julie Bitsch vil derimod placere sin skulptur på en mark med view ud over det åbne land og med en gravhøj i horisonten. Hun har afstøbt negativ-formen af naboens flagstang, og støbeformen blev skabt i en ovn på stedet, som skulle holdes i gang i fem døgn.
“Folk kom herned for at følge med, mange har hjulpet til, og jeg er ret vild med den slags projekter, for det, der sker, er, at folk tager ejerskab overfor skulpturerne,” fortæller hun.
Hun kalder værket for National Landscape 1:1, og der gemmer sig en refleksiv/kritisk kommentar i værket: “Som det var tilfældet under nationalromatikken i 1800-tallet, bliver kunstneren også i dag brugt som et værktøj, men i dag er det ikke kunstnerens opgave at bringe historiske ikoner fra landområderne til storbyen for at støtte en fantasi om det nationale sammenhold, men det modsatte: nemlig at bringe samtidskunst fra storbyen til landdistrikterne og på den måde støtte en fremtidsbundet fantasi om den regionale vækst.”

Julie Bitsch banker aluminiumsaftrykket af flagstangen fri for formmasse. Foto: Erik Duckert
Julie Bitsch banker aluminiumsaftrykket af flagstangen fri for formmasse. Foto: Erik Duckert

Inden jeg forlader Selde, serverer Gunhild Juhr som sædvanlig eftermiddagskaffe for kunstnere. Sammen med Herman Jensen er hun indehaver af Da Winti, og parret er på mange måder omdrejningspunktet for skulpturlandsby-projektet. Det var dem, der i sin tid tog initiativet til at invitere kunstnere til byen: “Vi har sådan set bare dyrket vores interesse,” fortæller Herman Jensen. “Men vi synes, det er lykkes at vende den lidt triste stemning om Udkantsdanmark til noget positivt her i byen, hvor projektet nyder stor opbakning. Og det er vigtigt at aktivere folk, for vi er en landsby i konkurrence med andre byer.”

Om det så er et realistisk scenarie, at skulpturlandsby-projektet vil medføre nye tilflyttere til Selde, vil tiden vise, siger han, men peger samtidig på, at omtrent 200.000 turister hvert år passerer Selde på landevejen lige udenfor på vej til Limfjordsøen Fur.

“Der er potentialer i at få dem til at dreje indenom Selde for at se på skulpturer af høj kunstnerisk kvalitet.”

Kommentarer

Del artiklen

'Skulpturlandsbyen Selde i støbeformen for tredje gang'

Facebook