Det relevante Museum

Det relevante Museum

Fra åbningen af jubilæumsudstillingen I går. I dag. I morgen.. Foto: Frida Gregersen

”Jeg er interesseret i at udforske kunstens funktion i samfundet, for jeg tror virkelig, at det er væsentligt i den tid, vi lever i,” forklarer Birgitte Kirkhoff Eriksen, der som ny direktør kan fejrer Museet for Samtidskunst i Roskildes 25 års jubilæum. Selvrefleksion, åbenhed og kontroltab er nogle af de krav hun ser for et samtidskunstmuseum, der vil være relevant, i dag.

”Hvad vil vi egentlig med vores udstillinger?” lyder det retoriske spørgsmål fra Birgitte Kirkhoff Eriksen, der siden 1. november 2014 har siddet i direktørstolen på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

I disse dage fejrer museet sit 25 års jubilæum med udstillingen I går. I dag. I morgen. og svaret på spørgsmålet – det der i direktørens øjne bør være intentionen for et museum for samtidskunst er: relevans.

”Jeg har et stort ønske om at gøre museet relevant, og det er den store overskrift for, hvad visionen er. Den mediespecifikke rolle museet har haft er jo kun relevant, hvis kunsten spiller indholdsmæssigt ind i det kulturelle, sociale og samfundsmæssige felt. Vi går fra en rolle som care-taker for kunsten og de nye medier til en motor for noget i samfundet.”

Landets eneste museum for samtidskunst
Museet for Samtidskunst er egentlig født ud af en stor fluxusbegivenhed, der udfoldede sig i 1985 under titlen Festival of Fantastics, en ti dages festival rundt i hele byen; på torvet, i kulturhuset, ude på fjorden og en masse steder, hvor internationale kunstnere lavede happenings, der bragte avantgarden ud på gaden. Året efter samlede man alt materialet og lavede en udstilling.

Ben Vautier performance, Piano Piece #1 & #2 by George Maciunas, 1985. Foto: Berty Skuber
Ben Vautier performance, Piano Piece #1 & #2 by George Maciunas, 1985. Foto: Berty Skuber

På det tidspunkt var der et galleri i Roskilde for avantgardekunst, Galleri Sct. Agnes. Det var drevet af Valborg Nørby, og i ledtog med direktøren for Roskilde Museum (i dag: ROMU), Frank Birkebæk, blev der nu lagt planer for landets eneste museum for samtidskunst.

Den plan skulle både sætte den nye kunst og Roskilde på landkortet, men også aktivere det gamle palæ i byen. Lokale og kunstfaglige kræfter løber i den tid døre ind og samler støtte til projektet, blandt andet Marianne Bech, der ender i direktørstolen, da museet bliver en realitet, vedtaget i Byrådet i 1988 med årlig driftsbevilling, og Museet for Samtidskunst åbner således i 1991, og er i dag stadig det eneste statsanerkendte museum for samtidskunst i Danmark.

De nye og mere flygtige medier i kunsten blev et særligt område for museet, der fra starten af sammenføjer disse i museets bititel: ord. billede. lyd. Særligt lydkunsten, de nyere medier og performancekunsten har en central plads i den profil.

Nomineret til Bikubens Museumspris, 2003.
Nomineret til Bikubens Museumspris, 2003.

Kunsten og livet
Det går så glimrende, at museet opnår statsanerkendelse fra 1994, imens både nationale og internationale kunstnere finder vej til museets lokaler og program, der gør museet til en hovedrolleindehaver i kunstfeltet.

Sanne Kofod Olsen, der overtager stolen fra Marianne Bech i 2009, indfører to markante initiativer: Museet går i byen, hvor kunstnere skaber værker i og med byrum og borgere og performancefestivalen ACTS, der fejrer performancekunsten og på mange måder den historiske relation til fluxuskunstens happenings og handlingsbaserede værker i direkte møde med offentligheden. Sanne Kofod Olsen benytter begrebet ‘levende kunst’ om museets fokus og legitimitet.

Kirkhoff Eriksens fokus på relevans, kan på mange måder ses som en radikalisering af både ’den levende kunst’ og kunstens møde med det lokale liv.

”Jeg er interesseret i at udforske kunstens funktion i samfundet, for jeg tror virkelig, at det er væsentligt i den tid, vi lever i,” påpeger hun.

Museets kroniske sygdom
Relevans-tanken er tæt forbundet med livet og læringen, og her kommer det uddybende svar på det indledende spørgsmål:

”Et af målene med en udstilling kan være læring. Meget læringsteori peger på, at man skal gøre noget, for at lære, ikke bare læse en tekst på en væg, der ovenikøbet er for lang og taler hen over hovedet på os. Som museer tænker vi generelt for kortsigtet ved at lave et væld af udstillinger, der ikke er forbundet med hinanden. Vi arbejder også for ens med formaterne, for der er mange konventioner omkring en udstilling. Jeg vil prøve at skubbe det lidt for at se, hvor meget udstillingen kan påvirke samfundet, holdninger eller værdier. Nogle vil måske mene, at kunsten bliver spændt for en vogn, men det har jeg altså tænkt mig at gøre,” indrømmer hun, og uddyber:

”Nu har vi talt så længe om kunstens potentialer, og der er så mange kunstnere, der både gør og vil en masse. Det bliver vi nødt til at facilitere på institutionelt niveau. Jeg har lyst til at stille nogle af de spørgsmål, som kunsten kan adresserer netop fordi, det er et af de få rum i vores samfund, hvor tanken sættes fri og nuancerne er størst. Man kan vel sige, at jeg ønsker at vægte det ansvar, der følger med den kunstneriske frihed.”

Birgitte Kirkhoff Eriksen under sin tale til jubilæumsfesten. Foto: Frida Gregersen
Birgitte Kirkhoff Eriksen under sin tale til jubilæumsfesten. Foto: Frida Gregersen

Nye medier og fluxus
Museets fortid og den kunsthistorie, der ligger i og med samlingen er i direktørens øjne vigtig, men også et udtryk for en tid, hvor de kunstneriske medier var nye og havde brug for en institutionel opbakning. I dag er behovet ikke det samme:

”Kunstnere i dag definerer sig sjældent specifikt i forhold til medier, som lydkuntsner fx, og sakser mere rundt blandt flere medier alt efter idé og sammenhæng. Jeg synes bestemt, at der stadig er et behov for, at museet vedbliver med at være repræsentativt – også nationalt – i forhold til samtidskunsten og de yngre kunstnere, som det jo ellers primært er kunsthallerne, der kan løfte. Her kan vi være mere vedholdende og supplere med den forskningsdel, som vi er forpligtet til. Her ser jeg, at museet har en særegen funktion og status i kunstlandskabet.

”Jeg føler mig fint i forbindelse med museets oprindelige fluxus-dagsorden om at forbinde kunst og liv, og den åbenhed som fluxuskunsten prinicipielt havde, men det er selvfølgelig en anden måde, jeg har tænkt mig at gøre det på. Og det er en dagsorden, der især på lokalt plan handler om at åbne museet mere, end det har været.”

Med den aktuelle jubilæumsudstillingen, I går. I dag I Morgen., inviterer museet fem meget forskellige kunstnere til at lave deres egne udvalg, fem særudstillinger, ud fra museets samling.

Olof Olsson introducerer til sin jukebox, der genopliver marathon-oplæsningen af Ulysses på museet i 1998. Foto: Frida Gregersen.
Olof Olsson introducerer til sin jukebox, der genopliver marathon-oplæsningen af Ulysses på museet i 1998. Foto: Frida Gregersen.
Installationsview fra Kenneth A. Balfelts aktivering af samlingen under I går. I dag. I morgen.. Foto: Frida Gregersen
Installationsview fra Kenneth A. Balfelts aktivering af samlingen under I går. I dag. I morgen.. Foto: Frida Gregersen

En gestus, der både handler om at gøre sig sårbar og anvendelig i dag som museum.

Åbenhed kræver ofre
Men at lave udstillinger med en høj grad af åbenhed og relevans ved den nye direktør godt, ikke altid er et fokus for hverken kunstnere eller kuratorer.

”I dag udvikles det egentlig progressive og inkluderende i museernes formidlingsafdelinger. Det her vil være et forsøg på at få tingene til at smelte sammen; kunst, medier, relevans, kuratering, forskning, formidling og museum. Et frivillighedsprojekt med asylansøgere, forskningsgrupper, et projekt af unge for unge og et årstema, der handler om migration (På vej, red.), er allerede nu forsøg på at åbne museet på nye måder, og åbne op for at andre, lokale kræfter kan være med til at definere, hvad der foregår i museet.”

Et museum i dag, må ganske enkelt gentænke udstillingsformatet, og de færdige løsninger ligger ikke klar på Birgitte Kirkhoff Eriksens bord. Men der har indfundet sig nogle erkendelser af, hvad den proces kræver:

”Det kræver selvrefleksion: Hvem er det, vi gør det her for, og er det i så fald relevant. Vi skal stadig lave faglige tiltag, der sætter vores og feltets professionelle viden i spil, det er klart, men det er ikke her, vi skal bryde grænser ned. Så kræver det åbenhed eller lydhørhed: Hvad er det, der optager folk og samfundet omkring os? Og sidst det sværeste, kontroltab: Når vi vil inkludere frivilige, unge og nye aktører, der investerer tid og kræfter i museet, så skal de også have tid og rum til at gøre det. Der kan man som museumsleder ikke holde fast i en hierarkisk ledelses-struktur. For så er det meget svært at forplante progressive idéer på tværs af institutionen, og derfor ser vi for eksempel også, at interessante greb i undervisnings- eller formidlingsafdelinger ikke kan indlejres dybere i institutionernes dagsordener og strategier.”

Installationsview, I går. I dag. I morgen.. Foto: Frida Gregersen
Installationsview, I går. I dag. I morgen.. Foto: Frida Gregersen

Mobiliseringer af civilsamfundet
Der findes en lang række kunstnere, der allerede arbejder derude, i virkeligheden, med strategier og spørgsmål, der ligger folk på sinde i deres liv og lokalmiljø. Problemet med museer er i følge direktøren, at kunsten, og særligt den, der er skabt i samspil med en offentlighed udenfor, lider en ‘lille død’, når den kommer inden for museets vægge.

”Der er mange af disse kunstnere, der gennem en hel del år, har vendt institutionerne ryggen, fordi vi har haft en meget fasttømret idé om, hvad en kunstudstilling skal være. Samtidig lever vi i en tid, hvor tingene er i skred, og vi ser et civilsamfund, der lige nu rejser sig og får etableret alternativer.”

Publikum og jubilæumsgæster i flere lag på Museet for Samtidskunst den 29. januar 2016. Foto: Frida Gregersen
Publikum og jubilæumsgæster i flere lag på Museet for Samtidskunst den 29. januar 2016. Foto: Frida Gregersen

“Tænk hvis museerne kunne følge med det, og være et sted for den diskussion og mobilisering – være de videnscentre, som de er. Være en ’institution for reflekteret handling’, og i højere grad tage en rolle på os i forhold til at udvikle projekter, fx ude i det offentlige rum i samarbejde med kunstnerne. I den sammenhæng og sådanne processer, tror jeg egentlig at dette museums størrelse er god, der er ikke så langt mellem afdelingerne, og vi kan handle hurtigt,” forklarer Kirkhoff Eriksen.

Men der stopper ambitionen tydeligvis ikke:

”I sidste ende kunne jeg godt tænke mig at se hvordan man ville kunne integrere museet i byen, og når jeg siger det, så mener jeg virkelig ‘integreret’ som et sted, der står til rådighed for byens borgere. Og derfor er visionen også at bygge et nyt museum, der kan møde de behov og faciliteter. Et center for kunst, videnskab og kreativitet, kan man sige. Det er en proces, der er igang, og skal få museet til at hænge ordentligt sammen med byen. Vi kan ikke satse på et publikum fra København, og det er her i Roskilde, at vi skal skabe de bæredygtige og kontinuerlige forbindelser,” lyder forhåbningen fra direktøren for jubilaren.

Kommentarer

Del artiklen

'Det relevante Museum'

Facebook