5 bud på museet af i morgen på Museet for Samtidskunst

5 bud på museet af i morgen på Museet for Samtidskunst

Jubilæumsudstillingen genopliver med Claus Haxholms bidrag fluxuskunstens direkte og handlingsbaserede poesi. Her fra Ben Vautiers performance i 1985: Piano Piece #1 & #2 af George Maciunas. Foto: Frida Gregersen

Gode værker, spændende tanker, men som besøgende på jubilæumsudstillingen kan man godt få fornemmelsen af, at være inviteret til en mere lukket fest end det var tiltænkt.

Museet for Samtidskunst fylder 25 år, og det markeres med en udstilling, hvor 5 kunstnere har fået lov til at gå i arkivet og kuratere hvert deres rum. Jeg forstår godt, at institutionen har valgt dette greb frem for selv at kaste sig ud i det temmelig omfattende arbejde det ville være at etablere et tilnærmelsesvist overblik over de foregående 25 års aktiviteter. Et sådant overblik kunne virke tillokkende qua sin ide om orden, kronologi og overblik, men vel dybest set også imod den Fluxus-ånd, som museet blev grundlagt på.

Netop arkivmaterialet på et museum som Museet for Samtidskunst må det være sin sag at overskue, al den stund at museet, lige fra det spæde udgangspunkt, under ledelse af museets første direktør Marianne Bech, har haft et særligt fokus på ikke mindst lyd og performancerelateret kunst.

Installationsview fra Olof Olssons revitalisering af marathon-oplæsningen af Ulysses af James Joyce i 1998 på museet. Foto: Frida Gregersen
Installationsview fra Olof Olssons revitalisering af marathon-oplæsningen af Ulysses af James Joyce i 1998 på museet. Foto: Frida Gregersen

De fem kunstnere, der er budt ind til jubilæumsudstillingen, Olof Olsson (f. 1965), Hannah Heilmann (f. 1978), Claus Haxholm (f. 1986), Rolf Nowotny (f. 1978) og Kenneth A. Balfelt (f. 1966) har fået et rum hver, hvor de på vidt forskellig og helt subjektiv vis forholder sig til museets samling.

Joyce i Roskilde
Nedenunder kan man begynde med at fortabe sig i Olof Olssons værk, der genopliver en markant begivenhed i museets historie, nemlig den 13.-14. juni 1998 hvor hele James Joyce mytologiske roman ”Ulysses” blev læst op i en 35 timer lang session ved 98 forskellige oplæsere.

Olsson har splittet hver oplæsning op i 10 dele og lagt dem alle sammen ind i en jukebox, Således kan man nu trykke en kode og høre Vagn Lundbys gode stemme begynde ”Statelige, trinde Buck Mulligan”, man kan høre Suzanne Brøgger afslutte det hele, og derimellem altså 96 andre stemmer, hvoraf mange ikke mere er levende: Jytte Borberg, Ebbe Kløvedal Reich, Peter Seeberg for blot at nævne et par stykker. Men med sin jukebox gør Olsson dem nærværende igen.

Det er godt tænkt, det værk, og jeg håber, at det går lige ind i samlingen igen.

Et telt til Ragna Braase
Hannah Heilmanns rum er sværere at gå til. Hun har bl.a. grebet fat i Ragna Braase (som Mette Winckelmann også drog frem på sin kuratering af værker på Vestsjællands Kunstmuseum for nylig). Maleriet af Braase, som Heilmann har trukket frem, er et underligt lille skramlet maleri, hvor lærredet løseligt er banket op bag på selve rammen. Det viser et par dromedarer og deres passere, måske er det rent farvepigment, det er malet med i 1987. Det er registreret som det første værk i museets nummererede samling.

Heilmann bygger sin egen midlertidige installation til Braase, en gardinagtig ophængning af varierende stoffer. Rundt om teltet, rummets tomme center, befinder der sig en del andre værker, heriblandt vises Ann Lislegaards multimedieinstallation over Ibens Nora: Slamming the Front Door på et ældre tv i sort/hvid. Der er bøger af en brasiliansk kunstner, Anna Bella Geiger (bare navnet), som Heilmann har fundet glemt et sted på museet, og der er et lydværk, persienner af Kasper Vang, og et ret interessant værk af Heilmann selv, hvor hun bl.a. fortæller om Heise og Jakobsens Det frie Universitet (2001-2007) for nogle ildmyrer – se eller rettere hør det selv her.

Hannah Heilmanns udstilling med værket af Ragna Braase i front. Foto: Frida Gregersen
Hannah Heilmanns udstilling med værket af Ragna Braase i front. Foto: Frida Gregersen

Når Heilmann i kataloget skriver om sit arbejde med rummet: ”Jeg gik i gang, men nu kender jeg ikke længere forskel på museets vægge og kosteskabe, på værkerne og min krop”,  er det faktisk den fornemmelse, man får på godt og ondt. Stemningen er intens, men samtidig vil det være svært for de allerfleste at finde nøglerne til at åbne rummet bare en smule med. Heilmann har selv tænkt over det, og lavet en audioguide. Hun er en god fortæller, men guiden er lang og der er intet sted, man kan slå sig ned i rummet, teltet er i realiteten det modsatte af inviterende.

Et såret klaver
Ovenpå har Claus Haxholm trukket et ganske særligt værk ud af museets arkiv, nemlig det hvide klaver, der stammer fra en stor performancefestival helt tilbage i 1985, altså faktisk 6 år før museet i Roskilde bliver en realitet. Klaveret indgik i Ben Vautiers gruppeperformance Fluxus Pieces.

Stykke 21 var en variation over Piano Piece #1 & #2 af George Maciunas. Her i Roskilde i 1985 spillede Philip Corner et stykke af Chopin alt imens Vautier begyndte at hamre søm i de hvide tangenter. Samtidig med denne handling malede Ann Noël klaveret hvidt. Performancen var færdig da alle hvide tangenter var hamret fast med temmelig store søm og klaveret helt hvidt (se mere her).

Haxholm, som jo godt kan ”lave larm” er her gået ganske tyst og poetisk til værks. På væggene hænger 3 store hvide partiturer med ganske små (man skal tæt på for at læse) tekster som f.eks. denne:

”sømmene trækkes ud.
ikke ét for ét, men alle søm på én gang.
så følelsen er meget intens og kort.

Intention og bevægelse

Hvorfor er der ingen søm i de sorte tangenter”

Installationsview fra Claus Haxholms retur til museets fødsel i fluxus-eventen, Festival of Fantastics i 1985. Foto: Frida Gregersen
Installationsview fra Claus Haxholms retur til museets fødsel i fluxus-eventen, Festival of Fantastics i 1985. Foto: Frida Gregersen


Og når man så er der, tæt på, opdager man det lille fintmalede koben. Ud over partiturerne er der 2 såkaldte kompositioner: to plexiglaskasser hvor der er indridset noget uden på og inden i kassen, f.eks. denne lille opfordring til handling: ”Move like you/ Are transparent/ Not invisible”.

Det er en  fin svævende installation der omgiver det historiske værk, det gennemhamrede klaver. Claus Haxholm skriver selv om det: “Jeg har komponeret nye handlinger og tanker for et klaver i museets samling, klaveret ved udmærket godt hvad der skal ske, det har været igennem så meget”.

Melankoli og mørke
Hos Nowotny skal man ind i mørket. Stemningen er lagt umiddelbart i og med at han har valgt at vise den israelske kunstner Menashe Kadishmans Holocaust-installation Shalechet (Faldende blade), som i denne version består af 300 åbenmundede ansigter groft skåret af tykke jernplader lagt på gulvet så man træder på dem. Værket blev vist på Sort mælk i 2014, kunstneren døde i 2015.

Nowotnys rum handler som jeg afkoder det om materialitet, og om det glemte, undseelige, rørende.  Symbolladet maleri, rytmisk, hypnotisk grå videoinstallation (Louise Fuhr), en rusten metalskulptur, en akvarel af Henrik Have, og så to helt vidunderlige tegninger fra 1978 – Lotus Leaves –  af den amerikanske kunstner Dove Bradshaw.

Installationsview med værker af både Yoko Ono, Olof Olsson, Elmgreen & Dragset og Kenneth A. Balfelts eget projekt, Enghave Minipark, 2012. Foto: Frida Gregersen
Installationsview med værker af både Yoko Ono, Olof Olsson, Elmgreen & Dragset og Kenneth A. Balfelts eget projekt, Enghave Minipark, 2012. Foto: Frida Gregersen

Handling – for alle
Tristessen ryster man hurtigt af sig i udstillingens sidste rum, Kenneth Balfelts hvide rum. Balfelt har taget en anden af museets stjerner frem, Yoko Ono, som museet. Balfelt viser hendes hvide skakspil, Play it by trust, og naturligvis ”opføres” Onos ønsketræ (Wish Tree for Roskilde) også – og efter udstillingen sendes alle ønsker til Onos Imagine Peace Tower i Island.

Hvidt blev det også, da Elmgreen og Dragset i 1997 malede Tommy Lunds galleri i Odense hvidt i stive 12 timer, et af de første værker i rækken af Powerless structures. Det var en minimal, men ikke desto mindre insisterende handling, som kom til at pege langt frem i tid, og jeg kan godt lide, at Balfelt tager lige det her værk frem.

Kenneth Balfelt viser selv bl.a. dokumentationen af byrumskunstprojektet Enghave Minipark – genplacering af øldrikkere fra Enghave Plads (2012), og selv om der er langt fra dette meget konkrete projekt til Onos imaginære hvide skakdrøm, så peger alle de værker Balfelt har valgt ud på, at alle har muligheden for at handle og at én handling kan være begyndelsen på noget større.

Høje ambitioner
Ambitionerne har altid ligget højt på Museet for Samtidskunst. Jubilæumsudstillingen er en informationstung udstilling. ”Med udstillingen ønsker vi at diskutere museets rolle i dag, og hvordan det skal tænkes fremover”, skriver museet på deres hjemmeside, men hvordan den læge museumsgæst helt skal forstå eller tage del i den virkelig vigtige diskussion, det savner jeg flere bud på.

Til udstillingen er der udgivet et lille kataloghæfte, men heller ikke her synes jeg, at man er generøs i forhold til at lukke museumsgæsten ind. Og så savner man simpelthen en værkliste.

Kommentarer

Del artiklen

'5 bud på museet af i morgen på Museet for Samtidskunst'

Facebook