Partners er en udstilling, der handler mindst lige så meget om processen som resultatet. Syv kunstnere har mødt og samarbejdet med syv lokale foreninger, og resultaterne af disse samarbejder er nu udstillet indtil 15. september.

Kunstnerne har selv udvalgt en lokal forening, de kunne tænke sig at arbejde sammen med, og været på feltarbejde , hvor de har mødt foreningen i dens hverdag. Omvendt har foreningerne besøgt kunstnerne i, hvad der traditionelt set er deres rum – kunstmuseet – og her har de samarbejdet med kunstnerne om værkerne i en workshop.

Alex Mørch har eksempelvis samarbejdet med Bokseforeningen BK Nørremarken, og ud af det samarbejde er der kommet en bokserobot, der kæmper mod et menneske på en skærm. En anden kunstner – Kristoffer Ørum – har i tæt samarbejde med Vidar Horsens Rollespilslaug skabt en række interaktive skulpturer inspireret af rollespillernes egne objekter.

Mødet med en anden verden

Partnerskabet mellem foreningerne og kunstnerne består i at sætte to verdener i stævne, der både har ligheder og forskelle. Kasper Hesselbjerg, som samarbejdede med Danmarks Kaninavlerforening i Horsens, oplevede netop, at en af lighederne mellem kunstnerne og foreningerne er, at det er lysten, der driver værket.

Han mødte en verden, der både var helt fremmed for ham, men som også indeholdt noget genkendeligt: “Man kaster en masse tid og energi i noget, man selv er ansvarlig for skal give mening. På den måde var der alligevel en lighed, selvom det emnemæssigt lå langt fra det, jeg normalt laver”.

“De er jo bare nogle mennesker, der går op i en aktivitet, og jeg kunne godt blive revet med af det, da jeg mødte dem. Det der med at få kaninen til at hoppe over. Hvis man godt kan lide konkurrence og præstation. Og at lykkedes. Det var rigtig sjovt at prøve”, siger han. “Det var et møde og en aktivitet, der i min forestilling var mere underlig, end da jeg rent faktisk mødte dem.”.

At blive en del af et fællesskab

Efter det første møde mellem foreningerne og kunstnerne, skulle de få partnerskabet til at spire. Og her kunne nogle kunstnere mærke forskellene i arbejdsprocesserne. Hvor medlemmerne af en forening er vant til et fællesskab omkring deres interesse, arbejder mange kunstnere alene.

Dette gælder også for kunstneren Regitze Engelsborg Karlsen, der har arbejdet sammen med Danmarks Naturfredningsforening i Hedensted:

“Jeg synes, jeg plejer at være meget alene i min værkpraksis, så det har været en stor udfordring at samarbejde med dem. Men på en måde har det også givet mig en frihed at have en konkret samarbejdspartner. Det har været dejligt at være en del af et fællesskab. Jeg har fået en omsorg for og et kendskab til landskabet igennem dem”, siger Karlsen.

Et nyt sprog for foreningerne

Kunstnerne fik viden og indsigt fra foreningerne, og blev en del af deres fællesskab. Men hvad gav det foreningerne at træde ind i et partnerskab med en kunstner?

Museumsinspektør Pernille Rom Bruun vurderer, at selvom det for nogle af foreningerne har været grænseoverskridende at træde ud af deres vante rammer og lukke en kunstner ind, har de også fået nye perspektiver på deres forening. De har fået inspiration til, hvad de kan bruge foreningen til, og hvordan de kan formidle deres arbejde.

Regitze Engelsborg Karlsen mærker, at hun gav naturfredningsforeningen, som flere forbinder med ‘besværlig kritik’ af affald, forurening, sprøjtegift mm., et nyt positivt sprog om foreningen gennem samarbejdet og værkerne:

“De var så glade for, at jeg ikke havde taget fat i en affaldstematik. Det ligger jo slet ikke inde i min praksis, men det var dejligt at kunne give dem det positive sprog igen gennem mine værker. De kan låne sig ind i det, og jeg kan låne mig ind i deres. Der kan vi mødes, og der kan der opstå et andet sprog”, siger hun.

Dialogen er materialet

Nogle kunstnere blev udfordret i selve deres praksis, og i den udfordring opstod nye indsigter.

“Jeg sagde ja til projektet, fordi det var et eksperiment”, forklarer Regitze Engelsborg Karlsen. “Og fordi jeg synes, det er flot, at Vejle Kunstmuseum tør at lave museet om til et andet rum, hvor der kan være det her møde mellem en forening og en kunstner. Sammen kan vi lave et billedligt udsagn eller et mødested, som – ikke ud fra sproget men ud fra billedet – kan bidrage til en ny samtale. Jeg har hele tiden haft det sådan, at det er dialogen, der er materialet. Den måde, vi taler om naturen og landskabet, er materialet. Så det har været det, der skulle omformes til kunstværker”.

En ny inddragelse og en udfordring

En af ideerne bag den kuratoriske tilgang i udstillingen er at skabe en mere tydelig og håndgribelig inddragelse af borgere i kunsten helt ned i skabelsesprocessen, forklarer museumsinspektør Pernille Rom Bruun:

“Jeg synes, det er interessant at opleve, hvad der sker, når publikum har mulighed for at påvirke kunsten og for at få andel i det, der sker, udover at få lov til at trykke på en knap på en skærm. Når publikum bliver en del af værkprocessen, skal kunstneren træde ud i et nyt felt eller en anden kultur og indgå i et fællesskab som i udstillingen her. Det kan være udfordrende, men jeg synes også kunsten skal udfordre os i vores vante forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen. ‘Hvad nu hvis?’, kunne man sige.”

Nogle af kunstnerne har samarbejdet meget tæt med foreningsmedlemmerne. Hvor nogle foreninger har været med til at guide og rammesætte værkerne, har andre simpelt hen været med til at skabe skulpturer. Bruun mener, at dette kan give anledning til en god diskussion:

“Er det mere eller mindre kunst end noget andet på grund af et samarbejde med det lokale foreningsliv? Jeg synes, at vi skal udfordre hinanden i de miljøer, vi kommer fra. Både kunstnerne og den faglighed de træder ind i projektet med, men også foreningerne med deres foreningskultur og værdisæt i bagagen. Jeg er også blevet udfordret som museumsinspektør, fordi jeg har stået på begge sider i processen.”

Se flere billeder fra udstillingen her.