Gåsehud og kold marmor

Gåsehud og kold marmor

Christian Lemmerz: Eiszwillinge (detalje), 2013-15. Marmor, 120 x 120 x 50 cm © Christian Lemmerz. Foto: Anders Sune Berg

Christian Lemmerz og Jenny Holzer fortolker dødssynden begær på Randers Kunstmuseum. Sammenstillingen mellem de to kunstnere virker umiddelbart overraskende. Dog opstår der noget fint i konstellationen, hvor hud stilles over for kold marmor, og kultegningens varme streg fungerer som kontrast til ordenes insisterende voldelighed.

Syv temabestemte udstillinger kan for tiden opleves på midtjyske kunstmuseer. Hver fokuserer de på én af de syv dødssynder. På Randers Kunstmuseum er det begæret, der står for skud.

I installationen Lustmord (1993-95) undersøger den amerikanske kunstner Jenny Holzer udsagn tilhørende gerningsmænd, ofre og vidner fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Holzers værk rører ved én af nyere tids mest voldsomme krigsforbrydelser. Her benyttede man – som i så mange andre krigshærgede områder – systematisk voldtægt af kvinder og piger som strategi og våben.

På udstillingen Begær sættes hendes installation over for et udvalg af Christian Lemmerz’ marmorskulpturer og tegninger. Dog er Lemmerz’ dagsorden en anden, idet han analyserer den sammenslyngede idé om menneskelig seksualitet og forgængelighed. Sagt på en anden måde dykker Holzer her ned i det historisk specifikke og kødeligt konkrete, alt imens Lemmerz leder efter et fundamentalt, nærmest universelt udtryk. Det er en dristig parring. Materialisme, historie, myte og ophav i én stor pærevælling. Spørgsmålet er, om det fungerer. Og det gør det faktisk. Den ene fortælling tilfører den anden noget nyt.

Christian Lemmerz og Jenny Holzer: BEGÆR, udstillingsview. Foto: Randers Kunstmuseum

Huden der husker
Ordene skrives på huden. Sprittet fra tuschen får farven til at trænge ned i kødet. Rødt, blåt og sort glider ind i hudens furer. Ytringerne vidner på én og samme gang om kærlige favntag og fysisk krænkelse. “I am awake in the place where women die,” står der. Og andetsteds: “Her breasts are all nipple”. Lustmord er renset for lyst. Men ikke for begær. Voldtægten handler om noget andet. Jeg begærer dit land. Din magt. Jeg ønsker at eje dig fuldstændigt. Erobre dit territorie. Udslette dig.

Holzers Lustmord består af fotografier, arrangeret parvis, af hud med håndskrevne udsagn på. Midt i rummet står et bord, hvorpå der ligger en række menneskeknogler, som tilsyneladende stammer fra en massegrav. Men egentlig er ophavet ligegyldigt. Korsben, skamben, sædeben. Disse ben tilhører os alle.

Jenny Holzer: Lustmord Table, 1994 (detail). Bones, engraved silver rings, wooden table. © 1994 Jenny Holzer, member Artists Rights Society (ARS), NY. Foto: Christopher Burke

Knoglerne er markerede. Dog ikke på vanlig, arkæologisk vis med årstal og findested. Men med små sølvbånd, hver især med lasercut-indgraverede gengivelser af de samme udsagn, der pryder huden på fotografierne.

Ars moriendi – kunsten at dø
Det er svært at dø smukt. Hos Lemmerz bliver døden, eller nærmere efterlivet, foreviget i marmor. Det lyder smukt. Skulpturerne citerer noget smukt. Og samtidig er det grimt. Døden personificeret. Åbne kroppe. Synderens krop i skærsilden. Smukt og grimt. På én og samme gang.

Jeg vil gerne dykke ned i dette spændingsforhold. Det smukke og det grimme. Men jeg kan ikke rigtigt. I skulpturerne forbliver Lemmerz’ univers et sted, jeg ikke kan nå. Det er stort. Det er teatralsk. Og jeg forbinder det ikke med begær.

Christian Lemmerz og Jenny Holzer: BEGÆR, udstillingsview. Foto: Randers Kunstmuseum

Anderledes er det med hans kultegninger. Her er stregen varm. Tegningerne illustrerer Dantes version af helvede, men synes samtidig at være af denne verden. Ikke alle tegninger i serien Dante’s Dream (2010) refererer til ‘begær’. Dog er der begær i stregen. Og små børnedjævle, der piller ved små tissemænd.

Hvilket begær?
Spørgsmålet, som står tilbage, er vel, hvad begær egentlig er? Man kan ikke kræve af værkerne på udstillingen, at de skal ‘illustrere’ dette. De er ældre værker udvalgt til at bo i dette rum, mens projektet finder sted. De er inviterede. De rører ved begrebet ‘begær’. Men de påstår aldrig selv at favne det.

Der er styrker og svagheder. Hos Holzer læser mine hænder ofrenes hud som en grammofonplade. Nu ligger deres historie i mine fingre. Det smitter, og jeg får gåsehud. Hos Lemmerz ligger fokus andetsteds. Det er også stærkt. Men i sammenstillingen med Holzer bliver det nok endnu stærkere, når man i udstillingen bevæger sig fra kold marmor til varm hud.

Hos Holzer har jeg svært ved at skelne udsagnene. Selv voldtægtsforbryderens ord synes at omkranse offerets krop som et kærtegn. Og netop heri ligger værkets styrke. Som det gør i andre af Holzers tidligere værker, hvor det også er begæret, der står i centrum. Om det så er inden for en consumer-kultur eller i forhold til et patriarkalsk blik.

Sex er altid en overskridelse, der finder sted mellem kroppe. Men forhåbentlig en god en. I elskov fyldes én krop af den anden. Konturerne udviskes. Og dog er der grænser, der ikke bør overskrides. Hos Holzer er det ikke en guddommelig lov, der tæller. Her gør en anden lov sig gældende. Lustmord er et stærkt værk, fordi det formår at synliggøre de skrøbelige mekanismer, der er i spil, når kroppe møder kroppe. Og dermed også den forbrydelse, som voldtægt er. Det er et tema, der er lige så aktuelt i dag, som det var, da hun skabte værket i begyndelsen af 90’erne.

Syv museer i Region Midtjylland har hver inviteret samtidskunstnere til at arbejde med én af de syv dødssynder. Udstillingerne er inspireret af den romersk-katolske forståelse af de syv dødssynder.

FRÅSERI: Museet for Religiøs Kunst, Lemvig
HOVMOD: Skovgaard Museet, Viborg
BEGÆR: Randers Kunstmuseum, Randers
DOVENSKAB: Glasmuseet Ebeltoft, Ebeltoft
MISUNDELSE: MUSE®UM, Skive
VREDE: Horsens Kunstmuseum, Horsens
GRÅDIGHED: Holstebro Kunstmuseum, Holstebro

Kommentarer