Einar & Jamex de la Torre: Dovenskab – De syv dødssynder
4 feb 201728 maj 2017

Dovenskab i Ebeltoft
Med afsæt i netop denne dødssynd præsenterer Glasmuseet Ebeltoft for første gang for et dansk publikum de to internationalt anerkendte mexicanske kunstnere, Einar & Jamex de la Torre. Udstillingen er en del af DE SYV DØDSSYNDER – et samarbejde mellem syv kunstmuseer i Region Midtjylland – og et af de største kunstprojekter under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Dovenskab i internationalt perspektiv
Til at give et nutidigt blik på dovenskab har Glasmuseet Ebeltoft inviteret to absolutte enere på den internationale glasscene, de mexicanske kunstnere Einar og Jamex de la Torre. Med dybe rødder i den farverige mexicanske kultur og motivverden blander de elementer fra oprindelige religioner som mayakulturens ånde- og dyretro med religiøse motiver fra den europæiske kunsthistorie. De la Torre-brødrene er kendte for deres uhøjtidelige og humoristiske sti. Og som erklærede anti-minimalister dyrker de bevidst det barokke og det overlæssede i deres karakteristiske lenticulars og skulpturelle tableauer, der kombinerer figurer i blæst og varmt formet glas med digitale prints og forskellige materialer.

Pressefoto

I udstillingen giver de et både personligt og globalt syn på dovenskab. De stiller blandt andet spørgsmålstegn ved om arbejde nu også giver frihed(!) og udfordrer den fremherskende arbejdsetik – ikke mindst set i lyset af den generelle udvikling, hvor stadig flere jobs overtages af robotter og AI. De forholder sig også til klichéen om den dovne mexicaner og det paradoks, at netop mexicanerne i høj grad varetager det manuelle og fysisk hårde arbejde i det sydlige USA, som ingen andre gider udføre.

Einar og Jamex de la Torre er født 1963 og 1960 i Guadalajara, Mexico. I 1972 flyttede de to brødre med familien til Californien, og i dag har de bopæl i både Tijuana, Mexico, og San Diego, USA. De er begge uddannet ved California State University og har arbejdet med glas siden begyndelsen af 1980erne. Deres værker er repræsenteret i samlinger i USA, Europa og Japan heriblandt Museum of Glass, Tacoma, WA, USA, Museum of Contemporary Art San Diego, CA, USA, Museum of American Glass, NJ, USA, Frauenau Glass Museum, Tyskland, Nový Bor Glass Museum, Tjekkiet, og Kanaz Forest of Creation, Fukui Prefecture, Japan.

Udstillingen åbnes 3. februar kl. 17.00 af Mexicos ambassadør i Danmark, José-Ignacio Madrazo.

Udstillingssamarbejde – DE SYV DØDSSYNDER
Hovmod. Grådighed. Vrede. Begær. Fråseri. Misundelse. Dovenskab. Er de syv dødsynder fortsat syndige? Eller er de ligefrem blevet eftertragtede? De syv dødssynder har haft greb i os siden Middelalderen og debatteres stadig i film, dans og kunst. Derfor sætter syv kunstmuseer – Glasmuseet Ebeltoft, Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, MUSE®UM i Skive og Skovgaard Museet i Viborg – nu spot på de syv middelalderlige dødssynder set i et nutidigt perspektiv. Det sker med syv forskellige udstillinger, der hver tager én dødssynd under behandling i syv forskellige markante udstillinger af dansk og international samtidskunst fra 4. februar til 28. maj 2017.

Arrangementer
Udstillingerne følges op af en række særarrangementer, der inviterer publikum til dialog og værdidebat med afsæt i begrebet om de syv dødssynder. På Glasmuseet Ebeltoft kan gæsterne blandt andet over fire søndage møde fire lokale sognepræster, som – i samtale med publikum – vil give deres bud på dødssyndernes betydning i dag. I samarbejde med Syddjurs Teaterforening vises i udstillingsperioden en særudgave af Black Box Dance Companys Reumert-nominerede danseforestilling 7EVEN. Endelig vil Syddjurs Folkeuniversitet sætte fokus på mexicansk kultur i udstillingsperioden. Arrangementerne opdateres løbende på www.glasmuseet.dk

Støttet af Statens kunstfond, Aarhus 017 – Europæisk Kulturhovedstad, Augustinus Fonden, Folketingets fond.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

Man-søn 10-17

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Einar & Jamex de la Torre: Dovenskab – De syv dødssynder
4 feb 201728 maj 2017

Del

'Einar & Jamex de la Torre: Dovenskab – De syv dødssynder'

Facebook