En investering i offentlige kunstværker virker som en ekstra god idé i disse dage, hvor kunst ikke kan opleves indenfor. På gågaden i Horsens finder vores udsendte globetrotter et Google ikon lavet af pailletter og skulpturværker af to af den dystre kunsts grand old men – Christian Lemmerz og Michael Kvium.
Jeg er taget på kunstsafari på Horsens gågade, Søndergade.
Horsens er nemlig en af de kommuner, der bruger flest penge på kunst i det offentlige rum. Med den kommunale bylivsindsats MÆRK BYEN, der skal skabe liv og dynamik i Horsens midtby, og med værkdonationer fra fonde samt et smukt udeområde ved kunstmuseet har byen mange udendørs kunstoplevelser at byde på.
Uheldigvis er store dele af gågaden under renovering, hvilket betyder, at flere værker er midlertidigt flyttet. Mellem butikker, der så småt er ved at åbne igen efter lockdown, fanges min opmærksomhed af fire værker.
Tre af værkerne er skænket som gaver af Horsens Folkeblad Fond, der med tilladelse fra kommunen har sat tre skulpturer op i Søndergade. Derimod er det første værk jeg ser, Pin, en del af MÆRK BYENs street art projekt.
Örnduvald: Pin, opstillet i 2013.
Den dansk-islandske kunstnerduo bestående af Pétur Örn Eyjólfsson og Søren Oskar Duvald har hængt deres glitrende Google Map-ikon på en gavl i Søndergade. Google pin, som ikonet kaldes, er i den originale udgave rød, men den version der hænger ved Apoteket er lavet af 10.078 sølvpailletter, der changerer i farven, når vinden blæser.
Værket trækker på en moderne ikonografi; et symbol der viser, at “her står jeg” eller “her er det du søgte efter”. Ikonet hører normalvis til på et virtuelt kort over en by eller et sted, men her er ikonet trukket ud af kortet og ud i det fysiske byrum.
Ud over at skabe blikfang med de smukke glinsende pailletter skaber værket også opmærksomhed om, at vores færden i byer ofte foregår på to forskellige niveauer; fysisk og virtuelt. Ved at placere et virtuelt ikon i den fysiske verden, hvor vi ikke er vant til at se det, bringes en lille del af de to niveauer af byen sammen.
Christian Lemmerz: Hyæne med barn, opstillet i 2016.
Et stykke længere nede af gågaden ser jeg en hyæne med et spædbarn hængende i et klæde ud af munden. Det kunne umiddelbart lyde som starten på dystopisk film, hvor alle mennesker er blevet udryddet af en virus undtagen et enkelt spædbarn, der er den eneste overlevende. Det er selvfølgelig og heldigvis ikke scenariet. Hyæne med barn er den ene af Lemmerz’ skulpturer her i Søndergade.
Værket finder jeg i neonlysets skær mellem selvlysende sportstrøjer og afspærringsstolper. Fordi skulpturen er lavet af Lemmerz, der er kendt for sine lettere morbide værker, kan jeg ikke undgå at tænke, at det er en makaber nyfortolkning af Den Capitolinske Ulvinde, hvor hyænen har i sinde at spise barnet.
Christian Lemmerz: Madonna (Darfur), opstillet i 2008.
Overfor Hyæne med barn finder jeg den anden af Lemmerz’ skulpturer. Titlen på kunstværket henviser til Lemmerz’ udgangspunkt for værket: Den katolske kirkes kunst samt borgerkrigen og sultkatastrofen i Darfur, Sudan. Ved første øjekast ligner skulpturen Jomfru Maria, der sidder med Jesusbarnet i skødet. Men faktisk er det et dødt spædbarn. Et barn der bliver symbol på krisen i Sudan og alle dens ofrene.
Der er en sårbarhed og intimitet at spore mellem Jomfru Maria og barnet, og jeg føler det lidt påtrængende at stikke mine nysgerrige øjne ind i den scene, Lemmerz har portrætteret. Dog er det ikke alle, der har haft det sådan; Madonnas skød er blevet midlertidig hvileplads for en engangshandske og andet småaffald, som var skulpturen en skraldespand.
Læs også: Ugens kunstner – Christian Lemmerz
Michael Kvium: Double Blind, opstillet i 2007.
Michael Kvium, der er barn af byen, synes ikke at kunne gøre noget forkert. Uanset hvilken grim ny figur han laver, er den populær hos den brede befolkning og udstillerne. Måske fordi hans kunst er sikker – sikker på den måde, at hans figurer altid kan kobles op på aktuelle tematikker og problematikker. Det kan man selvfølgelig argumentere for er en god ting, men i Kviums tilfælde bliver det lidt uoriginalt at se den samme gamle figur i nyt tøj.
Double Blind forestiller en dreng, der sidder med front mod et kranie, nærmest som i en stirrekonkurrence. Drengens gule hat med de sorte prikker er dog en henvisning til de gule og sorte armbind, blinde gik med før i tiden. Drengen er blind men stirrer, seende eller ikke-seende, alligevel på kraniet, der her bliver dødens manifestation.
Dermed er denne skulptur ingen undtagelse i forhold til ovenstående udsagn: Temaer som død og blindhed passer som fod i hose til den globale sundhedsmæssige trussel, vi alle er del af lige nu. Alle er konfronteret med døden, vi står alle med front overfor den. Vi har alle en fælles fjende, som vi ikke kan se.
Men i bekæmpelsen af denne fjende afgiver vi også vores frihed til gengæld for en sikkerhed, og vi lukker øjnene for regeringens og restriktionernes indgriben i privatlivet, fordi det kommer almenvellet til gode. Double Blind kan tolkes på mange måder, og det er et klassisk karaktertræk for et Kvium-værk.
Christian Lemmerz og Michael Kvium, der også har været en duo, arbejder begge med livet og døden i deres kunst. De tre skulpturer af Lemmerz og Kvium, jeg møder på strøget, er da også i den dystre ende i forhold til den glitrende pin.
Oplevelser i byrummet
Foruden disse fire værker finder man i Horsens mange andre offentlige kunstværker (specielt når der ikke er renovering af gaderne). Blandt andet står Bjørn Nørgaards Engleport ved Rådhuset og Kirsten Ortweds kæmpeskulptur Beringsøen, der efter færdiggørelsen af renoveringen af Torvet, igen skulle være at finde der på pladsen ved Vor Frelser Kirke. Udenfor og omkring Horsens Kunstmuseum finder man også flere værker af bl.a. Martin Erik Andersen, Bjørn Nørgaard og Christian Lemmerz.
Læs også: Konfrontation med det sorte indre – Anmeldelse af Michael Kvium: CIRKUS EUROPA
Af flere omgange er der også blevet udgivet en skulpturguide af Horsens Kunstmuseum i samarbejde med MÆRK BYEN og Horsens kommune, hvor man kan blive klogere på en lang række af byens skulpturer.
Samarbejdet mellem flere af byens aktører, herunder museet, fonde og kommunen, giver Horsens et rigt udendørs kunstmiljø, og er med til at fremme mangfoldige kunstoplevelser for borgerne i byrummet.
