Afstøbningssamlingen genåbner for en stund

Afstøbningssamlingen genåbner for en stund

Den Kongelige Afstøbningssamling udefra. Foto: SMK

Den Kongelige Afstøbningssamling genåbner den 17. april, 1. maj og 22. maj, hvor interesserede kan opleve samlingen på egen hånd i det tre etager store Vestindisk Pakhus.

1. marts lukkede Den Kongelige Afstøbningssamling for offentligheden pga. de besparelser, Statens Museum For Kunst er blevet pålagt, og som Den Kongelige Afstøbningssamling hører under. På nuværende tidspunkt er der ingen planer for, hvad der skal ske med samlingen.
Læs om lukningen her

“Samlingen har et enormt potentiale som museum, dannelsesinstitution og turistattraktion, og lukningen er derfor udtryk for en kortsigtet og visionsløs kulturpolitik”, mener Foreningen Afstøbningssamlingens Venner – en lobbyforening, der arbejder for bedre forhold for samlingen, og som siden 2002 har arbejdet på, at samlingen i Vestindisk Pakhus bliver drevet som et rigtigt museum.

Afstøbningssamlingen genåbnes nu tre søndage i april og maj. De ekstraordinære åbninger finder sted den 17. april, 1. maj og 22. maj mellem kl. 13 og 16 i Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40, 1253 Kbh. K. Interesserede kan gå rundt i samlingen på egen hånd på de tre etager i Pakhuset og der vil blive fortalt om samlingens historie og indhold af arkæologer og kunsthistorikere fra foreningen, som vil være til stede.

Derudover har en række kunstnere, kulturskribenter og centrale skikkelser fra danske kunstinstitutioner tilbudt at tale om forskellige emner med afsæt i Afstøbningssamlingen.

Søndag d. 17. april
Kl. 13.30: Kunstner Christian Lemmerz optræder i dialog med kunsthistoriker Mikael Wivel under titlen ‘Gips og Erindring’.
Kl. 14.15: Kunstner Tal R optræder under titlen Faldgruber og Betonhjerte med moderator.

Søndag d. 1. maj (titler og tidspunkter bliver annonceret)
Rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi Sanne Kofod Olsen.
Kunstner Bjørn Nørgaard.
Journalist Adrian Hughes.
Tidligere rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi Else Marie Bukdahl.

Søndag d. 22. maj (titler og tidspunkter bliver annonceret)
Direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh.
Direktør for Glyptoteket Flemming Friborg.
Direktør for Thorvaldsens Museum Stig Miss.

Den Kongelige Afstøbningssamling består af ca. 2.500 afstøbninger i gips af statuer, buster og relieffer fra oldtiden til og med renæssancen – mange af de helt centrale værker i den europæiske kunsthistorie er samlet under ét tag i Vestindisk Pakhus.

Samlingen åbnede 1898 og var indtil 1966 opstillet i det meste af stuetagen i museumsbygningen i Sølvgade. Den blev pakket væk, men reddet og siden 1985 restaureret og opstillet i Vestindisk Pakhus, som ejes af Kulturministeriet. I 2002 blev den på grund af regeringens besparelser lukket men delvis genåbnet efter en stor indsats af bl.a. Afstøbningssamlingens Venner.

Del artiklen

'Afstøbningssamlingen genåbner for en stund'

Facebook