Danseskulpturer

Danseskulpturer

Molly Haslund: Constant Hanging . Foto: Jeanette Land Schou.

Vis billedserie

Udstilling

Dance Me

18 maj 2014 2 nov 2014

Salla Tykkä, Christian Jankowski, Sigalit Landau, Skånes Dansteater, Tadashi Kawamata, Rachel Tess, Molly Haslund

Wanås Konst
Se kort og tider

I Wanås Konsts naturskønne parkområde kan man opleve en række internationalt anerkendte kunstneres værker velplaceret ude i det fri. Denne sæsons særudstilling Dance Me sætter med inkluderende succes fokus på bevægelse og samhørighed.

Mens vi hænger i ribberne, kan vi kigge ud over søen. Solen skinner og reflekteres i vandet. Eller vi kan kigge ind i øjnene på beskueren i ribben lige overfor. Kigger vi den anden vej, ser vi ind i en frodig skovs trækroner. Og når vores arme, håndled og fingre ikke kan holde til det længere, kravler vi stille ned af ribberne og venter måske på, det bliver vores tur til at kravle op og hænge i ribberne igen. Vi er altså aktive og inkluderede på særudstillingen Dance Me på Wanås Konst i Skåne.

I den danske kunstner Molly Haslunds performance Constant Hanging er det publikum selv, der udfører performancen. Performancen bliver til i vores interaktion med ribberne, det minimalistiske kunstobjekt Three Double Wall Bars, idet det fyldes op af forskellige typer kroppe i en lind strøm. Der er intet spektakulært over performancen, som blandt andet trækker tråde til den New York baserede kunstner Simone Fortis postmoderne arbejde med hverdagsbevægelser i krydsfeltet mellem koreografi, performance og skulptur.

Molly Haslund: Three Double Wall Bars. Foto: Matilde Haaning.
Molly Haslund: Three Double Wall Bars. Foto: Matilde Haaning.

Ribberne bliver levende, ligesom Haslunds andre objekter, som er opstillet i parken på Wanås Konst, et udstillingssted for stedsspecifik samtidskunst, som muligvis er ukendt for et dansk publikum. Og Haslunds objekters håndværksmæssige design og udførsel imponerer. Ribberne ligner fuldstændig de ribber, man kender fra folkeskolens gymnastiksal. Her er tre ribber blot sat sammen i en konstruktion ganske tæt overfor hinanden.

Men Haslunds værker handler ikke kun om kunstobjektets materialitet. Det handler i lige så høj grad om euforien, den lystfulde leg ved at udføre noget fysisk i fællesskab. For eksempel i installationen Swings, hvor tre gynger i to rækker er placeret overfor hinanden, så man er nødt til at samarbejde og koordinere, hvis det skal lykkes at gynge.

Molly Haslund: Swings. Foto: Jeanette Land Schou.
Molly Haslund: Swings. Foto: Jeanette Land Schou.

I værkerne findes altså en bevægelse fra en fascination af det ydre, tingen eller kunstobjektet, hen imod glæden over et socialt fysisk fællesskab, hvilket kan rumme en indirekte politisk kommentar. En mulig kritik af en individualistisk, materialistisk samfundsstruktur.

Krop og rum og bevægelse
Wanås Konst er et naturskønt område med park, skov og sø. Skulpturparkens permanente samling er i øjeblikket udgjort af 50 værker, der udvides ved ny-investeringer fra den årlige særudstilling, ligesom der indenfor i flere bygninger vises installationer eller andre rumlige værker.

Wanås Konst har i denne sæson med den tværæstetiske særudstiling Dance Me sat fokus på bevægelse og fælleskab. Krop, rum og rørelse er givne dimensioner for installationskunsten, ligesom dans kan være skulpturel. På programmet finder man derfor også Skånes Dansteater og tre danseforestillinger i et mobilt rum under titlen Souvernir af den amerikanske koreograf Rachel Tess.

Og når man ved hovedindgangen kigger op møder ens øje den japanske kunstner Tadashi Kawamatas hyttekonstruktion Tree Hut Wanås i en trætop. Kawamata har lavet dette værk specielt til stedet. Tidligere i sin karriere byggede han på lignende vis skæve stedsspecifikke konstruktioner i glemte mellemrum i mellem bygninger i Tokyos tætbebyggede kvarterer. Et eksempel på hvordan Wanås kuraterer værker af kunstnere, der arbejder skulpturelt og stedsspecifikt og kan producere værker specielt til et offentligt rum i modsætning til blot at placere værker af kunstnere, der hovedsageligt arbejder i konventionelle museums- eller gallerirum, ude i det fri.

Tadashi Kawamata: Tree Hut Wanås. Foto: PR-foto/Wanås
Tadashi Kawamata: Tree Hut Wanås. Foto: PR-foto/Wanås
Marina Abramovic: The Hunt Chair for Animal Spirits. Foto: PR-foto/Wanås Konst
Marina Abramovic: The Hunt Chair for Animal Spirits. Foto: PR-foto/Wanås Konst

En stor installation
På en gåtur rundt i haven, der er så stor, at værkerne kan få al den plads, de behøver, fornemmer man stedets forståelse for værkernes særlige kvaliteter og at der er tænkt på de små detaljer i deres placering. Man skal også gå lidt på opdagelse for at finde dem og en tydeligere skiltning kunne måske være en forbedring.

Jenny Holzers taktile inskriptioner på stenene på et dige i udkanten af parken er et eksempel, ligesom Marina Abramovics The Hunt Chair for Animal Spirits skjuler sig lidt mystisk bag en mindre bakke. Andre værker er placeret flot ved en af hovedstierne, såsom Jeppe Heins hvide bænk ved søkanten eller Jacob Dahlgrens farvestrålende glade Primary Stucture, som børn også er velkomne til at kravle i.

Jeppe Heins bænk. Foto: PR-foto/Wanås Konst
Jeppe Heins bænk. Foto: PR-foto/Wanås Konst

På den måde bliver hele parken i sig selv en stor kunstinstallation, man bliver overrasket over og skal lære at navigere i. Kunsten og naturen bliver en del af hinandens teksturer og bliver inkluderende og tilgængelig på mange forskellige måder. Pludselig hører man stemmer og i det man svinger rundt i et sving, kommer et lille gråt træhus med lys i vinduerne en smule magisk til syne: Robert Wilsons teatralske A House for Edwin Denby.

Video og arkitektur
Men særudstilingen Dance Me byder ikke kun på bevægelse af kroppen i form af sociale skulpturelle værker og performances i parken, men også på et videoprogram, hvor hele paletten af følelser bliver berørt: Tre kunstneres videoværker, som alle beskæftiger sig med cirkelbevægelsen. I Sigalit Landaus velfornøjede Three Men Hula og Christian Jankowskis skægge Rooftop Routine er det hulahop ringen, de agerende på forskellig vis bruger. Og i Salla Tykkäs Jesper Just-lignende melankolske værk Lasso finder man en grædende kvinde, som betragter en ung mand kampsvinge og hoppe igennem en rund lassoløkke. I Sigalit Landuaers anden rystende og kønspolitiske film Barbed Hula  svinger hun selv elegant en pigtrådshulahopring om sin nøgne talje.

Stillbillede fra Christian Jankowskis video Rooftop Routine (2007). Foto: Kunstneren/Wanås Konst.
Stillbillede fra Christian Jankowskis video Rooftop Routine (2007). Foto: Kunstneren/Wanås Konst.

Dance Me på Wanås Konst er en udsøgt fornøjelse på mange planer, hvor hverdagsbevægelse og dans åbner naturligt ind til fornemmelsen for de skulpturelle værker og omvendt, men udstillingen kræver også for nogle af værkerne en vis lyst til deltagelse og bevægelse, hvilket i særtilfælde kan virke en smule påtaget. For eksempel hulahopringene i videolokalet, som besøgende frit kan svinge om maven, mens ser de på kunstfilm.

Samtidskunst af høj kvalitet og billedskøn natur går på Wanås Konst op i den famøse højere enhed. Wanås er et eksempel på, hvordan man ret vellykket kan kuratere smalt, men inkluderende og præsentere samtidskunst udenfor museets vægge. Noget, man også har kunnet set eksempler på herhjemme ved Secret Garden på Gl. Holtegaard eller Kunstpark Ordrupgaard.

Wanås Konst modtog Dansk-Svensk Kulturfonds pris i 2014. I den anledning vistes udstillingen Imagine en glimt af Wanås i Tårnrummet i Kunsthallen Nikolaj fra d. 9. til d. 21. september.

Se video fra Molly Haslunds performance her.

Vis billedserie

Udstilling

Dance Me

18 maj 2014 2 nov 2014

Salla Tykkä, Christian Jankowski, Sigalit Landau, Skånes Dansteater, Tadashi Kawamata, Rachel Tess, Molly Haslund

Wanås Konst
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Danseskulpturer'

Facebook