Kunstneriske milepæle i den virtuelle virkelighed

Kunstneriske milepæle i den virtuelle virkelighed

Paul McCarthy: C.S.S.C. Coach Stage Stage Coach VR experiment Mary and Eve, 2017. © Paul McCarthy and Khora Contemporary. Courtesy of the artist, Hauser & Wirth, Xavier Hufkens, and Khora Contemporary

Vis billedserie

Teknologien er klar, kunstnerne er opsatte på at indtage nyt territorium, publikum har adgang til teknologien og investorerne kan se fidusen. Alt er lagt i søen til kunstens ekspansion ind i det virtuelle, og her ser vi på to eksemplariske initiativer i nogle af kunstens vigtigste institutioner.

New Museum i New York og Venedig Biennalen – to af kunstens markante institutioner – kan nu præsentere virtual reality-værker særligt udviklet og kommissioneret til denne teknologi af markante kunstnere, og det ene initiativ er realiseret på dansk grund af Khora Contemporary.

New Museum, der står for en af kunstverdenens mest progressive udstillingsprofiler, har i samarbejde med Rhizome, museets teknologinørdede blog og webplatform til diverse digitale undersøgelser, lanceret udstillingsplatformen First Look: Artist’s VR. En udstillingsplatform for virtual reality-værker støttet af Robert Rauschenberg Foundation og udviklet af EEVO, hvor første runde med seks kommisionerede værker af en række hotte, amerikanske kunstnere er tilgængelige for alle med en smartphone + VR goggles lige nu. Det første markante forsøg på at lave en offentlig tilgængelig udstillingsplatform for VR-kunsten og et tydeligt udtryk for, at de store institutioner nu må tænke over, hvordan de kan inkludere en teknologi som virtual reality.

Jacolby Satterwhite: Domestika, 2017. Screenshot.

Peter Burr (m. Porpentine Charity Heartscape), Jeremy Couillard, Jayson Musson, Jon Rafman (den eneste ikke-amerikanske kunstner på holdet), Rachel Rossin og Jacolby Satterwhite har lavet nogle vidt forskellige værker, der alle strækker det digitale rum og animationen ud i kunstens komplekse og billedkulturens mere konfliktfulde felt.

Det virtuelle bliver til et rum for oplevelser, udsagn og identiteter, der er mere marginale i mainstreamkulturen, kan man godt konkludere.

Virtuel søgen efter retfærd
App’en og de seks værker kan hentes og opleves HER (optimalt med et par VR goggles):

Første udstilling i First Look-serien er med komissionerede værker af:
Rachel Rossin: Man Mask, 2016
Peter Burr (w. Porpentine): Arcology, 2016
Jayson Musson: An Elegy for Ancestors, 2017
Jacolby Satterwhite: Domestika, 2017
Jeremy Couillard: rebirth_ redirect, 2016
Jon Rafman: Transdimensional Serpent, 2016

De er alle seks præget af en fortælling om ufrihed, vold (også symbolsk vold) og uretfærdighed, hvor den virtuelle verden tilbyder en alternativ fortælling – en form for parallel logik og samfundsorden.

Det betyder også, at teknologiens indre – det hinsides og afgrænsede miljøer som ørkenfestivalen Burning Man (se Satterwhites Domestika) og spiluniverser, som fx Call of Duty, der er udgangspunktet for Rossins meditative take på gaming og opløsningen af de voldelige og maskuline koder, der er forbundet med spillet – bliver til afsæt for nye meditative tilstande og ofte okkulte kulturer.

Rachel Rossin: Man Mask, 2016. Screenshot.

Særligt samfundskritisk bliver det med Jayson Mussons ’mindelund’ til minde om individer, der har været udsat for politivold og krænkelser på baggrund af deres identitet, overbevisning, hudfarve eller lign.

Ved hjælp af en interaktiv navigation i en stjernehimmel kan man fremkalde ’mindetavler’ af disse ofre, dog blot med navn og relateret stjernetegn fra alverdens forskellige kosmologier.

De seks værker er logisk nok også præget af en begrænset teknologi, da de skal kunne fungere på din mobil og være netop dette demokratiske værkformat, hvilket gør oplevelsen lidt hård og svimlende i de længere sekvenser. Men al credit til initiativet, der trods alt præsenterer nogle ambitiøse værker fra nogle markante unge kunstnere med noget på sinde. Her er det værd at holde et vågent VR-øje, vil jeg anbefale.

Et kunstmedie blandt andre
I Danmark ser vi en lignende fortælling, der blandt andet trækker tråde fra nogle lokaler i Kødbyen til Venedig Biennalen, hvor Khora Contemporary (Khora Virtual Reality + Faurschou Foundation) åbnede en udstilling den 11. maj i Fondazione Giorgio Cini med værker af de to internationalt anerkendte kunstnere Paul McCarthy og Christian Lemmerz. Udstillingen, der helt enkelt hedder New Media (Virtual Reality), sidestiller VR-teknologien med kunstens øvrige medier og præsenterer værker af to kunstnere, der ikke er udprægede ’new media artists’, men har en meget distinkt stil og indholdsmæssigt drive, der fint kunne udfoldes i det virtuelles frit definerbare, skulpturelle og performative rum, hvor grænserne – med teknologiens øgede muligheder – efterhånden er få.

En af performerne, der har lagt krop til McCarthys figurer. Foto: Khora Contemproary

De to værker, der har haft et dedikeret hold knyttet til kunstneren og hele arbejdsprocessen, er über-produktioner i forhold til First Look: Artist’s VR, men kan altså heller ikke opleves fra din mobil (!), men i en udstilling (12. maj til 27. august ved Fandazione Giorgio Cini i Venedig) med særligt installeret hardware og en produktionstid på flere intensive uger. Til gengæld er den rumlige oplevelse markant og for en gang skyld ikke kvalmefremkaldende – selv når man bevæger sig rundt i værket.

Det er netop pointen med både Christian Lemmerz’ VR-skulpturelle værk La Apparizione (2017) og McCarthy’s performative C.S.S.C. Coach Stage Stage Coach VR experiment Mary and Eve (2017). Vi kan som publikum træde helt ind i værket og være badet i den knitrende lyd, kroppen og sekreterne, der pulserer fra Lemmerz’ svært definerbare, men voldsomt dyriske, kristusfigur og vi står provokerende konfronteret af McCarthys kvindelige figurer, der som et andet smadret og klassisk performativt værk af kunstneren – nu med venetianske antydninger – udfolder den menneskelige fornedrelses yderste bastion, hvor stoffer, sex og vold er på hylderne.

Paul McCarthy: C.S.S.C. Coach Stage Stage Coach VR experiment Mary and Eve, 2017. © Paul McCarthy and Khora Contemporary. Courtesy of the artist, Hauser & Wirth, Xavier Hufkens, and Khora Contemporary

Hvor Lemmerz, lig sine vanlige skulpturer i fx. marmor, har et næsten pernittent forhold til materiale, form og overflade, så dyrker McCarthy meget passende det digitale glitch, det klonede og den kulturelt objektificerede krop.

Det hele ender i en underligt smadret VR-kropsskulptur, der med et stønnende “fuck you!” går langsomt i digital kropslig forrådnelse. Klassisk McCarthy!

Og det er faktisk kvaliteten ved alle de nævnte VR-projekter, at de formår at overføre en kunstners kendetegnende greb til VR-teknologien.

Sådanne tilfælde kræver gode kunstnere og indforstående producenter og gør i sidste ende ’oversættelsen’ af en kunstpraksis til VR-teknologien til meget mere end en gimmick.

Et rum for nye åbenbaringer
Udgangspunktet for La Apparizione er en tidligere bronzefigur af Lemmerz, der skildrer den korsfæstede Jesus, men med karaktertræk hentet fra et superhelteunivers, som gør udtrykket brutalt – måske ligefrem blasfemisk for nogen.

”Mit værk handler om det virtuelle som det her semireligiøse rum, et sted for åbenbaringer, og jeg var interesseret i at forvirre beskueren, så det er uklart, hvad man står konfronteret af,” fortæller Lemmerz før afgangen til Venedig. Han var særligt interesseret i den indre sanselighed, som VR-teknologien skaber:

”Her er du midt i en vision, som at være i en andens hjerne. Jeg har i mange år villet lave et værk i den her teknologi, fordi der med spil og virtuelle platforme er tale om en helt ny grammatik, en helt ny verden med andre muligheder end tidligere, og der vil være en helt ny generation af kunstnere, der vil have denne teknologi som deres første sprog.”

Christian Lemmerz: La Apparazione, 2017. Screenshot.

“Jeg tror, vi er i en pionertid, hvor det artificelle bliver undersøgt og strukket – det føles som at være en del af en avantgarde lig de første filmeksperimenter i det 20. århundrede. Og måske er det her tættere på vores indre billeder og underbevidstheden. Før tog man LSD. Nu tager man VR goggles på,” smiler Christian Lemmerz og overlader ordet til den tekniske part af projektet:

Installationsview fra New Media (Virtual Reality) i Venedig. Gulvtæppet går igen i McCarthys virtuelle værk Mary and Eve. Foto: Khora Contemporary

”Med Khora Contemporary vil vi lige netop skabe de optimale forhold for kunstnere, og vi kunne have fokuseret på andre industrier, men for os er det en mulighed for at skubbe grænserne og gøre os nogle nye erfaringer i virtual reality, især omkring bevægelse i teknologien,” lyder forklaringen fra Peter Fisher, der har været leder af den tekniske del af projektet, og dermed også står for den nødvendige, fremtidige opdatering, som værkerne helt naturligt vil kræve.

Lemmerz supplerer med et bekræftende nik:

”Om fem år gør vi sikkert det her på en helt anden måde. Det går så stærkt nu, og man har som kunstner ikke lyst til at lave special effects, der ser shitty ud om fem år, så det handler om at finde nogle stabile løsninger. Til gengæld er vi også rigtig overvældede lige nu og ville nærmest sige ”Wow!”, hvis vi så et æble falde ned. Det vil ikke være det samme om fem år.”

Se mere om First Look og Khora Contemporary her:
First Look: Artist's VR
Khora Contemporary

De virtuelle værker kan opleves i Venedig samtidig med udstillingen Us Silkscreeners… med værker af Robert Rauschenberg og Andy Warhol, også arrangeret af Faurschou Foundation hos Fondazione Giorgio Cini.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Kunstneriske milepæle i den virtuelle virkelighed'

Facebook