Syv kunstmuseer går sammen i synd

Syv kunstmuseer går sammen i synd

Rebecca Louise Law står bag udstillingen HOVMOD, der præsenteres på Skovgaard Museet i Viborg. Her værket Head, 2014. Foto: Nicola Tree

Syv midtjyske kunstmuseer sætter fokus på de syv dødssynder i et unikt samarbejde med internationalt anerkendte kunstnere fra Danmark og udland. Kunstprojektet DE SYV DØDSSYNDER kan opleves fra 4. februar til 28. maj og er et samarbejde mellem museerne og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Syv kunstmuseer sætter spot på de syv middelalderlige dødssynder set i et moderne perspektiv. I den europæiske middelalder skabte man et hierarki over begrebet synd. De syv værste – de såkaldte dødssynder – var hovmod, grådighed, vrede, begær, fråseri, misundelse og dovenskab.

De syv udstillinger tager hver én dødssynd under behandling gennem værker af kunstnere som Barbara Kruger, Jenny Holzer, Christian Lemmerz og Rebecca Louise Law.

“Emner som grådighed, fråseri og vrede er vigtige som aldrig før at forholde sig til. Verden har brug for at fokusere på, hvad der er godt, og hvad der ikke er. Vi er meget glade for at bruge Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 som anledning til at fokusere på etiske emner, bundet sammen af internationalt anerkendte kunstnere i hele Region Midtjylland,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør for Aarhus 2017.

De deltagende museer er Randers Kunstmuseum, Horsens KunstmuseumHolstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Museet for Religiøs Kunst – Lemvig, MUSE®UM samt Skovgaard Museet. De syv udstillinger tager afsæt i en række anerkendte kunstneres praksis og i museernes særegne samlinger.

På udstillingerne kan man opleve maleri, installationskunst, skulptur, musik, scenografi og sociale interventioner. DE SYV DØDSSYNDER kan besøges fra 4. februar til 28. maj og er et af de største kunstprojekter under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Kilde: Randers Kunstmuseum

Læs mere om kunstprojektet her eller på de enkelte museers hjemmesider.

Kommentarer

Del artiklen

'Syv kunstmuseer går sammen i synd'

Facebook