Arctic Creatures ikke alene navnet på udstillingen på Nordatlantens Brygge i København. Det er også navnet på en kunstnergruppe, der med smittende energi, glimt i øjet og vid skaber iscenesatte fotografier og skulpturer for derved at bidrage til samtalen om menneskets forhold til natur, maskulinitet og forurening.

Bag gruppen står tre islandske mænd med hver deres kunstpraksis: billedkunstner Hrafnkell Sigurðsson, filmskaber og instruktør Óskar Jónasson og skuespiller og teaterinstruktør Stefán Jónsson. I årene 2012-23 har de arbejdet sammen om fotografiske værker, der udspiller sig i den islandske ødemark.

Stedspecifik affaldspunk

De tre venner har gennem deres fælles kærlighed til naturen i årevis kunnet iagttage, hvordan den voksende mængde affald i det islandske landskab, som alle andre steder på jorden, bliver tiltagende mere synlig og påtrængende.
Arctic Creatures er opstået som en respons på den snigende og pludseligt overrumplende forureningsproblematik, som klimakrisen også er et udtryk for.

Kunstnerne agerer selv hovedpersonerne i komiske, tragiske, melankolske og poetiske scener, opfindsomt koreograferede og iscenesatte in situ af dem selv ved hjælp af landskabet samt naturligvis allehånde affald fra fiskeriindustrien: forvaskede gummistøvler, bøjer, iturevet fiskenet, flosset nylonreb og plastdunke. De anvender også drivtømmer, tang, blomster, alger og planter fundet på de steder, hvor billederne er taget.

Tre midaldrende mænd giver den fuld gas

Med en kraftig vikingevibe går de tre bersærkere linen ud, når de i bar røv og viklers optræder som mytologiske væsner, farvestrålende ekviperede, som krigere i harnisk eller parafraserende kunsthistoriske værker med twisted galgenhumor og himmelstormende fandenivoldskhed.
I værkerne Plastic Warfare, Coast Guard og Private Four Balls giver de tre midaldrende mænd den fuld gas iført farverige kostumer og vilde hovedbeklædninger af fiskenet, plastic, mågefjer og nylonreb i stærke farver. De bærer våben af drivtømmer, bøjer og andet opskyllet ragelse. Dansende en krigsdans på stranden bliver de på samme tid til drabelige og lattervækkende krigere.

Billederne formidler både den barnlige, kreative uskyld, som lever i de fleste sansende mennesker – og indrammer den grandiose ’fandens karl’, som vores moderne, individualistiske forbrugssamfund så dygtigt gearer manden til ansvarsløst at iscenesætte sig selv som.

Eftertænksomheden får dog også plads i værker som Ophelia og A Delicate Balance. Ophelia, som her naturligvis er en mand, flyder nøgen og fredfyldt i det stille vand i et naturbassin omgivet af siv og græsarter. Med lukkede øjne og hænderne blidt hvilende i skødet, hvor en buket vilde storkenæb dækker manddommen, bidrager denne Opheliafigur til queeringen af det feminine og det maskuline. Værket taler selvfølgelig også om døden – selvmordet over den fortabte kærlighed …til naturen?

En lignende opløsning af kønsstereotyperne sker i A Delicate Balance, når den nøgne mand, placeret i et tilsyneladende fuldstændig uberørt landskab, indtager en yndefuld positur, balancerende på et ben og holdende to spæde grenspidser fra et piletræ i hver sin udstrakte hånd. En svær balanceakt fornemmer beskueren tydeligt, og analogien til vores alle sammens stadigt vanskeligere omgang med naturen er til at få øje på.

Et hjerte af sten

I værket Heart of Stone sidder en nøgen mand helt sammenfoldet inde i et lille rum i hjertet af en stele, skabt af flade, vulkanske sten. Stelens form ligner et hjerte vendt på hovedet, og manden omsluttes og beskyttes af dette stenhjerte.

Værket bærer mindelser om Anthony Gormleys værker, hvor mandekroppens aftryk ses på indersiden af menneskestore betonklodser. Begge værker taler om kroppenes udsathed i mødet med hårde materialer/omverdener, men i den islandske version bliver stenene til naturens hjerte, mens betonklodsen hos Gormley i højere grad repræsenterer moderniteten og menneskenes sfære.

Det virker befriende og stærkt medrivende at se disse voksne mænd pladre rundt i fede, slimede grønalger og dække deres kroppe og ansigter med brungul havskum, mudder og andre jordlige safter. De leger også med bondage som en metafor for vores mere eller mindre frivillige og lystbetonede forhold til naturen, dens kræfter og ressourcer. Set i lyset af den nuværende klimaakopalyptiske situation kan man vel uden at overdrive godt sige, at vi befinder os i en art sadomasochistisk relation med Moder Jord?

En tronstol af skrald

I udstillingssalen på Nordatlantens Brygge er billederne ophængt i et visuelt flow, der, i højere grad end det er god tone for fotokunst generelt, sammen med elementer på gulvet skaber en visuelt larmende, installatorisk helhed.
Værkerne bærer bemalede rammer i de samme pangfarver som affaldet på stranden, og det passer godt sammen med den gigantiske tronstol for Kong Neptun, som fra den ene endevæg inviterer publikum til at interagere med sig og tage selfies fra højsædet iført passende regalier af plastic.

Der er mange sjove og afvæbnende påfund på billederne og i udstillingen som helhed. Det hele kunne sagtens være præsenteret på en mere stram og præcis facon, men jeg er ikke sikker på, at det i virkeligheden ville være ønskeligt.

For er det ikke netop i denne flom af selvforelskelse, overskud, kreativitet, legelyst og hengivelse, at vi møder os selv som de utroligt kontrastfyldte og uregerlige ’Creatures’, vi mennesker nu engang også er, når vi tager os modet til at give den gas?

Denne signatur blev i alle tilfælde både latterfremkaldende underholdt og fodret med godbidder for det mere kræsne øjne og det altid analyserende intellekt.

Det er begavet, smukt og hysterisk – en kreativ og kærkommen klimahilsen, der viser, at mennesket bliver ramt lige midt mellem øjnene af sine egne forestillinger og af alt sit eget skidt og lort.