Jeg er ikke antropolog, men jeg har en fornemmelse af, at de fleste kulturer har brugt forskellige former for perler i dekorative og rituelle øjemed. Små klumper med huller i, som kan trækkes på snore og blive til lange guirlander. I den grønlandske kultur spiller perler en vigtig rolle. Vi kender kvindernes festdragt med den kilotunge perlekrave og ofte omtales de små farvestrålende glasperler ovenikøbet som grønlænderperler. Men nationaldragtens krave er i virkeligheden ikke et så oprindeligt fænomen; den daterer sig tilbage til begyndelsen af 1900 tallet. Selve glasperlerne var det hollænderne, der først bragte til landet i 1600 tallet, hvor de byttede dem for skind og spæk, og gradvist afløste glasperlerne inuitternes oprindelige ben- og tandperler. Når vi ser på den vestgrønlandske kvindefestdragt, så er den, med sine perler, sine blonder og sine skindbroderinger resultatet af et sandt mix af den oprindelige og den koloniale kultur.

Hemmeligheder og huder
Sonya Kelliher-Combs er født i 1969, og kommer fra det nordvestlige Alaska (Inupiaq-Athabascan). Hendes store installation Idiot Strings, Red Marks består af en stor mængde bægre eller futteraler i halvtransparent fåre- eller gedehud. Med voksede reb er de bundet sammen i par, som var de løse vandtætte inuitvanter, og alle er hængt op i gennemsigtig nylontråd, så det nærmest minder om en stor uro, en let duvende klynge af havvækster eller store blomsterbægre. Nede i alle bægrene er der afsat forskellige røde mærker – en form for tegn. Hudhylstrenes penisagtige form og de skjulte blodrøde mærker giver uvilkårligt associationer i retning af overgreb, af en skam, et mærke, der nok kan skjules, men ikke vaskes af.

Et andet af Sonya Kelliher-Combs’ værker hedder Small Secret, Flower. Det er også en slags futteraler, men her er de ganske små, som fingertutter, og på den måde er der noget mere amuletagtigt over dem. Man får lyst til at tage dem op og undersøge dem. De er små, miniatureagtige og delikate. De hænger på en lang række, der er måske 80 af dem, og hver enkelt er dekoreret på sin egen måde: Det kan være med en kant af perler, med maling, eller med menneskehår, der stritter sort ud fra dem, og får mig til at tænke på, hvor stor fysisk effekt dette enkle greb har, jeg tænker på Susanne Ussings ”minimumsbetragtning”, som var sådan en lille lerkugle bevokset med menneskehår.

I disse to værker bruger Sonya Kelliher-Comb dyrehud, men hun bruger også andre materialer, som i nogle af de øvrige værker, hvor nåle og tråd går igen, både som en form for metafor for den måde, vi hæfter ting fast, men også som en form for kulturelle tatoveringer – en måde at visualisere de spor, der er trukket i os.

Blomstrende perler
Det er fint af have Sonya Kelliher-Combs kødeligt/kropsligt referende værker sammen med Jessie Kleemans perlearbejder. Nogle vil måske have set hende arbejde med orsoq, grønlandsk sælspæk, bl.a. i performances og vil vide, at hun ikke er bange for at gå i kødet på noget. Men på denne udstilling oplever jeg Kleemanns værker, som primært benytter sig af perler og blomster, på én gang mere afdæmpede og samtidig også ret sorgfulde eller i alle fald eftertænksomme.

Jessie Kleemann er født i 1959 i det nordlige Grønland. Tråd og snor har altid spillet en rolle i Jessie Kleemanns værker. Helt essentielt, så er det tråden, der holder kulturen sammen, den grønlandske såvel som den danske. Uden den tynde scenetråd, som kvinder trak gennem skind, intet varmt tøj på de lange slæderejser. Tråden går også igen i de fine arbejder, perlekæderne af ben eller glas. Og tråden kan bruges i maskedans, snøres et ansigt ind i tråd forvandles det til en uhyggelig maske, sådan som Jessie Kleemann også selv har brugt tråd i sine performances.

Midt i salen troner en stor perlebeklædt fallos, et kæmpe futteral, en mere end kropshøj grønlandsk perlekrave (Perlekravekjole fra 2012), som, hvis man tog den på, ville gøre al bevægelse umulig. Samtidig repræsenterer perlekravers størrelse jo også status, og her vil man ironisk nok snuble totalt i den. Nogen har i alle fald her smidt perlekraven, og den står tilbage som et hylster og en identitet, som det i den udførelse i alle fald ikke har været en frihed at bebo.

En kappe, to søstre
I det todelte værk En kappe, to søstre (2018) går perlekraven igen. Denne gang har den åbnet sig og er gået i forening med et slæb af lyserøde og hvide forårsagtige blomster, som mødte den grønlandske kultur det lyse nordiske forår i en absurd form for brudekappe. Kraven må åbne sig for at tage den nye kultur ind, tænker jeg, og helt oppe, hvor den fæstner, er der anbragt en buket roser. Ser man ind i kraven ligger de personlige minder gemt, ligesom den bærer spor af den oprindelige kultur i form af påsatte små amuletter.

På gulvet ligger den samme buket roser, og perlekraven er nu erstattet af spredte perlebroderier, der ligger forenet med det samme lange blomsterslæb. Kraven er dekonstrueret, blevet til fragmentariske perleøer; trædesten. Lagt ned minder blomsterne mere om en grav end et bryllup. Ofelia, der har givet op, og flyder på vandet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det vilde indslag af farve, som den grønlandske grav med dens kunstige blomster er, ude i den åbne natur.

På væggen hænger et digt af Jessie Kleemann. På engelsk er det et meget stærkt, performativt digt, hvor ordene, der bliver gentaget i nye konstellationer peger på hinanden, glider sammen til udsagn om bevægelse og forvandling. ”Language/ Marks/ Skin/ Secrets/ Eye/ Thread/ Cyclop/ Movement”. Sproget er mærker, men sproget mærker os også, sætter spor i huden, og afsætter hemmeligheder, vi gemmer bag huden. Vi kan læse disse spor fra mødre og fortid igennem arbejdet, skindsyning og perlekraver. De mennesker, der er gået før os, og som har siddet med materialet i hænderne og givet deres betydning videre.

adderbanga
Nanna Anike Nikolajsen er født i 1984 og hendes familie kommer fra østsiden af Grønland. Hun dimitterede i 2016 fra Kunstakademiet, hvor hun, som hun også gør her, også arbejdede med både perlen og sproget. Hendes værker, der vises ovenpå, er holdt i de østgrønlandske perlesmykkers farver: blå, rød og hvid sammen med sort. Det er poetiske værker, der arbejder med det fonetiske i det østgrønlandske sprog, der jo hører til de agglutinerende sprog; det vil sige, at ordene skifter betydning alt efter, hvad der limes foran eller bagefter ordet.

Hendes arbejde ser jeg som et utopisk og poetisk forsøg på at komme til at bebo sproget ved at opløse det i dets mindste bestanddele og ved at udarbejde et system for den bevægelighed, som de enkelte elementer tilfører helheden.

Hvert ord omsætter hun efter dette system til broderinger på pap, der alle rummer en eller to perler i deres centre. De abstrakte mønstre minder mest om en form for spind, eller visuelle noteringer af en lyds udbredelse, men har også hentet elementer fra de grønlandske tegn, man finder gengivet på redskaber. På små skilte har hun oversat ordene for os og sat dem sammen til små digte: ”addaaddeer (sortside), adderbanga (jeg rører det), addanngerbua (jeg ændrer mig)” – ”Addaaddeer adderbanga, addaaddeermud addanngerbua, addiseerbor, addiseerbor, addiivarbua (jeg rører ved en sortside, jeg ændrer mig til en sortside, det står ved sælens åndehul og jager, det står ved sælens åndehul og jager, jeg ser genfærd)”. Når man ikke er fortrolig med det grønlandske sprog og den måde, de enkelte ord kan ændre karakter fra genstand til noget handlingsbeskrivende, farer man let vild i alle de mange dobbeltbogstaver. Men det er samtidig helt utroligt smukt og i ordets bogstaveligste forstand bevægende – både grafisk og lydligt.

Der kan trækkes mange tråde mellem udstillingens værker, og den er i øvrigt så fint installeret, ikke mindst med et blik for den måde, skyggerne giver værkerne en ekstra dimension.