Det er utroligt, så meget en bro kan forandre en by. Pludselig er Nordatlantens Brygge ikke et fjerntliggende sted, man alt for sjældent får lagt vejen forbi. Med den nye cykel- og gangbro fra Nyhavn er det fine gamle pakhus fra 1766 på Den Grønlandske Handels Plads rykket lige midt ind i byen. Nordatlantens Brygge er et nordisk kultur- og konferencecenter, der bl.a. huser Færøerne, Grønland og Islands officielle repræsentationer samt andre organisationer med relationer til Nordatlanten.

Det er også her Noma ligger, og da jeg besøger huset en tilfældig hverdag, er der allerede pænt fuldt, kan man se, og frokosttaxierne holder ude foran. Men indenfor i udstillingsrummene er der derimod ganske tomt.

Fragile Systems
Udstillingen, der netop er åbnet, hedder Fragile Systems og er skabt af den islandske kunstner, der blot kalder sig Rúrí. Udstillingen har været på tapetet længe, men man har netop ventet med den, til broen blev åbnet, så der kunne komme flere besøgende.

Pakhusets rum er i sagens natur meget smukke, men det er, stik imod hvad man måske skulle tro, også svære rum at udstille i. Jeg har set flere udstillinger på stedet og oplever en tendens til, at værkerne simpelthen forsvinder i dem, bliver små og lidt dekorative. Der skal stærke udtryk til for at aktivere de tykke hvide vægge hvis historie, man godt gad høre. Jeg tænker på, om Rúrís udstilling ville have taget sig stærkere ud i mindre dominerende lokaler – måske er det faktisk sådan.

Rúrí
Rúrí er en islandsk kunstner, født 1951, med rødder i Fluxus-kunst, konceptkunst og den performative kunst. Det gav genlyd i Island, da hun i 1974 – en tid, hvor fokus var på den abstrakte ekspressionisme – udstillede en guldbeklædt Mercedes, som hun efterfølgende smadrede med en forhammer. Men Golden Car er lang tid siden; i de seneste mange år har Rúrí været optaget af miljøet – ikke mindst har hun kæmpet for de islandske vandfald, hvoraf flere allerede er forsvundet i og med, at de bliver omlagt til vandkraftsenergicentre.

I 2003 viste hun Archive – Endangered Waters på Venedig Biennalen. Et stort arkivskab, hvor man kunne trække intet mindre end 52 forskellige transparente fotografier af islandske vandfald ud – hver gang et vandfald blev trukket ud, hørte man dets helt specifikke lyd. I 2009 viste hun værket Glassrain (1984) på den del af klimakunstudstillingen Rethink, der blev afholdt i Nikolaj Kunsthal – 500 syleskarpe glasstykker hængt fra loftet, som man kunne passere igennem, hvis man havde nerverne til det.

Future Cartography
På Nordatlanten er det mere afdæmpet. I det første rum hænger en række store landkort, der viser kyststrækninger i Danmark, Island, Egypten og Bangladesh. Future Cartography VII viser landene, der ligger som hvide områder med højdekurver tegnet med en umbrafarve på en smuk lyseblå baggrund af hav.

Imidlertid er de fleste af landene krympet betydeligt, f.eks. fremstår Danmark nærmest som et blåt havland med kun få hvide friområder. Kortene er baseret på oplysninger om, hvor meget land der vil være tilbage de pågældende steder, når Arktis smelter og havene stiger. Kortene er sarte, grænsende til det ferske og designede – om Rúrí selv har tegnet dem, eller om de er skabt på computer, fremgår ikke. Som beskuer må man anstrenge sig, fordi der f.eks. ingen bynavne er på, men ja, i fremtidens scenarie vil det også være lige meget.

Kortene kan ikke andet end at vække til eftertanke, og så peger de i sig selv, i deres skrøbelighed, på den jord, som på sin vis er stabil, men som over for vandets realitet er helt utrolig skrøbelig. Lidt skrøbelige og usikre bliver ens tanker også, når fremtiden pludselig manifesterer sig i indre glimt som en kamp for overhovedet at få hovedet oven vande. Hvor skal vi sejle hen, når vandet stiger – er det nu, man skal investere i en båd? Man ser det for sig, hvordan vi er på vej til Mols Bjerge for at finde et lille stykke tørt land – måske skal vi leve af sæler.

Ud over kortene hænger der flere serier af små ikke-spektakulære fotos af bølger og hav, men hvad de egentlig skal, udover at understrege, at det er vand, det handler om, fremgår ikke.

Design eller kunst?
Min overvejelse er: Er det et kunstværk, jeg ser på, eller et stykke infografik, der så alligevel mangler de afgørende fakta for rigtigt at holde mig fast; oplysninger om, hvor højt vandet står i de enkelte afbildninger, og hvornår det ifølge hvilke statistikker vil stå så højt?

Jeg oplever, at de placerer sig midt i mellem kunstværket og oplysningsplanchen og ikke rigtigt rammer nogen af delene rent. Det er på én gang et autoritativt udsagn med disse kort, og samtidig ved man ikke klart, hvilke autoriteter de er bygget på. Man skal helt ind i kataloget for at læse, at forudsigelserne er baseret på forskningsresultater fra 2010-22 og skabt på grundlag af videnskabelige data leveret af Rúrís samarbejdspartner, geologen Gunnlaugur M. Einarsson.

Balance – Unbalanced
Det andet større værk befinder sig ovenpå i form af installationen Balance – Unbalanced. I presseteksten får vi at vide, at værket har været “intet mindre end ti år undervejs”, og at Rúrí her sætter “fokus på balance som et gennemgribende aspekt i livet og verden; det være sig personligt, politisk, økonomisk, miljømæssigt eller kosmisk.”

Men at noget har været 10 år undervejs er jo ikke en garant for, at det er et interessant værk. Rúrí har været 10 år om at indsamle et arsenal af forskellige vægte. Balancevægten er et smukt objekt i sig selv, der ligesom de andre analoge vægte nærmest er fortrængt af digitalvægten. Disse forskellige vægte har hun kombineret i en installation udgjort af forskellige små opstillinger af vægte sammen med et udvalg af ure; stueure, æggeure, vækkeure, timeglas, globusser og forskellige bøger om verdens beskaffenhed.

Det er klart, at det i sig selv er sigende, når vægten vejer tiden – ikke mindst, når æggeuret har form af en håndgranat. En balancevægt vejer timeglasset mod globussen, en køkkenvægt vejer en flaske med penge mod en flaske med vand.

Det handler ubetvivleligt om balance i mange sammenhænge. Der er noget poetisk over disse opstillinger, men de er også virkelig hurtigt aflæst, for illustrative, synes jeg. Måske handler det om, at designverdenen for længst har givet os de her billeder – jeg ved det ikke. Udstillingskataloget har også svært ved rigtigt at få det til at svinge og henviser til Rúrís udtalelser som var det orakelsvar:

“For mig symboliserer måleinstrumenter, linealer, vægte, tidsmålere, undersøgelsesapparater, og landmålingsudstyr alle sammen menneskets søgen efter en forståelse af sin eksistens. Denne søgen efter en forståelse af kilden til menneskelighed og civilisation, Jorden og Kosmos har altid fascineret mig.”

Det hele er meget sympatisk. Men en stor kunstnerisk oplevelse er det desværre ikke.

Gem