Det grønlandske landskab er vidstrakt, øde og majestætisk. Dér, hvor menneskene endnu ikke har sat deres uafviselige aftryk, fremstår landet uantasteligt og evigt med dets gigantiske bjergmassiver og langstrakte sletter og dale formet gennem årtusinder under et uendeligt himmelrum fyldt med kraftfulde vejrfænomener.

Men klimaændringer, turisme og menneskets uophørlige behov for ekspansion er i gang med at forandre landet, som hidtil har været mest kendt for dets urgamle gletsjere og dets blændende hvidhed, indhyllet, som det var indtil for ganske nyligt, i enorme mængder af is og sne.

Inuk Silis Høegh (f.1972) er uddannet billedkunstner fra Det kongelige Danske Kunstakademi og desuden har han en Master of Arts i film og tv-produktion fra University of Bristol. Hans billedkunstneriske praksis var, indtil han blev optaget af sin ide om filmværket The Green Land, konceptuel med fokus på storskalaværker med rødder i Land Art-traditionen.

Grønland bliver grøn

I The Green Land mødes Høeghs billedkunstneriske og filmiske aspirationer, og værket var undervejs fra 2013 til 18. De første film blev optaget i 2015 med afsæt i et flerårigt Land Art-projekt, udført i Nuuk og omkring Maniitsoq. Inuk Silis Høegh havde med hjælp fra mennesker og maskinkræfter udlagt en række store kubiske former bestående af jord, hvorpå der voksede vilde planter, hvis rødder var synlige, idet beplantningerne på deres positioner ude i bjerglandskabet var blotlagte og ubeskyttede imod vejr og vind. Plantekuberne, placeret som bigballer på en mark i det tilsyneladende ugæstfrie arktiske landskab, er en kommentar til de forandringer i floraen, som klimaforandringerne langsomt men sikkert skubber fremad.

Flere planter og træer trives bedre og bedre i Grønland, og landet er bogstaveligt talt ved at blive grønt. Grønt, præcis som landets navn, lige siden vikingerne anløb dets grønne sydlige sommerkyster, har fastholdt den paradoksale historiske misforståelse, det viste sig at være dengang, hvor sneen og isen stadig havde magten over menneskene.

I dette herrens år er det til gengæld et faktum, at der nu er smeltet ismasse i Arktis svarende til et område større end Grønland, og at isens tilbagetrækning og gletsjernes død ikke blot forandrer den natur, vi kan se med det blotte øje. Det åbner også vejen ind i landets mineralrige undergrund, med endnu ukendte geopolitiske og miljømæssige konsekvenser for hele regionen til følge.

Inuk Silis Høegh er ikke blind for alle de konfliktfyldte, nye perspektiver, som klimaforandringerne afstedkommer, men hans film adresserer dette på en meget mere æstetisk og subtil facon. Således kan vi forstå Arktis i en global sammenhæng som en form for uhyggelig understrøm i filmværket, der bevidst er etableret gennem langsomme overblændinger og lydsidens forskydninger mellem reallyde og billeder samt det syntetiske lydlag, der sammen med brugen af grøn røg ude i landskabet, tilfører værket noget fremmedartet, der både kan skabe associationer til noget giftigt og noget næringsrigt.

En undertone

Jacob Kirkegaard kom først ind i billedet i 2016 med sin omfattende erfaring med at lytte til alt det, som for de fleste er tavst: for eksempel naturen i den højradioaktive zone, der er opstået omkring det ødelagte A-kraftværk i Tjernobyl.

Kirkegaards blik på Høeghs Land Art-interventioner og hans billeder bærer præg af hans sensitivitet overfor de mange nuancer i den omverden, han stikker sine specialiserede mikrofoner ind i, og som, når vi får øje på dem, udfordrer vores opfattelse af verden og tingenes sammenhæng.

Kirkegaards lydside tilfører derfor The Green Lands drømmeagtige billeder en mystisk, dyb og indimellem også ildevarslende undertone, som forstærker de elementer af den fremadskridende forandrings glidende og langsomt muterende nedsmeltning i urfjeldets mytiske lag af sten og majestætisk, geologisk evighed.

Værket er opbygget i fire satser over elementerne: jord, vand, ild og luft. Hver sats udspiller sig omkring en midlertidig, kunstnerisk intervention i det arktiske landskab: for eksempel anvendelsen af grøn farve i rindende vand og grøn røg, der bryder frem eller bølger som faner fra fjeldet eller brugen af kontrolleret ild.

Hver akt fremstår som en række panoreringer, dvælende kameraskud, forsvindinger og tilsynekomster, hvorunder den eneste effekt er de langsomme overblændinger, hvis funktion er at etablere en lille, midlertidig usikkerhed i beskuerens perception og bidrage til værkets drømmende karakter.

Der er ikke anvendt computergenerede effekter, idet begge kunstnere har ønsket at møde naturen på dens egne præmisser og acceptere de forhold og udfordringer, der nu engang bød sig til i forbindelse med etableringen af de forskellige scener og undervejs under filmningen.

Dette ”rene” eller ”naturtro” afsæt afstedkom naturligvis både udfordringer og tab af kontrol, men det kastede også foræringer af sig, som hverken billedkunstneren eller lydkunstneren på forhånd kunne have planlagt, alene af den grund, at de ikke vidste, at sådanne tilstande, lyde og forhold eksisterede.

Fortrolig med naturkræfterne og bjergmassivernes dybe tid

The Green Land er renset for mennesker, men deres handlinger ses som invaderende Land Art og indgreb af rituel karakter, der mimer naturfænomener.

Det er mennesket, der filosoferer over naturens ontologi, og det er mennesket, der forsøger at forstå sig selv i forhold til dets levende omverden. Det er mennesket, der gennem nysgerrigt nærvær forsøger at gøre sig fortrolig med naturkræfterne og bjergmassivernes dybe tid.

Billedsiden kan kun kradse i overfladen og antydningsvis trænge ind i hulninger og mellemrum, men lydsiden formår omvendt at åbne det dybe hemmelighedsfulde og urgamle resonansrum i geologien for beskuerens bevidsthed at forbinde sig med, mens blikket forføres af billedsidens hypnotiske panoreringer, smeltende transformationer og stimulerende visualitet.

Dyb lytten

I disse år er begrebet ’the more than human’ blevet comme il faut i de mere nonbinære og biodiversitetsbevidste kunstmiljøer. Begrebet dækker over alt levende, ikke menneskeligt – også landskaber, floder, bjerge og søer.

I stedet for at se mennesket som stående alene og i bevidsthedsmæssig forstand hævet over resten af den levende omverden, arbejdes der her med ideen om for eksempel et ’bifolk’ og et ’træfolk’, og at floder, bjerge, søer og skove tilskrives bevidsthed i egen ret og af den grund har krav på subjektive rettigheder på lige fod med mennesker.

I kølvandet af denne type kunstnerisk og biocentrisk tænkning er opstået en række metoder og praksisformer, som med afsæt i indfødte, førkristne folks urgamle viden, inspirerer og informerer kunstnernes arbejde:

’Deep listening’ er en af disse metoder, og sammen med ritualer og forskellige former for nærværende meditativ tilstedeværelse udgør disse en højaktuel palette at udtrykke sig med for de kunstnere, som netop i disse år med stadig større kraft og insisteren ’ser grønt’ og adresserer naturforholdet i lyset af klima- og biodiversitetskrisernes mange lokale, globale og sammenvævede implikationer.

The Green Land er i tråd hermed en meditation over elementerne, naturens væren, dens væsen om du vil, overfor vores egen flygtighed som dagsordensættende art.

The Green Land er for den, der hengiver sig til dens cirkulære struktur, en dør ind til et større perspektiv – en spirituel oplevelse, hvor skabelse og undergang spejler sig i hinanden.