Jeppe Ugelvig, medkurator på udstillingen The Cosmos Within på Aros, skriver sig i sin katalogtekst rundt om en “kosmologisk drejning” – en tendens i kunsten, hvor kunstnere på forskellig vis vækker åndelige praksisser til live. Det ses som en længsel efter et alternativ til det dominerende regime med alle de kapitalistiske og instrumentale rationaler, der netop nu er ved at sejre sig ihjel i form af klimakrise og ustyrlige teknologiske omvæltninger hinsides demokratisk kontrol og konsekvensberegning.

Han peger på, at dele af den kunst, man kunne henføre til denne åndelige drejning, tager missionen alvorligt og betragter kunsten som terapeutisk med en form for helende funktion. Hvis man skal tage udsagnet for pålydende, hvad betyder det så for formidlingen af denne kunst?

Jeppe Ugelvig skriver: “En terapeutisk genopblomstring af sådanne indstillinger bør derfor ikke ske gennem simpelt forbrug eller indoptagelse (….) men som en historisk, materiel, politisk, ja, endog kosmologisk omlægning af samfundet med det uudsigelige i centrum. Hvilken rolle vil kunstinstitutionen spille i denne revolution? Hvis kunstværket tjener en særlig funktion her, hvordan vil museerne så reagere? Det vil tiden vise.”

Og ja, det vil tiden vise. For udstillingen på Aros byder ikke på en helt ny form for kunstudstilling eller formidling. Det er snarere mere af det samme: En tætpakket, hårdt promoveret og ret larmende udstilling, der gerne vil underholde. Og vi bliver underholdt, og der er fantastiske værker. Men er der reelt rum til fordybelse, terapi, healing her? Næppe.

Healing af dine traumer?

Udstillingen starter med britisk-nigerianske Evan Ifekoyas ottekantede indgangspodie omkranset af semitransperante, farvede glasvægge og svøbt i et markant lydtapet med dybe basklange. På podiet kan vi lægge os tilrette med vores trætte og mærkede korpus og føle lydlige vibrationer forplante sig helt ind i knoglerne, mens brønden i midten udsender dufte af æteriske olier. Ifekoya er optaget af at hele de traumer, som kroppen husker helt ned på celleplan. Ifølge epigenetikken, som kunstneren er inspireret af, kan traumer lagre sig i vores DNA og overføres videre til de næste generationer.

Det er en spektakulær, æstetisk og auditiv stimulerende installation og en usædvanlig kropslig oplevelse at lægge sig ned her. Men da jeg har ligget her i små ti minutter, tænker jeg alligevel på, om det her nu også er de optimale betingelser for heling af mine traumer?

Andre udstillingsgæster vader (naturligvis) snakkende forbi, andre værker kan ses gennem de semitransperante vægge, og værkets lydlandskab, der er helt i centrum for oplevelsen, mudrer, for der er nemlig anden kunst med (meget) lyd på i udstillingen, og der er intet gjort for at separere de forskellige lydlandskaber. (Det er ikke bare et problem i denne udstilling. Alt for ofte bliver det auditive behandlet ureflekteret og sjusket og får lov til at brede sig invaderende ind i andre kunstneriske universer).

Og hvorfor er det lige, at Ifekoya synes, det er befordrende for helingen iblandt de vibrerende baslyde at forelæse om afrikanske traditioner for trommespil og kolonialismens traumeoverførsler?

Evan Ifekoyas værk er på mange måder fantastisk, men det terapeutiske og helende forekommer alligevel her – under indtryk af en intellektuel, temmelig forudsigelig forelæsning og i Aros’ fortættede særudstillingsrum – som et pænt hult postulat.

Pendultegninger af en anden verden

Den kosmologiske drejning er ikke en opfindelse, samtidskunsten har fundet på. Tænk på Georgiana Houghton (1814-1884), Hilma av Klint (1862–1944) eller Wassily Kandinsky (1866-1944). Selv Marcel Duchamp (1887-1968) skulle have været optaget af Buddhisme!
Kunsten er næsten i sin natur en oplagt portal til alternative virkelighedsforståelser.

Emma Kunz (1892–1963) er med på udstillingen i Aarhus som en repræsentant for traditionen med sine pendultegninger, og det er en lille sensation. Hun så sig selv som healer med telepatiske evner, og begyndte først sent at tegne – ikke for at lave kunst, men for at stille diagnoser til sine patienter! Hun konsulterede et spådomspendul, som hun benyttede til at skabe punkter på et stykke papir, som siden blev forbundet af linjer, former og farver, som skulle blotlægge energetiske strålinger. Disse billeder er faktisk utrolig smukke med lag af dybder og mønstre, der skælver og pulserer. Jeg tror på, at de er af en anden verden!

Også Tabita Rezaire og Yussef Agbo-Ola tænker deres – i øvrigt meget fine og æstetiske værk – som ‘funktionelt’ og helbredende. De har skabt et tempel med stofvægge beklædt med sirlige buketter af tørrede medicinske planter, og der er magi i at bevæge sig gennem templet, som fungerer som en passage i udstillingen. Men lydsiden (komponeret af Agbo-Ola) får ikke værkmæssig mening i udstillingsstøjen, og duftoplevelsen har svære vilkår i gennemgangsrummet.

Et system af lagdelt tid

Andre værker er mere illustrative og/eller fabulerende. Jeremy Shaws krystalindrammede arkivfotos af personer der oplever spirituelle åbninger. Suzanne Treisters vildtvoksende og helt ud-af-boksen-udgaver af Tarotkort. Eller Emma Talbots overvældende widescreen–silkemaleri med åndefigurer og (knaldede?) visdomsord: “The earth tilts on its axis, offering another view of the cosmos. A system of layered time, of visible and nonvisible presence”.

Det symbiotiske forhold til naturen genfindes hos chilenske Patricia Dominguez, der i sit videoværk træder ind gennem en portal i en bevægelse mod en “Matrix Vegetal”. Og ikke mindst i Tori Wrånes mægtige videoinstallation, jeg kan betragte på et roterende pyramidepodie. Her svømmer behårede troldevæsner under vand og udfører dagligdagens ritualer i storslåede laguner. Man elsker dem bare – ikke mindst når de trutter i deres horn og fanfarerne gjalder.

Blødgør vores ufleksible sind

Noget af det, der er kvaliteterne ved en udstilling som denne – og ved kunst der kan henregnes til denne såkaldte kosmologiske drejning i det hele taget – er, at vi kan få blødgjort vores ufleksible sind, der tror det har tjek på det hele, at virkeligheden er fast, uforanderlig og i besiddelse af en kerne, hvad den jo ikke er, kigger vi nøjere efter.

Vi har brug at være mere nysgerrige, brug for alternativer og brug for mere holisme og ånd – ikke mindst her under vores lidt indtørrede og rationelle nordiske himmelstrøg, der har lagt historie til meget godt, men måske også tabt et større perspektiv.

Radikal – eller mere af det samme?

Hvad der er mere speget er, hvordan den kosmologiske drejning så instrumentaliseres i kunstfeltet. Når en udstilling proklamerer, at den befinder i ‘krydsfeltet mellem kunst, healing og magi’ er det så bare endnu et godt slogan? Der er ikke noget i vejen med at ville underholde, og The Cosmos Within er underholdende og spektakulær, men – under indtryk af Ugelvigs spørgsmål – i virkeligheden ikke særlig radikal, når det kommer til stykket.

Et forslag til kunstnere, kuratorer og institutioner, der gerne vil fremme en kosmologisk drejning/revolution, kunne derfor være at tage sig selv mere alvorligt. I stedet for bare at videreføre den kedelige tendens, der er i kunstens opulente sprogbrug og de strategier, der et langt stykke hen ad vejen er præget af reklame- og markedsorienterede modeller.

Modeller som ikke har særlig meget ånd i sig, og som vi er så marinerede i, at selv kunstnere, kuratorer og institutioner (og kunstskribenter) ikke ænser det. Som netop ikke rigtig er grobund for nogen form for kosmologisk revolte, men tenderer til at være mere af det samme.