I Martin Brandt Hansens udstilling er vi inde i det museale rum, hvor man fra tidlig kunsthistorieskrivning adskilte kunst fra det kulturelle, det vestlige fra det etniske, og lod nogle genstande tegne retningen for kunsthistorien, mens andre blev repræsentanter for det, vi i Vesten kaldte “primitive kulturer”. De blev ’etno’.

Udstillingens centrale blikfang er fem vaser, opstillet på podier i en koreografi, der mimer museale rum med antikke klenodier. Stemningen i rummet er genkendeligt ophøjet, og vasernes formsprog skaber umiddelbart referencer til antikke græske vaser, men deres udsmykning har en anden oprindelse.

Her er der ravne, isbjørne og små skræmmende figurer, der viser tænder og åbner munden for at skræmme os væk. De er tupilakker – åndevæsener fra den grønlandske mytologi – som først fik et egentlig visuelt udtryk, fordi europæere ville se dem billedgjort. Dagens tupilak-souvenirs er med andre ord allerede fra starten en kulturel sammensmeltning mellem grønlandsk mytologi og vestlig kultur.

Brandt Hansen, der er født og opvokset i Nuuk, men har boet en årerække i Danmark og snart er færdiguddannet fra det Kgl. Akademi i København, arbejder med at udforske og udfordre grønlandske og ’vestlige’ kulturelle koder og kunstneriske positioner. Terrakottavaser har man aldrig skabt i Grønland, men her får de grønlandsk symbolik og bliver til etno-terrakotta.

Ligeledes gør han polarforskeren Knud Rasmussens ansigt til motiv for en ’primitiv’ maske og indarbejder plastik-godzilla-arme på en fabelagtig ekspressiv lille tupilak-fugleunge.

Følelser og formsprog

Mens Brandt Hansen således med kunstnerisk præcision og skarphed blander kulturelle former og skaber nye visuelle koblinger, arbejder Gudrun Hasle med det affektive register.

På en måde adskiller de to udstillinger sig præcist på det punkt: Brandt Hansen leger med vores perceptive koder og skaber nye hybridformer, mens Hasle giver det emotionelle maksimal gennemslagskraft.

Dog arbejder ingen af dem udelukkende med det ene eller andet register, men kombinerer på hver deres måde det synlige og det affektive. Brandt Hansens tupilak-godzilla får eksempelvis nuanceret distinktionen, for den svømmer om noget over med affekt.

Følelsen af at være dansk i Grønland

Hasles udstilling består af to dele. Dels en geniscenesættelse af hendes livshistorie, Min livshistiorge (første gang skabt på Nørrebro i 2017), nu med tilføjelsen af de år fra 2018-2021, som hun tilbragte med sin familie i Grønland. Dels en række broderiværker, som hun skabte i forbindelse med sit ophold dér, og som trækker på hendes emotionelle respons på det ophold.

Livshistorien er fortalt gennem afgørende begivenheder: barndommens år i Thailand, den første erfaring af ordblindhed, teenageårenes psykiske skrøbelighed, selvmordsforsøg, kæreste-relationer, at blive mor, nedfældet på gulvet, sådan at man kun kan læse det (sådan som hun har været nødt til at skrive det), ved at bevæge sig fysisk rundt i rummet, skifte perspektiv og følge med teksten – og selv på en omvendt måde erfare at være ordblind, fordi Hasle lader sit sprog stå uredigeret.

De sidste linjer, om opholdet i Grønland, er det afgørende brændstof til resten af udstillingen. Oplevelsen af at være dansk, og således at være anderledes på en ny måde, ”dansker taller maget højt”. Men også mødet med de nedslidte modernistiske bygninger, og genkendelsen af sin egen psykiske skrøbelighed hos grønlænderne i de alt for mange selvmord. Det er den slags følelser, fastholdt og arbejdet ud i broderi, som Hasles værker bærer vidner om.

”Jeg har så mang følser” er broderet ind på et værk med deres lejlighed i boligblokken skitseret op, mens et andet har noteret ”I skuees so tight just to hold my hart together” med billedet af et hjerte omfavnet af en hånd.

Mest direkte i sin refleksion over at være dansk i Grønland er Hasle i værket Im sorry, hvor overkroppen på en menneskefigur er tatoveret af broderi-skrift i meget lille størrelse, der gentager og gentager hendes undskyldning over at være dansk og over den danske kolonisering af Grønland.

Det forfalder trods gentagelserne ikke til et mønster. Det rykker sig rent sprogligt i udtryk, nogle gange fra dansk til engelsk, og tager forskellige former. Det er som om, hun er nødsaget til at gentage det i en uendelig variation, samtidig med at hun arbejder det ind i kroppen, i sin selvforståelse, et broderi-sting ad gangen.

At være eller ikke være (kunstner)

I udstillingens lille katalog henviser kunsthistoriker Laila Lund Altinbas til kunstneren Pia Arkes diskussion om etno-æstetik, der fremhævede stereotype forestillinger om grønlandske kunstnere: enten kunne de være grønlændere eller kunstnere, men ikke begge dele.

Referencen gives i relation til Brandt Hansens udstilling for at fremhæve det skisma, man som kunstner med grønlandsk ophav står i – og som Brandt Hansen har valgt at håndtere ved at spille kulturelle koder op imod hinanden i værker, der samtidig skaber nye ekspressive hybrid-former.

Hos Hasle derimod finder vi en anderledes insisteren på også at være menneske i rollen som kunstner, og at lade identiteten, i al sin skrøbelighed, flyde igennem kunsten. Den strategi er også koblet til en specifik kultur, den vestlige, hvor individets egen livshistorie har spillet en stor rolle som meningsskabelse og dermed også som drivkraft til kunstneriske udtryk. Det er blevet forstærket i de seneste årtier, ikke mindst i kraft af legitimeringen af andre kunstner-identiteter end den klassiske hvide mand.

Hos Hasle bliver jeget dog præsenteret med så ekspressiv en hudløshed, at det kan blive næsten for overvældende. Ser vi kunsten eller blot det skrøbelige menneske bag? Og tager det personlige over og skygger for de forhold, man siger undskyld for?

Jeg læner selv imod at tage Hasles ord alvorligt og lade min empati være en del af erfaringen af hendes værker, overvundet af det mod der ligger i hendes fastholdelse og evne til at give udtryk for meget vanskelige følelser.

De to udstillinger under overskriften Import/eksport er som sagt meget forskellige, også i deres forhandling af mødet mellem Grønland og Danmark. Men ikke desto mindre er de stærke personlige – såvel som æstetisk særegne – forsøg på at gribe nogle af de konflikter og kompleksiteter, som ligger i det møde.