Uforløst Psyko-pop

Uforløst Psyko-pop

Dan Colen: En sort hat spiller en vis rolle i udstillingen Psychic Slayer. Foto: Heart

Vis billedserie

Psychic Slayer

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Heart viser udstilling af den internationalt feterede ex-enfant terrible, Dan Colen. Trods visuel og rumlig tæft må man som beskuer dog rode rundt i udstillingens mange symbolladede elementer - dårligt hjulpet på vej af den ledsagende teksts slatne udsagn.

Den ultrakorte introduktion i udstillingens handout fortæller, at Dan Colen (f. 1979) er “en af USA’s mest interessante yngre kunstnere”, og at han har levet ”et absurd og fanden-i-voldsk liv”, indtil hans nære ven Dash Snow døde af en overdosis (i 2009). Vennens død afstedkom et radikalt skifte i Dan Colens liv og bragte ham til en skillevej. Det er det, udstillingen Psychic Slayer handler om.

Kultkunstner
Den destruktive og livsfortærende vibe, som i 00’erne var omkring Dash Snow og hans ligesindede i New York, har dannet afsæt for en toneangivende generation af kunstnere, som bl.a. Dan Colen tilhører. Lige siden Warhol i 1960’erne samlede på outsider-kunstnere i The Factory, har kunstscenen hvert nye årti udset sig en gruppe unge med kærlighed til provokerende og antiautoritær opførsel. Med en konsekvent grænseoverskridende adfærd har denne type kunstnere mulighed for at opnå både tidlig kultstatus og tidlig død.

Dan Colen har siden 2009 ændret kurs på det personlige plan, væk fra den rebelske og destruktive vej han fulgte sammen med Dash. Han repræsenterer altså ikke længere det, som gjorde ham berygtet og berømt i udgangspunktet. Til gengæld har tiden med Dash præget hans tankegang, og det er tydeligt, at Colen bruger kunsten til at fortælle historier med rod i eget indre liv.

Dan Colen: Trickfoto, der viser hattens svæv gennem det lyse rum i udstillingen Days of Heaven. Foto: Heart
Dan Colen: Trickfoto, der viser hattens svæv gennem det lyse rum i udstillingen Days of Heaven. Foto: Heart

En dansende hat
Udstillingen på Heart er organiseret i to rum. Når du åbner døren til det første, som er næsten tomt og badet i dagslys, aktiveres en motor, og en sort hat hvirvler dansende gennem rummet hen imod dig. Fra en højtaler i væggen, sanseligt integreret som et organ i selve bygningen, taler en clairvoyant kvinde animeret til et modtagende du. På væggen længst væk fra lyset hænger to små landskabsmalerier udført med sikker hånd i anelsesfuld mystisk malerstil.

De to sale adskilles af en fritstående væg, for hvis ende en række grene i forskellige størrelser danner en vakkelvorn ’bro’ – fra lyset mod mørket. Centralt i det andet rums mørke er udstillingens titelværk Psychic Slayer – en tonstung sten. Jeg læser, at stenen er udhugget af slaver i 1860’ernes Kentucky (USA), og at den bærer ordet “Slayer” som en reference til det amerikanske (trash)metal-band af samme navn. Det sidste skal ifølge teksten så tvivl om, hvorvidt stenen er skabt af naturens egne kræfter eller af mennesker. I mine ører noget sludder.

Dan Colen: Slayer. Foto: Heart
Dan Colen: Slayer. Foto: Heart
Dan Colen: Colaflasken, der skulle have roteret. Foto: Heart
Dan Colen: Colaflasken, der skulle have roteret. Foto: Heart

Flaskehals i den gale hals
Ikke langt fra stenen ligger en Colaflaske af glas på gulvet – den er fyldt med teknologi og ligner umiddelbart en bombe; Jeg læser, at den burde snurre rundt, som flasken i legen ’Den som flaskehalsen peger på’ gør det. Jeg læser videre: ”Selv om vi ikke ved, hvem der har sat flaskens rotation i gang, eller hvorfor, trækkes vi ind i dens beslutningsproces ved at betragte den. Vil flasken pege på os eller vælge vores retning videre ind i mørket? Tør vi overgive kontrol og lægge vores skæbne i fremmede og måske upålidelige hænder?”

Ingen vil for alvor føle sig skubbet ud af komfort-zonen af dette stykke teck-kunst. Jeg kan ikke undgå at føle en vis modvilje mod museet for dets uambitiøse formidling. Teksten er forsimplende i forhold til symbolernes betydning og afstedkommer derfor ikke andet end skuldertræk hos beskueren, som ikke nødvendigvis må forventes at have et forhold til kunstnersubjektets spekulative univers overhovedet?

Dan Colen: Days of Heaven. Foto: Heart
Dan Colen: Days of Heaven. Foto: Heart
Himmelsk step
Jeg afbrydes i mine overvejelser af Days of Heaven, som fra den anden ende af salen udsender øredøvende metallisk støj. Værket består af et par stepsko monteret på en metalplade under loftet. Skoene er i familie med flyve-hatten, og de holder dansefest tilsyneladende upåvirkede af resten af scenariet, og de fylder hele den omgivende betonkasse med smældende trampelyde, der som skudsalver roterer mellem murene, så vi på ’jorden’ ikke undgår at lægge mærke til enmandsfesten i ’himlen’.

På væggen hænger flere mørkstemte, mere uhyggelige miniaturelandskaber, og flere clairvoyante kvindestemmer taler fra væggens højtalermunde i overgangen mellem rummene og inde i det mørke rum. Kvinderne taler om du’ets relationer, potentialer og faldgruber i kærlighed og arbejde, men da stepskoene larmer infernalsk, er det vanskeligt at fastholde sin lytten længe.

Det kunne være et billede på, hvor svært det kan være at lytte til en indre stemme, fordi den ydre verden er så påtrængende? Men metaforen halter i forhold til de synske kvinder, selv om de angiveligt er i kontakt med en indre sandhed hos du’et, og de dansende sko, der med deres placering og titel antyder en (himmelsk) længsel, handler om en demonstrativ trang til frihed, lyst og leg.

Som helhed betragtet fungerer udstillingen egentligt godt rent visuelt, og rummene udnyttes fint, men alligevel er der mange problemer:

Titlen belyses slet ikke, og spørgsmålet er om ’Psychic’ bruges i betydningen ’synsk’ eller som slang – ’vanvittig’? ’Slayer’ betyder ’drabsmand’ – men er det i en romantisk heroiserede betydning med rod i fantasy? Den tonstunge slavesten, der bærer titlen, er selvfølgelig et billede på, hvordan den førindustrielle epoke i USA med dens enorme behov for fysisk arbejdskraft sled livet ud af mennesker. Referencen til Slayers utilpassede og aggressive lyd kan – med lidt god vilje – ses som symbol på et (post)kolonialt oprør? Eller kunstnersubjektets afvisning af (slave)arbejde? Stenen forbliver kryptisk – en fetich – og som teksten påpeger, leder den også tankerne hen på ægyptiske sarkofager?

Sådan kan man som beskuer rode spørgende rundt i udstillingens mange symbolladede elementer, dårligt hjulpet på vej af den ledsagende teksts slatne udsagn. Identitetstematikken introduceres ikke, og Dan Colens amerikanske kontekst bringes ikke i spil. Ligeledes gøres der intet forsøg på at redegøre for de forskellige symbolske lags relevans og resonans ud over på det helt overfladiske og frit associative niveau.

Dan Colen: Udstillingsview fra det mørke rum i Psychic Slayer. Foto: Heart
Dan Colen: Udstillingsview fra det mørke rum i Psychic Slayer. Foto: Heart

Dæmoni og besættelse
Der er ingen tvivl om, at Dan Colen kan en masse rent kunstnerisk, og at han har noget på hjerte. Han iscenesætter med forskelligartede elementer og kunstneriske greb en ambivalent eksistentiel splittelse i et flertydigt symbolsk og magisk rum, hvor det lyse og legende modstilles det dæmoniske og besættende.

Det hele fungerer som en scene i et teater, hvor tingene har taget magten og ironisk peger i forskellige retninger. Det er lige før, du forventer at høre en vanvittig latter, som teatralsk afviser ethvert rationale. De synske kvinders ivrige blablen og stepskoenes vanvittige dans virker som desperate nødløsninger før sammenbruddet.

Sorgproces?
Man kan næsten ikke læse artikler om Dan Colen, uden at Dash Snow også nævnes. Det fremgår, at venskabet var af nærmest symbiotisk karakter. Årene med ham var en langstrakt hedonistisk fejring af livets lyse og mørke sider – en på mange måder nihilistisk periode præget af en livsstil med misbrug af alkohol, hash og heroin. Samtidig – og det er vigtigt, tænker jeg – var det også en tid fyldt med intense oplevelser, sammenhold og den form for (k)ærlighed, som udspringer af altid at ville opsøge de yderste grænser og trangen til stirre døden lige ind i øjnene.

Det er måske dønningerne fra sorgprocessen over vennens død og den lurende understrøm, vi kan ane som en orientering mod afdriften eller mørket, der kommer til udtryk i Psychic Slayer?

Mere indsigt savnes
Jeg savner en mere grundig og indsigtsfuld formidling af Colen i Herning. Hans bud på eksistentiel søgen har Peter Panske-træk, og det bruges ikke til noget, hverken i psykologisk eller sociologisk forstand. Udstillingen reducerer psykologisk smerte til en overfladisk, æstetisk leg med symboler.

Overfor hinanden skaber de en form for spænding, men ikke på en facon, hvor det for alvor bliver vedkommende og vigtigt på den måde, som man må forvente, at en kunstner med så meget stærkt levet liv i kufferten kunne være katalysator for.

Psychic Slayer er et eksempel på, hvordan ideer og liv nogle gange bliver kvalt i museumsudstillingens indforståede og lukkede reservat.

Kommentarer