Den traditionelle grafik har det med at blive efterladt i gåtempo på fortovet af informations-superhighway’en. Det er langsomme billeder. Men i modsætning til mobilsnapshots, der gør det muligt på sekundet at fylde alverdens skærme med flygtige opdateringer af intethed, har grafikken en tyngde, der både er anakronistisk og alligevel relevant.
Grafikkens univers kan forekomme en smule støvet, hvis man er vant til at se rækker af små sort-hvide tryk, der hænger side ved side i billige aluminiumsrammer, gerne på en lang gang i en kafkask, kommunal instans. Det grafiske værk er nok det mest brugte og alligevel mindst sete kunstværk, der findes stort set alle vegne – på virksomheder og kontorer, typisk uambitiøst, henslængt ophængt.
Med 60’er og 70’er-kunstnernes ønske om at lave antihierarkisk kunst – og f.eks. Eks-skolens tryk, Politikens særtryk og Røde Mors plakater heftigt distribueret – nåede grafikken eller kopier deraf rundt til enhver væg ude hos “folket”.
Grafikkens status
Men ikke kun en idealistisk folkelighed står bag grafikkens udbredelse; det har også at gøre med prisen, der er dejligt lav, så den passer til de slunkne budgetter til kunst, der mange steder sætter dagsordenen, når der skal købes ind. Måske opfattes grafikken derfor som en lidt sekundær kunstform; under alle omstændigheder giver de grafiske værker nogle gange indtryk af at være oversete sammenlignet med deres dyre fætre – malerierne, skulpturerne og installationerne.
Jeg bider ikke altid mærke i grafik, når jeg møder den, men dette skulle ændre sig for nylig, da et par begivenheder gjorde, at jeg fik øjnene åbnet. Den første var, at jeg selv skulle lave et linoleumstryk for første gang, og den oplevelse gjorde en del ved min opfattelse af især sværhedsgraden af at lave grafik. Det er en balance imellem noget meget simpelt, som alligevel skal være meget, meget præcist. At snitte, hakke og grave hvide områder ud i et stykke linoleum – hvor svært kan det være? – og så alligevel viser det sig, at det kan drille noget så læsterligt. Mispasning, upræcise farvetoner, fejlsnit, utilsigtet tilsværtning af områder, der ikke skulle have været farvede, og så videre. Fuckin’ A, jeg var så tæt på at kyle den formastelige plade langt væk. Hvilket fik mig til at tænke på, at når man ser på den bedste grafik, får man en fornemmelse af lethed, styrke og naturlighed.
Zeitgeist på silke
Hvad er det så god grafik kan? Det slår mig, at grafikken kan udtrykke sin tids ånd; når man ser Warhols silketryk, hvor han bruger tidens industrielle silketryksteknik i kombination med fotografier af ikoniske “masseproducerede” superstars eller banale suppedåser eller vaskemiddel, kommer en unik tidsånd af tressernes spejlen sig i og optagethed af materialisme og overflade til at spille perfekt sammen med mellemkomsten af en maskine og den dumme måde, hvorpå silketryksfarve lægger sig overfladisk på sit emne.
I dyb- og højtrykket er der en mere alkymistisk tilgang til at skabe billedet, idet man ikke blot skal trykke spejlvendt, men også typisk skal styre forskellige kemiske processer i flade, streg og farve, måske endda over flere trykgange, i havn.
Her er det især den sorte farve, der i sin koncentrerede form kan få afgørende dybde, blødhed og mørke. Sort – som farve og ikke blot som fravær af lys, men som et usynligt, umiskendeligt fysisk materiale i centrum af et sort hul i kosmos.
Mørkets mester
En af de store danske kunstnere, hvis meget små formater sublimt kredser om dét mørke, både psykologisk og fysisk, er den grafiske gigant Palle Nielsen.
Her er det en uhyggelig tidsånd, der både afspejler den kolde krig i 50’erne, Vietnamkrigen og et stadigt mere hjerteløst samfund i 1970’erne, men Nielsens billeder af ødelæggelse, gru og fremmedgjorthed holder stadig deres aktualitet helt op til vore dage, hvor vi ser de sønderskudte byer i Syrien og Irak, bilbomber, drab, terror og sjælens styrt mod afgrunden foregrebet i Nielsens suveræne billedserier.
Vilde Winther
Den anden ting, der greb mig, var at se den ægte vildmand i dansk grafik, Richard Winther, som kan ses nu på Grafikgalleriet i Næstved. Det er en kunstner med så meget knald på, at man bliver revet rundt i manegen af en kaskade af løsslupne eksperimenter inden for alle mulige og umulige afskygninger af trykteknikker. Denne overdrevent sprudlende eksperimenteren virker næsten aparte, men det er fantastisk fedt at se, hvordan en kunstner kan være så frit udøvende – tilsyneladende uden nogen smålig skelen til stilmæssig genkendelighed eller konsistens.
Winthers billedverden vælter rundt fra konkret nonfiguration til græske mytologier, saftig erotik og kvindekroppe. Man får næsten mindelser om Pinocchio, der dansende synger “Der er ingen bånd, der binder mig”.
Et køligere overblik
For at komme tilbage til emnet kan man sige, at der er en heftig tidsånd i disse værker, som i hvert fald ikke eksisterer længere – vildskab.
Dette forekommer at stå i en kolossal kontrast til en samtidskunst, hvor bevidst kalkulation og et køligt overblik hører til de vigtigste redskaber i fagets værktøjskasse. Indhold, stil, mængde og virkemidler bliver så præcist afmålt som guldstøv på en atomvægt i en kunst, der perfekt tilfredsstiller galleriernes behov for en ensartet, kvalitetsstyret vare.
I dette univers er det logisk, at den populæreste grafiske teknik for tiden er fotogravuren. Dette er en ret ny teknik, hvormed man kan overføre et fotografisk billede til en polymerplade og derefter trykke det fotografiske motiv på papir. Man opnår at erstatte den fotografiske proces’ kemiske farvedannelse med en mekanisk overførsel af farve. Resultatet er et forfinet print, der ligner et fotografi, men er endnu dyrere og mere eksklusivt end selv et sølvgelatineprint.
Den danske trykker Niels Borch Jensen er den førende ekspert i denne fine teknik, og hans galleri i Berlin viser netop nu fotogravurer af fotografen Iñaki Bonillas, der meget godt viser et skifte i sensibilitet imod en noget mere spekulativ og indadvendt kunst i serien Escritura Nocturnal.
Tomme lommer
Bonillas tager udgangspunkt i sin bedstefars fotografiarkiv, der har stået og ventet mange år i 20 mapper. De plasticlommer, der har indeholdt fotografierne, har ligget så længe, at de nu tomme lommer har fået nogle fine, diskrete mærker efter billederne. Det er disse nær-nonfigurative aftryk, Bonillas har fotograferet.
Resultatet er forventeligt magert og giver et minimalt-poetisk udtryk, som værkerne hænger dér, smukt i en stor gruppe. Der er ikke meget tilbage af en måske forventet historie om kunstnerens egen identitet, eller søgen efter samme, med baggrund i alle disse familiefotos; Bonillas træder tilbage når det kommer til at skulle tale om en narrativ eller et psykologisk indhold. I stedet handler det om aftryk: Samtidig med, at tiden går, forsøger fotografiet at fastholde billedet af ét moment for evigt, og det fysiske, fotografiske print sætter også selv sit spor i verden. Aftryk, som Bonillas nu igen fotograferer og trykker, et cetera, ad infinitum.
Der har måske ikke været noget særligt interessant på selve de gamle fotografier – vi ved stadig ikke ret meget om disse. Men i en smuk serie gravurer kaldet A storm of secondary things (2012) foregriber Bonillas strategien med at fokusere på noget andet end, og ved siden af, hovedstolen: I dette tilfælde de kornede detaljer, han har fundet frem i fotografiernes baggrunde; fragmenter af mennesker, uskarpe strandpartier, etc.
Der er stadig tryk på
Jeg synes, at en udstilling som Escritura Nocturnal viser, at arbejdet med den klassiske grafik kan afføde overvejelser, som er relevante for nutidens kunstnere, og de kan forhåbentlig fortsat åbne den til nye perspektiver.
Selvom de grafiske værksteder er få, er de alligevel værdifulde laboratorier, der nyder tilstrømning af unge kunstnere som Julie Sass, Ester Fleckner og Jóhan Martin Christiansen og mange flere. Der sker som regel noget vigtigt, når unge kunstnere bemægtiger sig de gamle teknikker.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
