Som når en sommerfugl får vinger

Jeg bliver bedt om at tage skoene af, inden jeg træder ind i lokalet på Spanien 19B, hvor jeg skal opleve den dansk-australske percussionist og kunstner Matthias Schack-Arnotts værk Chrysalis. Kort tid efter finder jeg mig selv siddende på en taburet, i hvad der minder mest om et aluminiumstelt foret med sort stof og beklædt med træ- og granitplader. En halvanden meter høj, bred og dyb trekantet kasse. Jeg har endnu ikke hverken set eller hørt Schack-Arnott, og da indgangen til mit midlertidige fangehul bliver barrikaderet, kvæles de sidste spæde lyde og lysstrejf.

25 årige Schack-Arnott er opvokset i Australien og er uddannet klassisk slagtøjsspiller, men interessen for kunst og dens evne til at påvirke mennesker har eksisteret de sidste 15 år. Da jeg senere kommer ud fra min kasse, fortæller han mig om baggrunden for Chrysalis.

“Når en sommerfuglelarve er fuldvoksen, skifter den hud for sidste gang og der kommer en puppe ud af det revnende skind. På engelsk kaldes den puppe chrysalis, og det er her, den fuldstændige forvandling til en voksen sommerfugl sker. Chrysalis beskytter larven fra omverdenen, så den kan lave denne transformation”, forklarer Matthias Schack-Arnott og fortsætter:

Det er en metafor for mit værk, fordi mit mål med kunst er, at det skaber forandring I mennesket. Samtidig fungerer instrumentet som et rum, hvor denne forvandling sker,”

En lavine af ris og sand
Tilbage i mit indelukket er alt, jeg kan høre, mit eget åndedræt. Jeg sidder midt inde i installationen, der også er et instrument – en hybrid, der forener arkitektur og slagtøjsmusik.
Det føles som flere minutter i selskab med min egen tiltagende angst, som pludseligt brydes af lyden af sandkorn, der risler nænsomt nedover instrumentets sider.

Jeg er alene i mine auditive sanser og fantasis vold. Og det er harmonisk. Som regndråber på en teltdug eller stille bølgeskvulp en lun sommerdag ved vandet. Hvor jeg før følte mig fanget i et klaustrofobisk rum, er mine omgivelser nu i stedet blevet en tryg favn.

“Jeg har selv klaustrofobi og har altid haft det”, fortæller Matthias Schack-Arnott. “Og nogle af mine stærkeste erindringer som barn er klaustrofobiske følelser, så det er noget, jeg er interesseret i at udforske. Samtidig er jeg meget interesseret i det nuancerede lydbillede, som man kun kan opleve, hvis man er meget tæt på. I denne her struktur kan man høre alt fra et eneste sandkorn til en hel lavine”.

“Jeg vil gerne bevæge mig igennem forskellige stadier af oplevelser og mellem forskellige følelser. Idéen er, at det er en udforskning af de følelser, man har, når man er lukket inde. På den ene side kan det være beskyttende, og på den anden side kan det være en straf som tortur eller isolationsfængsling”, siger kunstneren.

Indespærret frihed
Det giver et sæt i mig, da den meditative rislen bliver afløst af et højt hvin af metal mod metal.  Først ovenover mig, så på venstre side og så på højre. Rækkefølgen er umulig at gennemskue, og hver lyd kommer som et chok. Selvom jeg jo udmærket ved, at der ikke sker mig noget, kan jeg alligevel mærke, hvordan pulsen stiger, når lydene bliver højere og kommer tættere på.

“Det skal ikke være en visuel oplevelse, men det skal åbne sindet”, fortæller Schack-Arnott og fortsætter: “Publikum oplever ikke mig som performer, der er ikke denne her menneskelige relation mellem os, det er dem og deres omverden, som gør det til en meget mere essentiel oplevelse”.

“Den lidt poetiske idé med det er, at man kan være i et rum som menneske, men samtidig kan man være alle mulige andre steder. Selvom man er indelukket, kan man transcendere sine fysiske begrænsninger med fantasien”, siger Matthias Schack-Arnott.

Eksistentielle begrænsninger og kriser
Den konstante uvished om, hvad der kommer næste gang, er angstprovokerende, og da taget over mig begynder at knage og negle forsøger at kradse sig igennem træet og ind til mig, bimler mine indre alarmklokker af sted. Igen skifter min sikre puppe funktion fra at være en beskyttende omgivelse til at være en krog, jeg er trængt op i.

Og så bliver der stille. Tid, sted og rum er flydt sammen og jeg har ingen anelse om, om jeg har siddet i få minutter, eller om mit kvarter er ved at opbrugt, før skodderne bliver fjernet fra indgangen, og jeg bliver budt udenfor igen. Følelsesmæssigt mættet efter at have været igennem frygt, overraskelse og glæde.

“Jeg har en stor interesse for perception og det, at jeg som menneske oplever verden gennem fastlåste typer at sansning.
I kunsten kan jeg arbejde direkte med perception og dens effekt på os. Ikke på en videnskabelig måde, men fra et følelsesmæssigt grundlag,” slutter Matthias Schack-Arnott.