Skulpturbuffet efter Grønttorvets lukketid: Eksotisk frugt eller rådne tomater?

Skulpturbuffet efter Grønttorvets lukketid: Eksotisk frugt eller rådne tomater?

Rune Bosse: leben still leben, 2017. Foto: Johan Rosenmunthe

I det nu nedlagte grønttorv er en omfattende udstilling af 60 kunstnere rykket ind. Titlen er ENGROS og formålet er at skabe en udstilling af skulpturens mange udtryk i dansk kunst på tværs af generationer og stilarter. Den resulterende udstilling er spættet som en velmoden sydfrugt og indeholder vel både umodne og overmodne indslag. Men den spraglede helhed er en fornøjelse, inklusiv oplevelsen af Grønttorvet efter lukketid.

Et område i forandring
Københavns Grønttorv syd for Valby lukkede som bekendt ned i 2016 og efterlod sig et kæmpe kompleks af forskellige bygninger, der tidligere havde rummet engrosvirksomheder for frugt og grønt, værksteder og meget andet. En ukendt verden for de fleste københavnere, som da også snarligt skal rives ned og give plads til normal boligbebyggelse. Inden bygningerne er væk, har en række af dem fået et nyt liv som ramme om den store udstilling ENGROS, skabt på initiativ af kunstnergruppen Skulpturi og udstillingsstedet PIRPA, der også har til huse på Grønttorvet.

ENGROS. Udstillingsview, det højtloftede rum. Foto: Johan Rosenmunthe

Nedrivningen er begyndt, og området har da også karakter af dels støvende byggeplads og dels forladt industriområde. Langt fra kunstens sædvanlige geografi får man følelsen af at være Urban Explorer ved at bevæge sig ind på steder, der ellers er lukket land. Følgelig er det heller ikke en poleret finish i klart overskuelige gallerirum, man skal forvente. Man må tage fornuftigt fodtøj på og gå til udstillingens spredte dele med de enorme, forladte bygningskomplekser som en del af oplevelsen. Selv 60 kunstneres værker bliver små i denne verden af lange gader med lagerhaller og værksteder.

Skulptur i fri dressur
Det interimistiske præg er en del af den kunstnerarrangerede og kunstnerstyrede udstilling, og formålet har da også været at udfolde sig i et frit alternativ til den gennemkuraterede udstillingsverden. Rammen er stillet helt åben for de deltagende kunstnere, ligesom mediet ”skulptur” også har fået elastik til at kunne dække en del – fra Mikkel Carls konceptuelle statement We are all workers over Anders Bonnesens Midlertidige skiltning til Kaj Nyborgs installation pocket of resistance. De fleste værker er objekter med fokus på tredimensionalitet og materialitet og peger herfra i forskellige retninger over form, tematik og skala. Mange arbejder specifikt med stedets rammer, og en særlig tematik omkring den organiske materialitet i liv og død synes at være gennemgående.

Udstillingsstedet Pirpas lokale. Værk af Camilla Nørgaard: Instant local pop-up museum. Foto: Johan Rosenmunthe

Starter man i PIRPAs lokale tættest ved indkørslen til området, mødes man af en lugt som om Grønttorvets restlager var efterladt til forrådnelse. Det viser sig at være Rune Bosses værk leben still leben, hvor et bed med græs er strøet til med rådnende frugt og grønt. Et naturligt processuelt værk, der med frugten i forfald sætter stemningen for turen i det forladte grønttorv. Også Camilla Nørgårds Instant local pop-up museum forholder sig til stedet ved at fremvise gammel emballage og andet, som vinden har fragtet hen til lokalet.

Tre industrirum og en lang gade
Ved siden af enkelte værker, der holder til udenfor i Grønttorvets hovedgade, foregår det meste af udstillingen i tre store industrirum, spredt ud over arealet. Det første, kaldet ”Det højloftede rum”, indeholder en række af udstillingens største værker. Særligt Tina Maria Nielsens Tabula Rasa længst inde i lokalet udmærker sig med sin elegante og ganske surreelle opstilling af hvide voksæbler i en sort kube.

Tina Maria Nielsen: Tabula Rasa, 2017. Foto: Johan Rosenmunthe

På vej ned ad gaden kan man kigge ind i en trappeopgang, hvor Jytte Høy har arbejdet videre med den eksisterende farvesætning og som en anden Poul Gernes skabt et farvemiljø i en nu forladt hverdagsomgivelse. Også Lisbeth Banks Forvandling arbejder fint med de eksisterende bygningsdetaljer som stedsspecifik skulptur over temaet nedløbsrør.

Udstillingens største rum er ”Det lavloftede rum” i lokaler, der engang har rummet en eksotisk frugtimport. Værkerne her peger i mange retninger og forekommer at være det mindst fokuserede i forhold til lokationen. Rose Ekens keramikhåndvask med tilbehør, Bryggers, er et højdepunkt sammen med Julie Stavads mere traditionelt æstetiske skulpturform Amuse-bouche.

Rose Eken: Bryggers, 2017. Foto: Johan Rosenmunthe

Det sidste udstillingsrum, ”Presenningloftet”, er i sig selv en passende ende på turen gennem Grønttorvets verden. Et tidligere værksted for presenninger og et autosadelmageri, der før udstillingen var fyldt med efterladt grej, danner rammen om nogle af de mest overlappende møder mellem værk og sted. Man fornemmer næsten, at kunstnerne kun er få skridt foran udstillingsgæsten i at opdage og undersøge disse lokaler og de svært afkodelige processer med materialer, som har foregået på stedet.

Individualister i engros
Engros betyder handel med store varepartier, som oftest til videresalg fremfor til den enkelte forbruger. De mange kunstnere, som har indtaget Grønttorvet og skabt en på bedste vis spraglet udstilling, kommer ikke som ensartet parti, men hælder mere til finurlige skævheder og egne veje. Der er sjældent store statements eller radikale greb i spil, måske med undtagelse af den rådne frugts kradse lugt. Det er dog heller ikke salgbare formater eller trendrytteri, der præger den store gruppe af kunstnere. Stedet, som tidligere var dedikeret til en formålsrettet handel med letfordærvelige varer, er med udstillingen ramme om værker fra kunstnere, der insisterer på det egensindige og ikke nødvendigvis lettilgængelige værk. Så lad os nyde stedet, mens det endnu er således.

Kommentarer