Skønhed og skam på Fyn

Skønhed og skam på Fyn

Tony Oursler: The Influence Machine. Videoinstallation. Foto: Morten Rygaard

Der er så smukt, så smukt på Heartland Festival. Det er første og vigtigste beskrivelse af Heartlands kunstprogram. De romantiske rammer er uadskillelige fra værkerne, hvilket giver mere til værkerne end omvendt. Kynikere vil more sig, og romantikere vil lade sig forføre. Sidstnævnte får mest for pengene.

Det er en smuk oplevelse at lede efter samtidskunst mellem høje vægge af hæk. Det er flot at sidde ved slottet i søen og se en performance med hvidklædte, regndansende mennesker. Et par svaner svømmer forbi på søen. Man skulle tro, at de var blevet instrueret i det. Jamen, altså.

Skam dig!
Umiddelbart efter melder sig en følelse af skam! Vi har lært, at vi skal være på vagt over for det smukke. Skønheden er forbundet med det modstandsløse og naive, som Karl Ove Knausgård skriver i en af sine seneste bøger. Han bliver mistænksom, når han kan lide noget smukt. Kunstens kvalitet er forbundet med modstand, og vores kritiske sans fortæller os, at tingene og fænomener aldrig er, hvad de giver sig ud for. De skjuler altid noget, og man må trænge ned eller ind i tingene for at kunne finde et mere avanceret indhold. Det skal være vanskeligt tilgængeligt for at være godt.  

Tina Maria Nielsen: Invasion. Foto: Mads Noermark Andersen

Det kyniske eller kritiske blik kan se, at Heartland er en stor, romantisk-moderne idylkonstruktion. Alle værkerne i kunstprogrammet er en del af konstruktionen. Der er ingen, der forsøger at dekonstruere idyllen. Ikke engang Tina Maria Nielsens små, skinnende bronzestøbte mobiltelefoner forstyrrer idyllen. Som en anden skade har man lyst til at nappe en. Deres materielle verfremdungseffekt er mere spændende end mobiltelefonen som en kritisk metafor (eller rettere metonymi) for moderne kultur.

Yoga som publikumssport
Heartland foregår rundt om Egeskov Slot i en romantisk renæssance- og barokhave. Kynikeren kan godt finde noget at more sig over. På festivalens smukke plæne, ned til slottet i søen, er der ”Yoga for Dignity”. På plænens skråninger sidder flere festivalgæster og følger med. Folk vader forbi, og en performancedans udspiller sig ved siden af. Det ligner ikke optimale betingelser til yoga. Efter yoga-lektionen er slut, kommer en dame hen til bænken, hvor jeg sidder. Hun siger ”Ih, hvor var det dejligt at blive strakt ud. Du skulle prøve det.” Hun taler til sin veninde, der har siddet og ventet ved siden af. Der er ingen grund til at tro, at hun lyver.

Dagmar Radmacher: Those Who Intend To Leave Have Already Gone. Foto: Mads Noermark Andersen

Delagtig kunst
Man bliver nødt til at overgive sig. Man får i hvert fald en vattet kunstoplevelse ved at opretholde en ironisk distance. Den smukke, romantiske have er så allestedsnærværende, at man bliver nødt til at give slip. Der er små og støjsvage værker i små aflukkede haverum. Cecilie Waagner Falkenstrøm har f.eks. installeret en kunstig intelligens i en busk. Dagmar Radmacher har hæklet små, røde telte eller nissehuer til en anden havekube. Magnus Pettersen har stillet tunge, stiliserede betonstole under et træ i samme havekube som Tina Maria Nielsen. De er interessante som sære delelementer af hele Heartland-uvirkeligheden snarere end kommentarer eller kritik af noget. Lars Worm har en stor jerntunge ved et lille vandløb midt i festivalen. Søren Behncke eller Papfar er eneste kunstner, som er sendt udenfor på parkeringspladsen, hvor hans pap(og træ-)varevogn holder ved siden af festivalgæsternes biler. Under hele festivalen blander flere udklædte smådansende folk sig med festivalgæsterne. Der er uklart, om de er en del af kunstprogrammet eller det almindelige program.

Søren Behncke: King of The Road. Foto: Mads Noermark Andersen

Inciterende
Kunstprogrammets hovednavn, den amerikanske kunstner Tony Ourslers videoværker, kommer først frem ved mørkets frembrud. Ourslers videoprojektioner misbruger skønheden på det groveste. Hække, træer og selve slottets ene facade bliver forvandlet til enorme inciterende og urovækkende ansigter ved hjælp af store projektorer. Det er kraftfuldt. Det er simpelthen svært ikke at lade sig forføre af Ourslers lysende og messende ansigter. Uhyggen kommer ud af skønheden.

Fascineret af teknik
Inde på museerne kan Ourslers videooplivede skulpturer være en anelse hysteriske. Herinde er man først og fremmest fascineret af teknikkens illusionsvirkning. Men i slotsparken bliver skulpturerne en del af omgivelserne – hække, træstammer og træernes blade – og projektionerne på slottet bliver spejlet i søen. De er store, men utilgængelige. Oursler er langt mere dragende i det fri end i museernes lukkede rum.

Tony Oursler: The Influence Machine. Videoinstallation. Foto: Morten Rygaard

Romantikere har frit lejde på Heartland. Det kritiske blik ser kun romantiske tåger. Det er ok at lade sig forføre, så længe vi henter kynikeren og den kritiske sans frem igen, når vi træder tilbage i virkeligheden udenfor.

Heartland Festival blev afholdt i Egeskov Slotspark på Fyn den 2.-4. juni. Læs mere om festivalen her

Medvirkende i Heartlands kunstprogram: Tony Oursler, Søren Behncke, Tina Maria Nielsen, Sophie Dupont, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Magnus Pettersen, Lars Worm og Dagmar Radmacher.

Kommentarer