Handmade hedder udstillingen med Ida Kvetny på Charlotte Fogh Gallery, og der er da også umiddelbart fokus på den i traditionel forstand håndgjorte kunst i form af de store malerier, der fylder galleriets vægge godt ud.

Det er myldrende billeder, der er tryk på og masser af kulør. I det 4 x 2 meter store Swan kan man finde frem til en løst skitseret menneskefigur, der holder en fugl. Måske er det billedtitlens svane, hvis ikke det er en langstrakt svanehals, der skærer sig diagonalt igennem billedet?

Billedet er et eksempel på Kvetnys karakteristiske spændvidde, der gør brug af vidtforskellige maleriske tilgange såvel som rumligheder og fortællende figurationer.

I hendes billeder er der splattede action-painting-søer, som placerer sig lige så meget i forgrunden som i baggrunden. Der er store, ofte multiplicerede, menneskefigurer og ansigter, der poppet er tegnet op med spraymaling – man får tanken, at de er ankommet hertil fra en fjern græsk gudeverden.

I små ‘hulrum’ i billedernes hvirvlende overflader er der sirligt tegnede, surrealistiske ‘scener’ med kvinder, djævle, planter, øjne – som kiggede vi ind i huler eller åbninger i de større figurer. Nogle gange synes der faktisk at komme en livmoder, organer, opskårne knogler eller blodårer til syne.

Er der en samlet fortælling i disse billeder, er den svær at dechifrere. Titler som Parallel Universe, Many-Worlds Interpretation, Subconscious System eller Green Dream indikerer at vi befinder os i irrationelle sfærer.

På et dansk-nordisk kunstmarked er der tilsyneladende en uophørlig efterspørgsel efter store ekspressive og farvestrålende billeder, som om vi stadig lever med et evigt ekko fra Cobra-kunsten rungende i skallen, og Kvetny kunne se brandgodt ud i ethvert firmadomicils hall. Dette skal dog ikke opfattes nedladende eller som udtryk for, at kunstneren er bagudskuende, for Kvetny er faktisk mere eklektisk og uhåndterlig end som så. Billederne har en sær mangel på homogenitet, som i mine øjne er en kvalitet.

Og så veksler Kvetny mellem dette håndgjorte maleri og sit pionerarbejde med digital kunst.
Kunstneren har allerede længe – og som en af de første herhjemme – gravet sig dybt ned i de digitale værktøjer, som hun flittigt bruger til at skabe kunst i Virtual Reality og Augmented Reality.

Her i Aarhus kan man scanne en QR-kode og fremkalde en digital figur på sin smartphone – en tohovedet, androgyn figur, med hul i maven og pangfarver hentet fra hendes maleriske univers, som man kan få til at danse på gaden foran galleriet.

Og selv om man umiddelbart kunne mene, der er langt fra klassisk maleri til Augmented Reality, så bevæger Kvetny sig ubesværet mellem de kunstneriske udtryk, hvor hun smidigt transporterer sine figurer fra malerier og skulpturer ind i en ny virkelighed.

Transporten går også den anden vej. I en serie små gipsrelieffer optræder morphede, mytologiske figurer. Kunstneren har scannet fotos af klassiske skulpturer ind i computerprogrammer og ‘samarbejdet’ med kunstig intelligens om at danne muterede forlæg til disse mærkelige relieffer. Måske er det ikke helt tilfældigt – et diskret kønspolitisk vink? – at stærke, uafhængige kvinder fra den græske kulturarv såsom Niobide og Atalanta optræder i reliefferne?

Under alle omstændigheder må ‘det håndlavede’ her forstås i en udvidet form, som også inkluderer det digitale. Det sætter så til gengæld sit præg på Kvetnys maleri, der i al sin samplede og uhierarkiske karakter måske netop er farvet af den fagre, nye digitale verden, hvor alt kan optræde hulter til bulter i hinandens selskab.

Ida Kvetny, Handmade, Charlotte Fogh Gallery, til 23 sep

Fake?

Også på Galleri Jacob Bjørn er der maleri på programmet. Her viser Mikkel Carl en række værker, men man bør straks sætte ‘maleri’ i anførselstegn. For skinnet bedrager som vanligt hos Carl.

Det ligner ellers grangiveligt klassiske, abstrakte malerier – noget hen i retning af impressionistiske skildringer af flimrende vandspejl eller lysets blafren i skovens løv. Eller måske nærmere en slags allover-paintings, som dem abstrakte ekspressionister fra 1940’erne og frem excellerede i, hvor hvert område af fladen, idet den dækkes af penselsstrøg, pletter, dryp eller andre markeringer, tillægges lige dele nivellerende opmærksomhed og betydning.

Billederne fremstår som næsten monokrome farveflader i purpur, pink, blå og gyldne nuancer og er umiddelbart indladende som popsange, men som sagt: ikke alt er, som det ser ud til.
Udstillingstitlen er netop Like a Pop Song on the Last Night on Earth, og i denne ‘Titanic-ske’ drejning får man måske øjnene op for det syntetiske og dommedagsagtige. Men også det forlorne.

Billederne er skabt uden brug af maling, men ved hjælp af farve-anodisering af de titanium-plader, der udgør ‘lærredet’. Farveanodisering er en elektrokemisk teknik, hvor kunstneren med brug af et strømledende værktøj og batterisyre sætter strøm til titan-plader. Alt efter hvor meget man skruer op for strømmen, fremkommer forskellige farver: 15 volt giver purpur, 25 volt blå, 40 volt gul og 75 volt pink. Ved hjælp af forskellige ‘maleriske’ teknikker har Carl så frembragt disse billeder.

Og nej, det er heller ikke en forkromet rund stålplade, der snurrer rundt i gallerirummet – en mindre udgave af den store skive, som dominerede udstillingen i Nikolaj Kunsthal i sommers – men akrylspejlplader, der er ‘loddet’ sammen og forsynet med falske ridser for at gøre illusionen så forførende som mulig.

Men hvad er meningen med dette narrespil? Et spil der løber som en rød tråd gennem hele Mikkel Carls produktion, hvor han ikke alene refererer til tidligere kunstretninger, men også konstant skaber usikkerhed om selve materialiteten af værkerne.

På ét plan er det bare ‘smukke’ billeder, der hænger der på væggen i galleriet, popsange som udsiger deres delikate æstetik. Men har den gæst, der blot ser billederne som ‘almindelige malerier’, ladet sig snyde? Er dén sansning mindre ‘sand’ end opdagelsen, når tiøren falder?

For mig at se handler det måske mere om spørgsmålet om ‘sandhed’ i det hele taget, om sansningens mangel på grundlæggende substans. Og videre om selve den flygtige, illusoriske virkelighed, vi befinder os i, og som – sådan kan det forekomme – kun nødtørftigt holdes sammen af ufuldstændige antagelser, begreber og sprog. Meget ‘bilder vi os ind’, og det vi tror, vi ved, er kun en brøkdel af det, vi ikke ved. Der er noget næsten mystisk eller esoterisk ved disse værker.

Men samtidig er selve objektkarakteren, selve materialiteten jo helt fremme i synet og aldeles nærværende.

Det er et eller andet sted i denne dobbelthed, i denne ‘de- og re-materialisering’ (det sidste er et farligt ord at bruge i dag, jeg ved det), at den velkendte popsangs strofer bevæger sig hinsides de sidste nætter på den jord, vi kender.

Mikkel Carl: Like a Pop Song on the Last Night on Earth, Galleri Jacob Bjørn, til 24 sep.