Rune Bosses poetiske oprør

Der er ikke ét klart svar på, hvordan naturen optræder i Rune Bosses kunstpraksis, men der er flere gode grunde til det, som alle rummer et stille poetisk opgør med vanetænkningen. Det drejer sig faktisk både om kunsten, kunstinstitutionen og vores møde med vores omverden. Ja, selv måden vi erindrer den og os selv på.

Han er ikke en vred kunstner, der vil sætte verden i brand. Snarere en kunstner, der søger ny og meningsfuld kontakt med sig selv og sin omverden, og hvor våbnene er værkets poetiske åbenhed og naturens evne til at rumme det komplekse og de helt store spørgsmål, vi alle tumler med.

”Hvis jeg forsøger at gå tilbage til dengang for 10-11 år siden, hvor jeg første gang stikker hænderne i noget, der for mig selv var defineret som kunst, så var jeg grundlæggende frustreret over de forudindtagede meninger, der omgav kunsten,” forklarer Rune Bosse, da jeg møder ham i hans studio i Måløv – tæt på naturen, langt fra kunstinstitutionerne.

”Min oplevelse af at gå på museum og opleve kunst var meget baseret på en skoletilgang, hvor man skulle forstå noget, vide hvad den historiske kontekst var, relatere til noget, du havde læst, og det følte jeg mig utrolig tilfangetaget i, og selve institutionen kom til at repræsentere dette videnssytem for mig. Jeg syntes, det var utrolig smukt, at folk kunne opleve et værk uden at vide, at det var et værk, de stod overfor. Det her møde, der også kan opstå, når man oplever noget tilfældigt i bybilledet, der pludselig gør noget ved én; en cykel, der vender på hovedet i en busk, en plasticpose, der strækker sig mellem to planter, og hvor man begynder at se på sine omgivelser som poetiske sammensætninger. Den oplevelse havde jeg meget sjældent i kunstinstitutionen, så meget tidligt søgte jeg udendørs for at finde inspiration i det rum, hvor jeg befandt mig bedst.”

Naturens komplekse sprog

Nogle gange var det også bare et naturligt resultat af, at han sad i et klasselokale med tyve andre på en kunsthøjskole og fik en ’mandagsopgave’, der skulle gøres færdig, inden ugen var omme.

”Jeg søgte ud, og i starten arbejdede jeg simpelthen bare i det rum. Jeg brugte mange readymades (fundne objekter): døre, kummefrysere og andet godt og placerede dem i det rum for at skabe et twist, men indså efter noget tid, at det slet ikke var nødvendigt at tilføje noget, men blot lave nogle små forandringer på de ting, der allerede var, for at give et nyt blik på dem. Jeg flyttede fx 100 kvm skov ud på en strand og 100 kvm strand ind i en skov (Where you are. Where are you, 2011) uden at tilføje noget, men ved at placere noget på et ’forkert sted’ ville jeg prøve at få folk til at ændre blikket på det. Jeg tror, at naturen som materiale i mine værker gjorde, at de her store og komplicerede spørgsmål omkring tid, erindring, forgængelighed, død og liv – altså de basale spørgsmål her i livet, som man løber rundt med og kan være meget svære at sætte ord på og svære at udtrykke – fandt et sprog.”

Første gang, jeg selv oplever et af Rune Bosses værker, er ved udstillingsstedet Pirpa på det nu nedrivningsnære Grønttorvet i Valby under udstillingen Engros i foråret 2017. I udstillingstedet er en stor ramme på gulvet fyldt med frugt og grønt i en smuk opsats, der langsomt forrådner og indhyller stedet i en stigende lugt. Under de rådnende grøntsager ligger nyt liv klar. Frø. Kun næret af væden fra de rådnende materialer ovenpå. Et lille lukket kredsløb. To bevægelser i ét værk. Liv og død i produktiv enkelhed.

”Det gælder også mit afgangsværk (Tempus Circularis Fagus sylvatica, 2016), som handlede om vores tidsopfattelse, og at vi – i hvert fald i Vesten – har en meget lineær forståelse af tiden. Værket bygger på en proces, hvor jeg tog ud i en skov og observerede et træ gennem et år, og hvordan det forandrede sig. Tiden blev i den sammenhæng en langt mere cyklisk bevægelse og oplevelse, og det er den, jeg har forsøgt at lade mig styre af. Jeg føler, at naturen kan udtrykke ting i en meget ren form på den måde.”

En følelse af forbindelse

Rune Bosse vil dog ikke kalde det terapeutisk, det han foretager sig som kunstner.

”Det handler snarere om, at det at fjerne sig fra naturen helt generelt har en negativ virkning på os som mennesker, og det skal vi blot huske på. Klimadebatten er også noget, jeg forsøger at distancere mig lidt fra, da den i mine øjne er blevet en skræmmekampagne, og jeg er ret overbevist om, at vi i bund og grund ikke forstår naturens kompleksitet. Jeg vil hellere opbygge en respekt og kærlighed i forhold til naturen. Og det smukke ved kunsten er jo, at den ikke behøver at komme med et svar, men kan vise nogle smukke dimensioner og dybere perspektiver, som man kan spejle sig i som menneske. Derfor udspringer mine værker også fra et ret sensitivt og personligt plan, og det er helt nødvendigt, hvis det skal være interessant i mine øjne.”

Hans oplevelse er, at folk ofte etablerer en meget personlig relation til hans værker, som minder dem om noget fra deres egen verden og oplevelse af et stykke natur i deres liv eller erindring af den.

”Vi har alle en relation til naturen med nogle meget specifikke sanser og følelser. Mennesket har jo levet i og med naturen i mange tusinder af år, og der må være nogle grundlæggende ting, måske også i vores genmasse og instinkter, som kan aktiveres i mødet med den og give os en følelse af at være forbundne, og det tror jeg er virkelig vigtigt i den verden, vi lever i i dag. Det er ikke en oplevelse som videnskaben er særlig god til at skabe.”

Erindringens natur

Et værk, der netop leger med sådanne forbindelser, er værket Moments (2014 og frem), som handler om vores minder.

”Værket udsprang af, at jeg havde en kæreste, der var meget knyttet til nogle ting, fordi de indeholdt nogle stærke minder for hende, og det optog mig virkelig. Jeg begyndte at tænke meget over, hvordan mine minder påvirkede mig som menneske, og den person jeg gerne ville være. Man kan jo nærmest sige, at summen af de ting, du husker, er den person, du er i dag. Ikke det du har oplevet. Så hvis du i nuet tog en beslutning om, hvad du ville huske på, kunne du faktisk kontrollere, hvem du ville blive i fremtiden,” lyder det med et smil fra den følsomme mand overfor mig.

Rune Bosse erkender, at det er en skør tanke, men det rummer også et opgør med vores tænkning, pointerer han, og det kommenterer på et liv, vi fører, hvor den visuelle hukommelse er totalt overstimuleret og nærmest har mistet sin reelle værdi.

”Altså, hvorfor tager vi overhovedet et billede af noget og deler det med andre? Det bliver ret fladt og prioriterer én sans over alle andre. Værket var en leg med det, og hvordan vi kan fastholde minder. Så i tre måneder forsøgte jeg at skabe et minde hver dag. Jeg havde en glasbeholder på mig og satte mig ned én gang om dagen på vej hjem fra arbejde eller på vejen ned for at hente en kaffe, og her foretog jeg en slags sansescanning, hvor jeg noterede, hvordan omgivelserne var, og hvordan de påvirkede mine sanser: Hvor er jeg på vej hen, hvordan har jeg det? Jeg gik alle sanser og tanker igennem og forbandt dem så med en plante fra det sted, som jeg så forsejlede i beholderen og knyttede mindet til. En undersøgelse af, hvor meget jeg kunne påvirke og manipulere minder – hvor langt kunne jeg presse det?”

Samlingen af de 81 flasker blev så udstillet på Neue Nationalgallerie i Berlin (som en del af festivalen Future Nows, 2014), og værket er fortsat i forskellige formater.

Da Rune Bosse grundlæggende har haft det svært med institutionen, så har det logisk nok også været en kæmpe udfordring at skulle bevæge sig derind.

”Der var en bevidsthed, der blev ret klar for mig, imens jeg var ved Institut für Raumexperimente hos Studio Olafur Eliasson. Det var, at referencerammen i den traditionelle kunstinstitution bygger på de tekster og det materiale, man bliver undervist i, som i sidste ende kommer naturligt til at lukke sig om sig selv. Det bliver et lukket kredsløb, hvor kunsten refererer til kunsten, som refererer til kunsten, og det var en logik, som Olafur ville bryde med. Vi blev disponeret for alt muligt: taekwondo, drømmetydning, udlandsrejser og at gå baglæns gennem Berlin i flere timer. Vi blev præsenteret for verden omkring os, og hvordan vi kan relatere til den – ikke kunsthistorien,” forklarer han.

Laboratoriet som forbindelsesrum

”Men nu hvor jeg endelig laver egentlige værker og udstilinger på fx Neue Nationalgallerie, GL STRAND, ARoS eller nu på Fuglsang Kunstmuseum, så er det ofte i en form for laboratorier, hvor processen er mere i fokus, og publikum kan træde ind midt i værkets materialer. Det er et forsøg på at vise en metode frem, men også et skridt på vejen mod noget nyt, tror jeg. Noget, der har en fremadrettet bevægelse, og det er faktisk vigtigt i alle mine værker, at de ikke stopper deres proces og rummer en tidslighed, når de udstilles. Det behov opstår også helt naturligt, når man arbejder med organiske materialer, tror jeg.”

Det laboratoriegreb blev måske allertydeligst udfoldet i de to udstillinger The Rootlab i 2016 på ARoS og Det konstantes forandring på GL STRAND under Extract i 2017. På Fuglsang Kunstmuseum er Rune Bosse lige nu en del af udstillingen Jordforbindelser. Dansk maleri 1780 – 1920 og det antropocæne landskab, hvor han har installeret et åbent laboratorium, hvor man kan studere redskaber og resultater i forbindelse med en masse lokale jordprøver. På den måde er udstillingsformatet også blevet til noget, der kan flette Bosses konstante udendørsaktiviteter ind i institutionsrummet og engagere dets publikum.

”Og institutionen kan noget for mine værker, er jeg sikker på, men jeg leder stadig efter den helt rigtige måde at gøre det på. Jeg værdsætter stadig det tilfældige møde udenfor museets mure højere, tror jeg. Og den åbenbaring, der kan ligge i den pludselige oplevelse af, at noget ændrer det blik, man har på tingene omkring sig, rummer et helt særligt potentiale.”

Poesien som sprog

Ofte har fotografiet været en måde for Rune Bosse at indfange processerne i og bag sine værker på, fordi det også var den oplagte måde at udfolde de tidskrævende undersøgelser på. Men nu er processen faktisk mere selve værket, og i den sammenhæng har poesien fået en ny frigørende rolle for Bosse:

”Jeg laver efterhånden altid et digt i forbindelse med mine værker. Det var på mange måder en reaktion på den formidling, der opstår i institutionen, som jeg ofte synes tilfangetager beskueren. Poesien er i mine øjne det eneste sprog, der reelt kan tillade sig at gengive kunsten. Så snart det bliver for forklaret, synes jeg, at det bliver nedgjort. Så de seneste fem år har jeg skrevet digte til alle mine værker og forsøger at få dem indarbejdet i udstillingerne som værktekster og forsøger samtidig at frasige mig institutionens formidlingstekst.”

Så det lader vi passende stå som afrunding:

(Uddrag fra Jordoptagelser, 1:1, uendelige rødder)

Længe har vi snakket om at dele tingene op
at isolere dem
vi sortere og systematisere for at forstå
og samtidigt er øjeblikkene,- elementerne udelelige
og forbundne til et hele,
til en bevægelse, i tid,
i det store billede uendelige rødder?
De har deres egne systemer.
De er systemet.
Elementerne er elementære,
og hele.

Så store at de ikke kan omfavnes,
men altid vil omfavne os.
Alt andet er en illusion.
Og i sidste ende vil vi blive opslugte.

At tage jorden op.
at optage jorden.
At være optaget af jord.

At være så forbundet med noget, at det optager en.
En til En.