Umiddelbart ville jeg nok, hvis jeg havde besøgt udstillingen RØD på Vejle Kunstmuseum alene, have hadet den.

Oplevelsen kan sammenlignes lidt med at bevæge sig igennem en sært associerende Google-algoritmisk kuratering eller med et meget odd Alice i Eventyrland-agtigt psykedelisk trip på kunstværker. Den eneste sammenhæng mellem udstillingens udvalgte værker virker til at være farven rød. Og derfor præsenterer den umiddelbart kunst helt dekontekstualiseret. Udvalgt uden hensyn til kunsthistoriske sammenhænge whatsoever.

Men nu var jeg der ikke alene. Jeg var der med mit kommende barn i maven. Og omgivet af en hel masse børn i alle aldre, der tilfældigvis også var på besøg den dag. Og fordi RØD ikke bare inviterer os til at undersøge vores følelsesliv gennem kunsten, men også har et stort gennemgående tema om vores børns fremtid, så ramte udstillingen mig alligevel. Helt til trods for dens ellers ret klodsede og forstyrrende udstillingsdesign og formidlingsbombardementer.

“Rød er farvekoden til vores følelsesliv”

Farven rød associeres af udstillingens hovedkurator, Peter Ole Pedersen, med hjertet og med vores følelser. Derfor er udstillingen bygget op som et hjerte med fire hjertekamre – fire udstillingsrum. Simpelt, næsten banalt, beder udstillingen os om at “komme i kontakt med vores følelsesliv gennem kunsten”.

Den opfordring understreges af Julie Stavads Det pressede hjerte, som man møder som det første ved indgangen til udstillingen. Et stort, glinsende rødt hjerte. Som det står der, helt mast op ad en af bygningens søjler, minder det om at lade sig berøre af værkerne. At forsøge at skabe kontakt til noget. Inden i sig selv.

Og forsøger man at tage anmodningen seriøst; at slå frontallappen lidt fra og i stedet skrue op for amygdala – det center i hjernen, der er associeret med følelser – kan man faktisk få sig en ret anderledes kunstoplevelse.

I terapi med en ræv eller på online safari?

Allerede i det første hjertekammer udfordres man af det skizofrene værkudvalg og den forstyrrende digitale formidling. Bag tungt draperede røde gardiner mødes man af lyden af et hjerte, som fylder et noget teatralsk rødt rum, sat op som en art surrealistisk terapeutisk lokale. Midt i rummet ligger en udstoppet ræv med en skræmt grimasse på en divan, der minder mig om psykoanalytikeren Sigmund Freuds ottoman til taleterapi. Nina Saunders Fox with Issues, som værket hedder, akkompagneres af et bemalet selvportræt og et billede af en ræv i en mosaikskov.

På den ene side inviterer udstillingen nu til fordybelse. På et stort udstillingsskilt står: “Den røde farve omslutter dig. Tag plads i stolen og lad følelserne få frit rum.” Der er også angivet bestemte følelser til inspiration: “Usikkerhed, omsorg, fortabelse, trøst.” På den anden side er udstillingens værker spækket med QR-koder, der hele tiden river mig ud af enhver form for emotionel fordybelse og ind i min mobiltelefon.

Og som jeg sidder der i den røde velourstol og glor ind i rævens åbne gab og overvejer, om det er ræven eller mig, der er i terapi, er det, som om det digitale lag af online formidling forhindrer mig i at komme i kontakt med nogen følelser, uanset hvor længe jeg bliver siddende.

“Spejl dig i kunsten”

Det bliver ikke meget bedre, når man træder ind i det næste hjertekammer. Et hurlumhejhus med stribevise forvrængende spejle og rødt folie. Her mødes man af et udvalg af værker fra 1901 og frem til i dag, som arbitrært sammenkobler en række motiver: en rød stol, en kvalm mor med et barn i en skov, en samling valmuer, en visualisering af graviditetens og fødslens cyklus, en engel, en djævel…

Hjertekammerets indretning spiller på dét “at spejle sig i kunsten” for at komme i kontakt med ens følelser. Men man skal holde tungen lige i munden for ikke at blive forstyrret af det tivoliserede udstillingsdesign og for rent faktisk at indgå i et reelt emotionelt investeret møde med værkerne.

Alligevel lykkes det mig at abstrahere lidt. Måske et lykketræf at jeg er andengangsgravid og på den måde lettere kan “spejle mig” i hjertekammerets tematik om dét, at få børn, og om moderskabet især. Der er i hvert fald momenter, hvor jeg begynder at føle mig berørt.

Særligt Dea Trier Mørchs vidunderlige linoleumsserie Vinterbørn med graviditetens og fødslens cyklus rammer mig. Men også Anna Sofie Jespersens maleri Sugar Baby, hvor en mor, bærende på sin baby i et skovlandskab og som ser ud til at være ved at kaste op, minder mig om det dyriske ved moderskabet.

I virkeligheden er der meget ved udstillingen RØD, der fungerer bedst, hvis man enten er et barn eller har børn. Der er mange børn i udstillingen den dag, jeg besøger den. Både små og store. Og det fælles ved deres oplevelse virker til at være, at de har nemmere ved at “spejle sig i kunsten”.

En lille pige går igennem udstillingen syngende “Se min kjole”, mens hun snakker løs med sine bedsteforældre om følelser. En folkeskoleklasse har god gavn af at diskutere følelser og farvesymbolikker ud fra udstillingsskiltenes guides. Og flere andre børn sidder ved en stor interaktiv legestation med tusindvis af røde, forvoksede puslespilsbrikker og bygger hjerter.

Hvad er det for en verden, vi tilbyder vores børn at overtage?

I det tredje hjertekammer lander man, efter at have været igennem sindets og forældreskabets rum, ude i den store vide verden. En verden, som mennesket har haft for vane at dominere, kontrollere og beherske. Jeg ser to store videoinstallationer om valmuer og rødmaling af indlandsisen, en skulptur af en blodskudt, ituslået porcelænskanin og nogle malerier, der portrætterer grindtehvaldrab.

Der begynder efterhånden at tegne sig en interessant central tematik i udstillingen. En tematik, der vedrører vores børn og vores fremtid.

Og hvad er det egentlig for en verden, vi tilbyder vores børn at overtage? Valmuen, en af de smukkeste blomster i verden, forvandles til det afhængighedsskabende opium. Det enorme, majestætiske hvaldyr, skydes og er tæt på at uddø. Og indlandsisen er vi ved at smelte væk!

Formidlingen sammenkobler værkerne med følelser som “aggression, dedikation, vildskab og vrede”, men i virkeligheden minder det ligeså meget beskueren om den antropocentriske livsanskuelse, som nu har ført mennesket til dets afgrund.

Der er noget følelsesmæssigt forstyrrende over den kontrast, der opstår i dette rum, mellem klimatematikken og de børn, der bekymringsløst leger med puslespilsbrikkerne.

“Lad den røde farve trænge ind i dit hjerte”

Okay, så noget af den røde farve fra RØD’s mange værker trænger altså – trods alt – ind i mit hjerte. Jeg føler noget gennem kunsten. Men berøringen udfordres igen i det fjerde og sidste hjertekammer, hvor healende vibes og yogapuder inviterer én til at connecte med kunsten. Meditationsmusik blander sig med Mik Stampe Foghs videoinstallation Breath of Fire, hvor en kundalini-mester udfører en kraftig meditationsvejrtrækning.

På væggen til venstre for mig hænger Ditte Ejlerskovs maleri Dream Gradient. Formidlingen indbyder mig til en art psykisk udrensning. Ved at betragte den blå og røde farve, der flyder sammen på lærredet, skulle jeg kunne skabe balance i min krop og kærlighedshormonet oxytocin skulle flyde i mit blod.

Den vestlige mindfulness-stemning og hyperindividualistiske instrumentalisering af kunsten fylder mig langt fra med oxytocin. Med frontallappen forrest begynder jeg at søge mod exit-døren med en antiklimatisk og lettere skuffet følelse i kroppen.

Men jeg bliver stoppet af den lille piges blik. Hun står i den anden ende af rummet. Øjenkontakten er næsten hypnotiserende, mens hun bevæger sig over mod mig med noget i hænderne.

Da hun kommer frem til mig, giver hun mig, uden ord, to af de røde brikker fra legestationen som i en art ordløs påmindelse om at huske det vigtige hovedtema i udstillingen: hendes fremtid. Og det er dét tema, jeg vælger at huske, og som jeg synes gør RØD et besøg værd.

Jeg skylder hende, mine børn og resten af verdens børn at mærke efter. At se bort fra alle mine intellektualiseringer. Og at overveje, om verden kunne skrues anderledes sammen. Om den kunne bygges op på en anden måde.

Det handler om kunstens funktion i os og i samfundet

RØD og Vejle Kunstmuseum er blevet anklaget for ikke at have styr på, hvad kunstformidling går ud på. “Er jeg til psykolog? Eller på museum?”, har Maria Kjær Themsen skrevet i en anmeldelse for Information. Og det ærlige svar er: måske begge dele, måske ingen af dem. Det er i hvert fald en anderledes måde at opleve kunst på, som ved første øjekast kan virke hyperindividualiseret: “Hvad føler du?”. “Spejl dig i kunsten”.

Det er lidt som at tage et surrealistisk trip, man ingen kontrol har over. Og dét skal man turde give sig hen til, hvis man skal få noget ud af udstillingen. Man skal give slip på ens intellektualisering, ens kunsthistoriske ballast – og gå til kunsten lidt som et barn.

Og ja, så kommer det ikke til at handle ret meget om kunstværkerne som enkeltstående objekter. Eller om de kunsthistoriske traditioner og sammenhænge, de indgår i. I stedet handler det om de følelser, som kunsten kan frembringe i os.

Og det kan da godt være, at det bliver lidt poppet ind imellem. Og det er helt sikkert, at designet og formidlingen flere steder forstyrrer sit eget projekt. Men hvorfor er det, at vi kan komme til at skamme os, når fokus trækkes væk fra kunsten som objekt, som original artefakt, som del af en kunsthistorisk kontekst?

For kunstens funktion i os – dens måde at virke på i beskueren, og i samfundet i det hele taget – er vel ret beset mindst lige så interessant og vigtig?

Så hvad er det, vi er så bange for? Når man ser udstillingen RØD, burde vi være mere bange for os selv og den verden, vi har indrettet, end for udstillingsindretning! Vi skulle være mere optagede af at gøre noget ved alt det, der føles forkert. Noget, vi i den grad skylder vores børn at gøre.

Så giv endelig lidt slip og lad dig barnligt berøre af kunsten!