Selviscenesættelse med mangler

Selviscenesættelse med mangler

Udsnit af Peter Carlsen: Holdt 17-årig som sexslave, hommage á Jørgen Leth, 2011. Pressefoto.

Vis billedserie

Selvportrætter - JEG

29 sep 2012 6 jan 2013

Anne Skole Overgaard, Lina Bjørnø, Claus Ejner, Michael Bredtved, Tine Hind, Christian Schmidt-Rasmussen, Katja Bjørn, Thomas Andersson, Poul Pedersen, Jørgen Rud, Anders Kierkegaard, Susanne Hangaard, Laila Westergaard, Peter Carlsen, Christian Finne, Gudrun Hasle, Sophia Kalkau, Peter Callesen

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Århus Kunstbygning viser mange interessante tilgange til selvportrættet, men udstillingen Selvportrætter - JEG bliver aldrig helt forløst. Den manglende formidling lader publikum hænge med uafklarede spørgsmål.

Selvportrættets essens er, at kunstneren kan fremvise det, som de ønsker, at verden skal se. Således har kunstnere altid iscenesat sig selv.

Kunstnerne i udstillingen Selvportrætter – JEG på Århus Kunstbygning åbner da også posen for det, som de vil have os til at se, og det er der kommet flere interessante og symbolladede værker ud af.

Mange af værkerne er dog svære at afkode i forhold til selvportrættet – og det bliver lidt anstrengende i længden, fordi den manglende formidling i udstillingen overlader publikum til sig selv.

Anne Skole Overgaard: I havedøren. Kunstnerens hustru. Karrebæksminde. Efter L. A. Ring, 2012. Foto: Jens Møller
Anne Skole Overgaard: I havedøren. Kunstnerens hustru. Karrebæksminde. Efter L. A. Ring, 2012. Foto: Jens Møller
Parafrase eller selvportræt
Hermed ikke sagt, at al kunst nødvendigvis skal forstås og afkodes. Men da det netop handler om selvportrættet og den symbolske selviscenesættelse kunne man ønske, at der til udstillingen var hjælp at hente for publikum til at forstå kunstnernes intentioner.

Undertegnede havde blandt andet svært ved at se selvportrættet i Anne Skole Overgaards parafrase eller tegnede kopi af L.A. Rings værk: I Havedøren. Kunstnerens hustru fra 1897.

Udstillingen giver ingen yderligere tilgang til værkerne end kunstnernavn og titel.  

Hvor er selviscenesættelsen?
Der er andre værker, hvor jeg ligeledes ikke formår at se selvportrættet. Det gælder for eksempel Christian Schmidt Rasmussens værk Apokalypse, 2012. Han maler et ekspressivt landskab, hvori han indlejrer en række glimtvise citater og tanker i det tilhørende tekstfelt.

Værket peger delvis i retning af inspirationskilderne og vidner naturligvis om kunstnerens personlige tilgang til maleriet. Men jeg står alligevel tilbage og mangler en nærmere forklaring af værket i forhold til udstillingens tema.

Christian Schmidt Rasmussens værk Apokalypse, 2012. Foto: Jens Møller
Christian Schmidt Rasmussens værk Apokalypse, 2012. Foto: Jens Møller

Det er ofte befriende med udstillinger, hvor alt ikke er forklaret til døde, og hvor værkerne netop får liv i samspillet med publikums sansning. Men det er ikke tilfældet i denne udstilling, hvor man for ofte mangler at få del i kuratorens intention med sammensætningen af værkerne.

Gribende selvportrætter
Udstillingen rummer dog en række spændende værker, som viser et eller flere aspekter ved kunstnerne bag.

Gudrun Hasle: Min Livshistorge, 2005. Foto: Jens Møller
Gudrun Hasle: Min Livshistorge, 2005. Foto: Jens Møller
Susanne Hangaard: Min erotiske barndom, 2011. Foto: Jens Møller
Susanne Hangaard: Min erotiske barndom, 2011. Foto: Jens Møller

I Gudrun Hasles værk: Min Livshistorge, 2005 viser værket med bidende selvindsigt og smerte et udsnit af Gurun Hasles eget liv som ordblind, fortumlet teenager og cutter. Værket formidler et anderledes selvportræt, som gennem et broderet tegneserie univers viser brudstykker fra hendes barndom og ungdom.

Læs anmeldelse af Hasles udstilling på Museet for Samtidskunst her.

I Susanne Hangaards værk: Min erotiske barndom, 2011 udleverer hun små bidder af sig selv gennem sine små æstetiske og håndskrevne erindringsbilleder.   

Udsnit af Tine Hind: Anonym i mængden, 2012. Foto: Jens Møller
Udsnit af Tine Hind: Anonym i mængden, 2012. Foto: Jens Møller

Portrætmaleriets forlængelse
Tine Hind iscenesætter sig selv med rod i en velkendt portræt tradition, hvor hun gentager portrættet i flere monokrome udgaver i værket Anonym i mængden, 2012. Dialogen i værket spiller på forestillingen om at være én i flokken eller en unik personlighed iblandt mange.

Peter Callesen trækker også på denne tradition i værkerne: Broken Image, 2008 og Crying My Eyes Out, 2008, men udfolder det i sit unikke univers – papirklippet. Gennem to sanselige og smukke værker fremviser han en melankolsk og skrøbelig person bag værkerne.

Peter Callesen: Broken Image, 2008 og Crying My Eyes Out, 2008. Foto: Jens Møller
Peter Callesen: Broken Image, 2008 og Crying My Eyes Out, 2008. Foto: Jens Møller

I disse værker er der en klarhed i forhold til udstillingstematikken, som ikke behøver ord med på vejen – en klarhed som mangler andre steder i udstillingen. Denne ujævnhed kunne være undgået, hvis udstillingen var bedre formidlet.

De snirklede veje til JEG’et efterlader publikum uforløst – og det er en skam.

SE FLERE BILLEDER HER

Vis billedserie

Selvportrætter - JEG

29 sep 2012 6 jan 2013

Anne Skole Overgaard, Lina Bjørnø, Claus Ejner, Michael Bredtved, Tine Hind, Christian Schmidt-Rasmussen, Katja Bjørn, Thomas Andersson, Poul Pedersen, Jørgen Rud, Anders Kierkegaard, Susanne Hangaard, Laila Westergaard, Peter Carlsen, Christian Finne, Gudrun Hasle, Sophia Kalkau, Peter Callesen

Kunsthal Aarhus
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Selviscenesættelse med mangler'

Facebook