Bag om hverdagens værker

Bag om hverdagens værker

Malene Nors Tardrup: Længe er ikke evigt, 2016, trappeopgangen til parkeringshus på Bispebjerg Hospital. Foto: Amalie Frederiksen

Vis billedserie

Kan et marionetdukkekostume gøre os mere kropsbevidste, og kan et kokosnødpendul skabe nærvær og ro i en travl arbejdsdag? Statens Kunstfond inviterede under Cph Art Week på en tour de force gennem en række nye offentlige udsmykninger i hovedstaden for at komme bag om kunsten i vores fælles hverdagsrum.

Modsætninger mødes
Vi møder billedkunstner Henrik Plenge Jakobsen foran en markant, nærmest majestætisk, rund murstensbygning, der tårner sig op mod himlen ved banelegemet foran Fisketorvet. Det er Banedanmarks Trafiktårn Øst, hvorfra al togtrafikken i Østdanmark kontrolleres – tegnet af Tranberg Arkitekter og opført i 2015.

Africa Control hedder Plenge Jakobsens kunstneriske bidrag til bygningen og består af et maskerelief på bygningens yderside samt et mosaikteglstensgulv i rød- og blåler og en pendul-mobile i aulaen. Værket er skabt til bygningen og går i dialog med dets funktion, arkitektur og medarbejdernes arbejdsgang.

Henrik Plenge Jakobsen introducerer til sin udsmykning, som han har hentet inspiration til på en rejse i Afrika – et kontinent, der ifølge kunstneren repræsenterer ’det fremmede’ og ’det fremtidige’. Selve figuren er en appropriation af en ceremoniel maske fra Grebo-folket fra Elfenbenskysten. Placeret udenpå trafiktårnet fungerer den som en slags amulet, der kontrollerer og beskytter tårnet og medarbejderne.

Sikkerhedsforanstaltningerne i bygningen er massive, og det er kun i dagens anledning af de omkring 20 nysgerrige kunsttursgæster får lov at passere de dobbeltsikrede svingdøre. Indenfor bliver det tydeligt, hvordan Jakobsen har arbejdet gennemgående med symbolske og materialemæssige modsætninger og bevægelser.

Mosaikgulvet i aulaen har han udført i håndlavede tegl, og det henviser både til afrikansk ornamentering og europæisk middelalder. Fra loftet ti etager over os svinger et pendul i sin naturlige rytme, kun styret af jordens rotation – loddet for enden er en forstørret kokosnød i bronze. Værket har en meditativ og beroligende effekt, og kunstneren fortæller, hvordan det har været ønsket at skabe et brud til det digitalt teknologiske, skærmbaserede arbejde, som medarbejderne udfører til daglig. Materialerne og formerne i hans udsmykning er derfor også meget taktile.

En af medarbejderne påpeger en ekstra dimension, nemlig en stolthed og et styrket tilhørsforhold, man får, fordi bygningen markerer sig som noget særligt, et fysisk og mentalt vartegn. Plenge Jakobsen understreger i forlængelse, at det for ham også handler om at gøre bygningen menneskelig – tilføre den en værdi, der rækker ud over det rent funktionelle og rationelle.

Lasse Krog Møller: Atlas UCC [Mnemosyne You See See], UCC Campus Carlsberg. Foto: Helle Jessen for Statens Kunstfond
Forbindelser på tværs
På professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg møder vi billedkunstner Lasse Krog Møller, der vil guide rundt i sit udsmykningsværk Atlas UCC [Mnemosyne You See See] – 19 vægge spredt ud over bygningens 55.000 m2 og syv etager. Hver væg er malet mørkegrøn og danner baggrund for sin egen udstilling af genstande, som Krog Møller har samlet fra de ti tidligere UCC-bygninger, der i 2016 blev samlet til én.

Genstandene er en blanding af egentlige kunstværker fra stedets egen kunstsamling, objekter og plancher fra klasselokalerne og andre ting og sager fundet på stederne.

På UCC Campus Carlsberg læser 10.000 studerende til for eksempel lærer, pædagog eller tegnsprogstolk, og der er 800 tilknyttede medarbejdere.

Hver væg har Lasse Krog Møller givet sit eget tema, der indirekte forholder sig til rummets funktion. Alle væggene er samtidig forbundet med hinanden via den mørkegrønne grundfarve, der også markerer væggene i forhold til det omgivende miljø. De skiller sig ud, påkalder sig opmærksomhed uden at forstyrre mærkbart. Han fortæller, at genstandene ser ud præcis som de gjorde, da han fandt dem. Også Oehlenschläger-busten med påklistret overskæg, der under temaet “den menneskelige figur” forbinder sig til blandt andet en rød kantinebakke, en maske, en ægte Trampedach og Leonardo Da Vincis berømte tegning af Den Vitruvianske Mand med to strakte arme og to strakte ben.

Det eneste, Krog Møller har gjort, er at udvælge tingene og sætte dem sammen på nye måder. Forud for udvælgelsen har han foretaget research ude på de ti tidligere UCC-bygninger og fået historier om tingene fra medarbejderne.

Ideen har været dels at nedbryde eller udfordre begrebet om ’en kunstsamling’ og dels at bibeholde forbindelserne til historien samtidig med at lægge op til nye fortolkninger. De oprindelige fortællinger vil forsvinde og nye vil opstå med tiden – på den måde kortlægges konstant flere forbindelser, betydninger og indbyrdes referencer på tværs – baseret på mere eller mindre tilfældige kriterier.

Lasse Krog Møller: Atlas UCC [Mnemosyne You See See], UCC Campus Carlsberg. Foto: Helle Jessen for Statens Kunstfond
Udsmykning som deltagelse
På Bispebjerg Hospital lægges en mere relationel kunststrategi an, hvor patienter, personale og pårørende har været inddraget i udviklingsfasen og inviteres til at bruge kroppen, sanserne og hospitalet på nye måder. Hartmut Stockter har skabt en marionetdukkepavillon, der forholder sig til Badebygningen fra 1913 og i dag huser hospitalets fysio- og ergoterapi. Værket er skulptur, legeplads, teaterscenografi og terapeutisk redskab i ét.

Man kan gå ind i dukkerne, der er sat sammen af træstykker, og fornemme kroppens basale bevægelser samtidig med, at man kan sætte sig i andres sted, fortæller kunstneren. Man kan gå ind i værket og blive en del af det – som en marionetdukkefører og performer på samme tid. Den er ikke helt let at bevæge sig i og man bliver i tvivl om, hvem der egentlig har styringen – hvad er krop og hvad er ikke krop, er kroppens bevægelser naturlige?

I hospitalets have fortæller billedkunstner Elsebeth Jørgensen om sit værk Lyttehaven – en invitation og opfordring til at gå på lydvandring i hospitalets udeområde og opleve stedet fra et nyt, lydligt og botanisk perspektiv. Værket er skabt i samarbejde med havens gartner og består af lydmontager: Fortællinger om stedets botanikhistorie, en almanak fra hospitalets gartneri samt en melodi til haverne og små, sfæriske og musiske lydforløb, der er komponeret specifikt til stedet.

Karakteristisk for værkerne på Bispebjerg Hospital er, at de er midlertidige og åbner hospitalsområdet op for nye funktioner ved at invitere udefrakommende ind uden at have et specifikt hospitalsrelateret ærinde.

Hartmut Stockter: Marionetdukkepavillonen, 2017, haven bag Bispebjergs Hospitals bygning for fysio- og ergoterapi. Foto: Helle Jessen for Statens Kunstfond

Spot på udsmykningernes værdi og variation
Statens Kunstfonds bustur til københavnske udsmykninger falder i forlængelse af en igangværende debat om manglende fokus på og formidling af de værker, der skabes til offentlige rum, såsom hospitaler, biblioteker, metrostationer, fængsler og skoler. Mange af dem er Statens Kunstfond involveret i via Kunstcirkulæret, der skal sikre at 1,5 % af håndværksudgifterne til offentlige byggerier går til kunstnerisk udsmykning, når udgifterne overstiger én million kroner. Disse værker er sat i verden med det formål ”at tilføre en kvalitativ dimension til bygningens arkitektur og til brugernes oplevelse af den.”

Lotte S. Lederballe Pedersen, der er en af drivkrafterne bag turen, har tidligere på året i artiklen Kunsten omkring os her på kunsten.nu påpeget vigtigheden af, at de værker, der skabes til et særligt sted og dets brugere snarere end til et stort bredt kunstpublikum, ikke forsvinder fra hverken kunstformidlingen eller kunstkritikken. 

Ofte er værkerne så integrerede i stedets hverdag, at vi glemmer at huske, hvorfor vi skal sætte pris på dem, kan man mene.

Busturen her satte først og fremmest spot på det ikke-åbenlyse faktum, at værkerne findes. Vi kom bag om tilblivelses-processerne, tankerne bag og fik fremhævet variationen i de offentlige udsmykninger. Værkernes betydning for brugerne og deres reelle virkning på stedet blev ikke belyst i denne omgang, men det kan måske blive på næste bustur? 

Læs Lotte S. Lederballe Pedersens artikel Kunsten omkring os her

Vinyl, Terror & Horror: Modulations in the horizontal mode, 2016, UCC Campus Carlsberg. Foto: Helle Jessen for Statens Kunstfond

På turen kom vi også forbi Malene Nors Tardrups Længe er ikke evigt, skabt til parkeringshuset på Bispebjerg Hospital, Vinyl, Terror & Horror’s lydinstallation på UCC Campus Carlsberg, Milena Bonifacinis udsmykning til Københavns Universitet samt Peter Callesens og Kirstine Roepstorffs udsmykninger samme sted.

Statens Kunstfonds Legatudvalg har de sidste tre år været involveret 40 offentlige udsmykningsopgaver.

Guide på turen var kunsthistoriker Sara Glahn.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Bag om hverdagens værker'

Facebook