Det var en etableret mand, der som 33-årig i 1966 sprang ud som kunstner i det aarhusianske avantgarde-kunstmiljø. Poul Pedersen var oprindeligt uddannet skiltemaler og bygningsmaler. Han havde kort forinden besluttet, at han ikke ville eje noget – og hvis der var penge tilovers i slutningen af måneden, blev de brugt til at købe frihed i form af tid til at lave kunst.

Poul Pedersens kunstneriske debut kom i Ung Kunsts lokaler i Telefonsmøgen i Aarhus. Det var med happeningen Happy-End, efterfulgt af hans første udstilling GIRKS – en udstilling af ord, som viste værker, baseret på en leg fra skoletiden; hvor mange forskellige ord kan man få ud af bogstaverne, G, I, R, K og S? På masonitplader, malede han bogstaverne i utallige kombinationer og former, som blev udstillet i et sortmalet rum.

Kunstnerisk strukturalisme

1960’erne var præget af eksperimenter, mens 70’erne i højere grad var politisk. I modsætning hertil opgav Poul Pedersen den politiske kunst og begyndte i stedet at interessere sig mere for en strukturalistisk tilgang.

I midten af 1970’erne blev Poul Pedersen optaget af den russiske avantgardekunstner Kazimir Malevitj, der i 1920’erne udformede en serie af modeller af såkaldte ‘arkitektoner’ (en rumlig, kunstnerisk fortolkning af arkitekturmodeller) i gips.

Poul Pedersen blev derfor i 1975 inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe bestående af studerende ved Kunsthistorisk Institut på Aarhus Universitet under ledelse af kunsthistorikeren Troels Andersen, som senere blev leder af Silkeborg Kunstmuseum. Gruppen skulle rekonstruere to af Malevitjs arkitektoner ud fra enkelte tekster og sort/hvid amatørfotos.

Projektet tog i alt to år, og i 1977 rejste Poul Pedersen til Paris efter henvendelse fra Centre Pompidou, som ville låne rekonstruktionerne til en udstilling om Malevitj. Poul Pedersen var overbevist om, at han kunne genskabe modellerne bedre end de første genskabelser, og han fik derfor af museet bevilget både rejse, ophold og atelier til projektet.

Skæbnen ville, at en anonym afsender fra Sovjetunionen få dage inden udstillingsåbningen havde sendt flere kasser med Malevitjs originale arkitektoner – over 600 elementer – til Centre Pompidou. De næste 20 måneder dedikerede Pedersen fuldstændigt til at gennemgå modellerne og rekonstruere i alt 5 store arkitektoner og 22 mindre modeller.

Projektet blev formativt for Pedersen, som blev opslugt af Paris’ myldrende liv, og han flyttede permanent til Paris i en lille taglejlighed på Rue de Rivoli.

Et stjålent alfabet

Værket Det Stjålne Alfabet består af 25 bogstaver, baseret på det franske alfabet (minus W) og er hentet fra kunstværker fra hele verden.

Pedersen ville ‘befri’ de bogstaver, som han mente, at kunstnerne bag værkerne havde stjålet fra digtere og forfattere – han ville give bogstaverne tilbage til poesien. Det første bogstav, et ‘A’, blev ‘stjålet’ fra Picasso i 1983 på Centre Pompidou.
Pedersen har altid spurgt om lov til at stjæle bogstaverne, som skulle hentes fra det originale værk. Tyverierne foregik for det meste ved højlys dag, idet det krævede en omfattende undersøgelse af værkets komposition og farvesammensætning, samt en forståelse af billedets særpræg og ‘sjæl’. ‘Y’ er hentet fra et keramisk fad af Erik Nyholm. ‘H’, ‘I’ og ‘O’ er stjålet fra MoMA i New York, fra henholdsvis Robert Rauschenberg, Jasper Johns og Juan Gris.

Han havde egentlig søgt tilladelse hos MoMA til at stjæle bogstaverne, men var kommet til at sende brevet til det forkerte museum – så han var nødt til at snuppe bogstaverne i smug med en skitseblok og farveblyanter. Han skyndte sig derefter hjem på hotellet for at male dem på lærreder, inden de blev spoleret af andre indtryk.

‘J’ skulle have været hentet fra et maleri af Braque på et galleri i New York, men det lykkedes ikke at finde det, da han kom til byen, og han måtte derfor tage bogstaver fra en unavngiven kunstner, som senere skulle vise sig at være Pedersen selv.

Det sidste bogstav, ‘G’, stjal han fra hans gamle ven fra Ung Kunst i Aarhus, Teddy Sørensen.

Det var aldrig tanken, at det færdige værk skulle sælges. Det skulle heller ikke udstilles på et kunstmuseum, men derimod gives tilbage til digterne og forfatterne.

Kunstnerisk konsulent på Statsbiblioteket i Aarhus, Erik Winckler, foreslog at biblioteket skulle erhverve værket. Larsen rejste til Paris og mødtes med PP over en frokost, men kunstneren nægtede at sælge det – dog ville han gerne forære Det Stjålne Alfabet til biblioteket.

Udstillingen Stilhedens Alfabet på Museum Jorn danner ramme om den første samlede museale præsentation af Det Stjålne Alfabet.