Magisk – når videokunsten flytter på landet

Magisk – når videokunsten flytter på landet

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: Still fra Der er andre verdener at vise/ Outside is Present

I den lille, hyggelige landsby Selde med 350 indbyggere sker der for tiden noget helt særligt. Byen er kendt som Skulpturlandsby Selde – sted for skulpturforsøg i det offentlige rum – men nu hvor vintermørket sænker sig over land, er borgerne værter for en international videokunstudstilling i byen og i private rum, der herved pludselig er blevet offentlige.

Turen fra Aarhus op til Selde er smuk sådan en funklende efterårsdag, og de sidste kilometer mellem Skive og destinationen er ganske enkelt spektakulære. Deres udsendte ankommer derfor i højt humør og bliver modtaget af Margrete Møller, som er formand for borgergruppen bag Den Selvejende Institution Skulpturlandsby Selde. Hun byder på frokost og en snak ved køkkenbordet om byens særegne lyst til at engagere deres egne og byens ressourcer i kunst og kunstnere.

Selde som kunstnerisk samlingssted
Gennem en årrække er Selde blevet et kendt og anerkendt samlingssted for nationale og internationale, professionelle kunstnere, der bruger byen som arbejds- og udstillingsrum. Det er sket på baggrund af et ønske fra borgerne i landsbyen og er kun muligt, fordi mange af dem leverer hjælp til selvhjælp i tæt samarbejde med kunstnerne og kuratorerne – for nuværende er det billedkunstner Marianne Jørgensen, som de sidste år har været kunstfaglig primus motor i det komplekse og tværfaglige samarbejde, som pågår i Selde, og som i 2018 opgraderes til en biennale.

Hidtil har fokus været på skulptur og installation i det offentlige rum, og det er ligesom let at forstå, men dette års satsning på videokunst er derimod en ganske anden sag. Ikke kun fordi videokunst ikke har den store tiltrækning på offentligheden i almindelighed, men også fordi Selde ikke er nogen metropol, og derfor af indlysende grund ikke har et stort, teknisk kvalificeret netværk at læne sig op ad i bestræbelsen på at facilitere videokunsten.

Private biografejere
På den baggrund er det åbenlyst ambitiøst af Marianne Jørgensen at satse på videoformatet, og det er imponerende at opleve, hvor godt det er lykkes og respektindgydende at se det medansvar, som alle de små private ’biografejere’ mobiliserer i udstillingsperioden. De 13 videokunstnere har brugt byen og borgerne som materiale i nye videoproduktioner. Værkerne er tilgængelige f.eks. som projektioner på en husvæg, i et vindue, i et privat hjem, i garager, i Dagli’Brugsen eller på skolen.

Kunstnerne arbejder med vidt forskellige greb indenfor videomediet: Dokumentar, spillefilm eller mere teknisk- og konceptuelt eksperimenterende produktioner. Videoerne er blevet til i tæt samarbejde med borgerne, og flere af dem optræder som statister eller skuespillere – andre portrætteres.

Katja Bjørns værk installeret i Dagli’Brugsen i Selde. Foto: Ole Bjørn Petersen

Dagli’Brugsen som samlingssted
Katja Bjørn har f.eks. inviteret alle beboere i Selde til kaffeslabberas på p-pladsen foran Dagli’Brugsen – her kunne de vælge at betræde en scene og dermed blive optrædende i videoværket, som nu kan opleves i vinduerne i Brugsens indgangsparti. Her er det tydeligt, at borgerne havde en super hyggelig dag sammen, og at de lidt efter lidt har samlet mod til at betræde scenen og lade sig filme. Værket er i al sin enkelthed dybt fascinerende. Det fremstår i sort-hvid med enkelte staffagefarver og fungerer perfekt i dets kontekst, hvor det også understreges, i hvor høj grad Brugsen fungerer som byens daglige samlingspunkt og mødested.

Børn af Selde
Eva Koch tager med nænsom og sikker hånd fat på de 70 børn og unge i Selde. I ganske få sekunder får hver af dem lov til at træde frem i videolyset. Det sker på en gavlvæg på et hus i hovedgaden, hvor børnene et efter et kommer til syne således, at de mange, små portrætter tilsammen danner en perlerække af nysgerrige, generte, prøvende og legende tilstedeværelser. Hver og en afslører de spirende individuation, som er fundamentalt gribende og smuk, og som peger på de ressourcer, som børnene i virkeligheden er for sig selv, hinanden, byen og fremtiden.

Eva Kochs værk installeret på en husgavl i Selde. Foto: Barbara Katzin

Ingen amatørisme
Kurator Marianne Jørgensen vurderer, at de forudgående fire års arbejde med Skulpturlandsby Selde har gjort det muligt i år at gennemføre et så ambitiøst og komplekst projekt som dette. Undervejs har alle lært en hel masse om kunst bl.a. det, at der aldrig gås på kompromis med kvaliteten – ingen amatørisme. Samarbejdet mellem borgere og kunstnere har derfor udviklet sig til et gedigent fællesskab omkring raffineringen af de muligheder, som bysamfundet har fået adgang til at udnytte. Mentorordningen, hvor borgere støtter kunstnerne, tager medansvar for værket og for kunstnernes arbejdsvilkår, har naturligvis i denne sammenhæng også bidraget ekstraordinært til hele kunstprojektet og er et centralt element i Skulpturlandsby Seldes succes helt generelt – et eksempel på ægte samskabelse og borgerinddragelse på et højt, (kunst)fagligt niveau.

Den rette og den fejle side
Det er hyggeligt at gå rundt i byen og finde videoerne rundt omkring, mens mørket sænker sig.

I et lille udhus smider jeg mig i en blød sofa og ser Sonja Lillebæk Christensens æstetisk meget smukke og indholdsmæssigt underfundigt tankevækkende Forener/Adskiller. I værkets voice-over funderer kunstneren med afsæt i sin egen herkomst fra det vestjyske over de lokales forhold til havet, vandet i Limfjorden og til fjordfiskerne og dem på Fur – Det der med at være på ’den rette’ eller ’den fejle’ side er et gammelkendt fænomen i lokalområdet, og noget som gennem generationer har givet næring til mytedannelse og eksklusion på tværs af vandet så at sige.

Sonja Lillebæk Christensen: Forener/Adskiller. Foto: Barbara Katzin

Kompleks videoantropologi
Idet solen går ned på en spektakulært skyet himmel befinder jeg mig på et nedlagt gartneri, hvor lyset spejler sig i en vandfyldt pool, som ikke er færdigetableret, men henligger absurd utilknyttet i en form for Terrain Vague. Ved siden af den lyser Eva La Cours skulpturelle videoinstallation Vejrfænomenologi & Videohistorik op. Det er en æstetisk og stemningsfuld montage af billeder, der tilsammen skaber en digital repræsentation af noget, som ligner natur og lys. Stedet, naturen og videoen smelter smukt sammen her i guldaldersolnedgangslyset. Fortid møder nutid, og det sker på en sælsom, flermedial facon, hvor videoen er en medierende faktor, mens vandspejlet og vinden samtidig animerer den omgivende natur.

For at forstå kompleksiteten og graden af stedets involvering er det relevant at vide, at Eva La Cour er billedkunstner og visuel antropolog. Hun udforsker bl.a. andre kvindelige kunstneres historier for bedre at forstå sig selv som historisk subjekt. I Selde har hun undersøgt en lokal, kvindelig billedkunstners særegne livshistorie: Emilie Demant Hatt levede fra 1873 til 1958. Hun voksede op i Selde, har lavet mange billeder fra egnen, hun har sågar lagt navn til Emiliehøjene – to gravhøje, hvorfra kan man se ud over Limfjorden til Fur. Store dele af sit liv rejste hun rundt i Nordsverige blandt samerne og udførte dér en slags feltaktivisme, der manifesterede sig i hendes kunstneriske arbejde. Det meste af dette findes i dag i Museum Sallings samling og på Nordiska Museet i Stockholm. Eva La Cour undersøger, hvordan Emilie Demant Hatts kald mod Nordsverige står i forhold til hendes egen interesse for forholdet mellem praksis og konstruktion af viden, landskab og Arktis. Hvordan står en malerpraksis i begyndelsen af sidste århundrede i forhold til kunstnerisk forskning i dag?

Eva La Cour: Vejrfænomenologi & Videohistorik. Foto: Barbara Katzin

Don Quijote i Selde
I et vidunderligt velduftende og vinprydet drivhus ses Hanne Nielsen og Birgit Johnsens sort-hvide Der er andre verdener at vise på en storskærm. Videoen er optaget i Selde med hjælp fra et professionelt produktionsselskab. Kunstnerne optræder som filmens hovedpersoner – til hest og på æselryg. I turneringen af det dramatiske udtryk anvendes statister, rekvisitter, røg og lys.

Værket tager afsæt i stereotype mediebilleder dels fra verdens konfliktområder, dels fra ‘Udkantsdanmark’. Selde transformeres i videoens fiktionalisering til ét af verdens brændpunkter. Videoen parafraserer over Don Quijote – Miguel de Cervantes’ berømte, gale ridder, der sammen med sin gode tjener og nabo bekæmper vindmøller i 1600-tallets Spanien. Romanen er moderne pga. dens mange, intertekstuelle krydsklip, leg med fiktioner, uregelmæssig stil og umage sammensætninger. På samme måde har fortællingen hos Johnsen og Nielsen et kluntet og komisk præg, og videoen er som hos Cervantes også en subtil og satirisk samfundskritik, som retter fokus mod den evige konflikt mellem ideal og virkelighed, galskab og hverdagsrealisme. Som Don Quijote kan vi moderne mennesker spørge om vi – i en tid præget af gamle værdier og ’fake news’, baseret på fordomme og ensretning – ikke hellere skulle stole på vores sanser og åbne os for ’det fremmede’ – hvor ’galt’ det end måtte forekomme?

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: Der er andre verdener at vise/ Outside is Present. Foto: Barbara Katzin

Jeg ville gerne berette om hver eneste video, jeg så på min vej gennem Selde, mens mørket tog til og kulden bed fra sig. Det lader sig desværre ikke gøre her, men til jer, der har mod på det, kan jeg varmt anbefale en tur til dér, hvor videoen er flyttet på landet. Det ER magisk og hele turen værd!

Kommentarer

Del artiklen

'Magisk – når videokunsten flytter på landet'

Facebook