Paradis på Repeat

Efter instruks fra en tjenerklædt mand og til lyden af Pharrel Williams seneste ørehænger, Happy, begynder en yngre kvinde at danse energisk og smilende rundt mellem de passive tilskuere og øvrige performere, der selvsikkert klapper i takt til den glade melodi, imens de mekanisk nynner med på den simple lyrik.

Vi befinder os i ’Eden’, og her handler det som bekendt om at følge spillets regler.  Find takten, fornægt det onde eller forsvind, lyder mantraet!

Mondrian som ramme
Eden: The Pow(d)er of Fear er en to timer lang, live performance af den finske kunstner Henna Riikka Halonen, baseret på den franske forfatter og filminstruktør Alain Robbe-Grillets film Eden Et Apres fra 1970.

Med en ambitiøs og yderst gennemført scenografi har Halonen forvandlet Lilith Performance Studio i Malmö til en labyrintisk konstruktion, der bedst kan beskrives, som et tredimensionelt Piet Mondrian maleri.

Med Mondrian som ramme træder publikum direkte ind i en autonom, abstrakt verden, hvor virkeligheden kun repræsenteres gennem de spejle, der hist og her har erstattet Mondrians karakteristiske blå, røde, gule og hvide billedelementer, og som således insisterer på at gøre beskueren til en central hovedperson.

Det er dig, det handler om, synes spejlenes budskab at være.

Frygt for eksklusion
Fanget i dette surrealistiske, nærmest helliggjorte rum mellem repræsentation og abstraktion bliver publikum gjort til gidsler i et dramatisk forsøg på at adskille virkelighed fra fantasi.

Som fluer på den glatte billedflade bliver vi således vidne til en perlerække af surrealistiske begivenheder, der umiddelbart ligner uskyldige festlege, som de kunne have udspillet sig på et hvert kollegium, og uden tvivl kandidere til et evigt og lykkeligt efterliv på Instagram og Facebook.

Men legene er ikke, hvad de giver sig ud for. For de dikteres af skjulte magter, idet den tjenerklædte mand efter tilfældighedens princip kaster en terning på et blankt sølvfad, for at afgøre udfaldet. Afhængig af, hvad terningen viser, udvælger han forskellige deltagere, og med kun seks muligheder bliver det hurtigt klart, at spillet vil køre på repeat indtil en af skuespillerne fatter mod til at sætte sig op imod reglerne og udfordre magten.

Men det sker ikke, for hvem vil opgive fællesskabet til fordel for ensomheden? Hvad gør man ikke for at passe ind i billedet? Næret af frygten for eksklusion, får spillet så lov til at fortsætte i de to timer performancen varer.

At fornægte fristelserne
Den skæve magtbalance opretholdes af de alvorligt udseende, tjenerklædte ældre mænd, der som droner bevæger sig rundt i installationen med øjne, der lader til at se alt.

At mændenes job netop er at overvåge og sikre at spillet foregår efter reglerne bliver tydeligt, da to dristige publikummer lader sig friste af det indbydende spil ludo, der er placeret ved et af de små borde. Netop som de har placeret sig, er drone-manden over dem, for at bede dem rejse sig.

Fri leg er ikke tilladt, men fristelsen er allestedsnærværende. Det er vanskeligt ikke at lade sig rive med af den glade stemning, de appetitlige omgivelser og de smukke unge mennesker, der på skift danser til Happy, drikker farverige drinks eller forfører hinanden indtil tjeneren bryder ind. Det er ren eyecandy, fornuftens værste fjende.

Ville du selv danse til Happy?
Ligeså abstrakt og metaforisk, som skuespillet i Mondrian-installationen er, ligeså realistisk og ægte er den videodokumentar, som vises i et tilstødende rum.

Her bliver man vidne til skuespillernes egne refleksioner, idet de i plenum diskuterer, hvordan frygten for ikke at passe ind, risikerer at resultere i en negligering af alt det rå og grimme, som unægteligt er en del af virkeligheden.

Tematikken og diskussionen er yderst aktuel, og med Halonens  gennemførte scenografi samt imponerende jonglering med diverse symboler og skjulte referencer må man efter to intense timer konfrontere det ubehagelige, men uomgængelige spørgsmål: Ville du selv danse til Happy bare for billedets skyld?