Mørket er mørkt

Lykke Andersen fotograferer rum, som i forvejen er sat i scene. Ved første øjekast tror man, man ser ind i en rigtig stue eller gennem døren ind til et rigtigt soveværelse. Så får man øje på detaljerne: en snor tværs over døråbningen, det tegnede by-prospekt udenfor vinduet, et hygrometer diskret placeret i hjørnet – små brud i billederne, der komplicerer læsningen. Hvad er reelt og hvad er ikke?

Det viser sig, at fotografierne skildrer udstillingsrum fra Nationalmuseet og Frilandsmuseet. Her er forestillingen om fortiden sat i scene i opstillinger af møbler og genstande, sirligt arrangeret for den besøgendes blik med blændede ruder, i dunkel belysning, og hegnet ind af kæder og lænker. Det er ikke levende rum – snarere størknede konstruktioner af historisk hukommelse.

Rum der er både virkelige og fiktive
Andersen fotograferer altså steder, der på en gang er reelt eksisterende rum, men samtidig fiktive modeller for, hvordan vi ønsker at fortolke den nationale historie og identitet. Scenerne er så at sige fysiske realiseringer af (forestillings)billeder og på den måde både virkelige og fiktive.

Lykke Andersen har gjort det til sit undersøgelsesfelt at fotografere modeller og rum, som netop rummer denne kompleksitet mellem virkelighed og billede. Hun udnytter fotografiets tilsyneladende direkte afbildning af den ydre virkelighed til at pege på, at virkeligheden netop ikke er en enkel størrelse – at det iscenesatte og imaginære simpelthen er en integreret del af realiteten.

Hun har tidligere i serien I skovens dybe… været omkring naturhistoriske museer og fotograferet museal natur, som den tager sig ud i de zoologiske tableauer der. Denne værkgruppe rammer efter min mening kompleksiteten mere på kornet end serien på Esbjerg Kunstmuseum, selvom man da også her kommer på frugtbar glatis i sine umulige forsøg på præcist at definere ‘virkeligheden’ i billederne.

Kældermørke
Hvis man synes, hele denne diskussion om virkelighedens billedlighed er for abstrakt – måske endda fortærsket – kan man i stedet glæde sig over, at billederne har andet at byde på – ikke mindst i den dramatiske lyssætning, der skaber voldsomme kontraster i billederne og et mørke for fantasien at gå på opdagelse i.

Her i det dybe mørke mindes man Carravagio og Rembrandt og andre af fortidens mestre, der evnede at benytte kældermørket til at skabe rumvirkninger af en anden verden og steder i billederne, man kunne forsvinde og miste fodfæste i.

Hvad gemmer sig bag døren?
Lyset i billederne bliver da som sprækker af spotlys i det sorte, og Andersens brug af barokke chiaroscuro-virkninger understreger fint den teatralske fornemmelse af, at det er en mennesketom og tavs scenografi, vi ser ind i.

Uden at være rigtig uhyggelige læner billederne sig op ad grebet fra gyseren: Mørket er mørkt og uigennemtrængeligt med plads til, at forestillingsevnen kan få (altfor) frit spil. Og hvad gemmer sig i kigget gennem åbne døre til nye rum, man ikke helt kan se, hvad indeholder?

Det er næsten i højere grad i dette mørke, at det udefinerbare fremkaldes end i den mere teoretiske diskussion om virkelighedens og billedets gensidige overlejringer.

Beredskabsstyrelsen – og Borgergade
I udstillingsrummet på Esbjerg Kunstmuseum flankeres billederne fra museerne af en serie billeder fra beredskabsstyrelsens øvelsesområde – også med sort-hvidt eftertryk på kontrasterne.

Desuden har Lykke Andersen installeret en række billeder i tilmurede vinduer i en bygning i Borgergade i Esbjerg centrum. Disse værker uden for museet var dog ikke installeret, da undertegnede besøgte Esbjerg.