Mikkel Bogh: “Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum”

Mikkel Bogh: “Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum”

Mikkel Bogh, direktør for SMK - Statens Museum for Kunst. Foto: SMK - Statens Museum for Kunst.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

En vigtig del af de senere års udvikling i museumsinstitutionerne har handlet om at øge diversiteten, så museerne ikke længere blot fortæller “den hvide, vestlige mands kunsthistorie”. Ifølge Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, er denne udvikling en del af en bredere samfundsmæssig erkendelse af, at museerne ikke blot er neutrale størrelser, men vigtige, levende steder, hvor vi som samfund aktivt forhandler vores fælles historie og identitet.

#metoo, BlackLivesMatter og statuedebattens opgør med Europas – og Danmarks – koloniale fortid. Identitetspolitikken fylder meget i den offentlige debat, også når vi taler om kunst. For kunstmuseerne betyder det også en revurdering af, hvilke kunstnere man viser, og måske endnu vigtigere: Hvordan man viser dem. Ikke mindst når det drejer sig om ældre samlinger og værker, der er uløseligt sammenvævet med en nogle gange problematisk fortid.

I januar skrev direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh en kronik i Politiken, hvori han præsenterede nogle af de problemstillinger, der knytter sig til denne omstilling. Det er på denne baggrund, at jeg en coronanedlukket januarmorgen fanger Mikkel Bogh pr. telefon for at få en uddybende forklaring.

“Når jeg skriver, at ‘museer ikke er neutrale størrelser’, så tror jeg, at det for de fleste professionelle er som at løbe åbne døre ind, for dét er der ikke nogen af dem, der vil mene, at museerne er. Museumsfolk ved, at vi træffer beslutninger, som har afgørende betydning for, hvordan vi forstår os selv som samfund, og som derfor har ret vidtrækkende konsekvenser. Og vi vil også alle have erfaret, at der inden for de seneste 10-15 år er kommet nye generationer og en ny forventning blandt vores besøgende om ikke blot at få serveret ny viden, men også at man har en vis indflydelse eller bliver inddraget på forskellige måder, simpelthen fordi det, de fællesejede og kulturbærende institutioner laver, har betydning”, indleder han.

Alligevel er der ifølge Bogh mere generelt i samfundet en forestilling om, at museer først og fremmest er steder, der opbevarer en samling og gør den tilgængelige for publikum. Og selvom museumslovens såkaldte “fem søjler”, indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, fortsat er museernes kerneopgave, er det ifølge Bogh vigtigt at udvide den almindelige bevidsthed i samfundet – og blandt politikere – om, hvad museerne er og måske i endnu højere grad skal være fremover: Nemlig steder hvor vi i fællesskab forhandler vores historie og vores kollektive og individuelle identiteter. “Det er den aktive, levende rolle, som er kommet for at blive, og der bliver større opmærksomhed på den, måske fordi der i dag opleves at være en mangel på fælles rum, hvori vi på ikke-aggressive måder kan forme bevidsthed og samvittighed”, fastslår Bogh.

Forandring som følge af ydre eller indre pres?

“Jeg er meget interesseret i både det indre og ydre pres, som museer i øjeblikket udsættes for, især i USA, i England og Holland, hvor der – også blandt de museumsansatte – er meget stor opmærksomhed på, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvilke kunstnere vi viser, hvor de kunstnere kommer fra, og hvilke fortællinger og hvilke typer af viden, vi præsenterer.”

Alt det var ikke noget, man for 20 år siden ville have spurgt et museum om. Ønskede man at lave en udstilling om Kandinsky og præsentere hans bedste værker, var det ofte nok i sig selv. “Nu bliver der både i pressen og på sociale medier i langt højere grad spurgt kritisk ind til, hvorfor vi nu for fjerde gang i træk skal se en kanoniseret mandlig kunstner. Hvor bliver de kvindelige kunstnere af? Hvor bliver kunstnere med en ikke-vestlig baggrund af?”

Læs også: Censurens tavshed og dialogens kraft

For Bogh er det dog vigtigt at understrege, at den gradvist øgede diversitet på museerne ikke handler om, at museerne lægger sig ned som følge af et ydre pres, men at der er tale om en bredere samfundsmæssig holdningsændring: “Jeg ser det ikke som et ydre pres fra marginaliserede, identitetspolitiske positioner”, forklarer han: “Der vil altid være nogle, der stiller helt urimelige krav til de offentlige kulturinstitutioner, men jeg ser det som noget utroligt positivt, at museerne og deres meget aktive brugere er opmærksomme på betydningen af de kuratoriske valg, der træffes. Det er et tegn på, at museer ikke længere blot er disse ‘smykkeskrin’ for særligt smukke og værdifulde genstande, men at de frem for alt er levende institutioner i et samfund, der bruger dem til at udvikle og forstå sig selv igennem.”

Nye perspektiver på gammelt stof

Derfor er det ifølge Bogh også utroligt vigtigt, at museerne tager denne rolle på sig og faciliterer en debat omkring samlingerne – ikke mindst omkring de ældre samlinger. “Det er genstande, der bliver oplevet og set af mennesker her og nu, og det stiller nogle krav til, hvordan vi viser dem. Så selvom nogle af mine kollegaer i udlandet kan være bekymrede for at åbne visse udstillinger, fordi de er bange for repressalier – og det er jo isoleret set ikke en situation, jeg hilser velkommen – mener jeg generelt, at det er et udtryk for, at vores brugere er blevet mere interesserede i os”, uddyber han.

Yuki Kihara: First Impressions, 2018. Courtesy of Yuki Kihara, the Fine Arts Museums of San Francisco, the Ny Carlsberg Glyptotek, Copenhagen and Milford Galle. I Yuki Kiharas First Impressions af Paul Gauguin fra 2018, som Glyptoteket også ejer en udgave af, er der livlig og indforstået diskussion om, hvad det egentlig er, der er gang i på billedet Den onde ånds morskab.

Før den aktuelle coronanedlukning kunne man eksempelvis opleve udstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du så vred? på Glyptoteket, der fik sat spørgsmålstegn ved kunstnerens problematiske forhold til “den eksotiske anden”. Når forholdene tillader det, åbner SMK selv en udstilling med ekspressionisterne Kirchner og Nolde, som ses i et kolonihistorisk perspektiv.

Læs også: At se på fortiden med åbne øjne og at inddrage andres synsvinkler er en svær, men nødvendig øvelse

“Hvor museerne for 20 år siden måske blot ville have vist deres kunst og klassificeret det som ‘primitivisme’ og ‘modernisme’, så lægger vi i denne udstilling op til debat og stiller spørgsmål. Eksempelvis spørger vi, hvordan og hvorfra kunstnerne rekrutterede deres sorte modeller? Hvad var det for en selvbevidsthed og diskurs, der styrede kunstnere til at have dette blik på dem, og hvordan kan det aflæses i billederne? Og hvordan hænger ekspressionistiske billeder med sorte, dansende mennesker sammen med billeder og plakater fra de udstillinger, man kunne opleve i eksempelvis zoologiske haver indtil langt ind i det 20. århundrede, hvor mennesker fra forskellige lande og kulturer blev stillet til skue for den nysgerrige hob? Vi prøver at trække kunsten ind i en bred kulturhistorisk sammenhæng, ligesom Glyptoteket gjorde i forbindelse med deres udstilling om Gauguin”, forklarer Bogh.

Ikke blot hvad der siges, men hvem der siger det

Sideløbende med et øget fokus på hvad der formidles, er der også kommet større opmærksomhed på, hvem der er afsenderen. Den kommende udstilling med Kirchner og Nolde bliver skabt i samarbejde med Stedelijk Museum Amsterdam, og udstillingerne bliver ikke helt identiske. Blandt andet vil man i Holland ikke kunne opleve de såkaldte Benin-bronzer, der oprindeligt stammer fra kongedømmet Benin (beliggende i nutidens Nigeria), men som blev stjålet af engelske soldater, der brændte slottet ned, hvorefter genstandene blev solgt til europæiske museer. På grund af Hollands kolonihistorie er det ikke muligt at vise genstandene der, da man vurderer, at det vil give et alt for stort pres på museet. Og museernes bevidsthed om deres egen position er vigtig:

Ikke registreret kunstner, New Ireland: Uli-figur, beg. 20. årh. Foto: Dirk Dunkelberg, Berlin.

“Vi vurderer, at vi godt kan vise Benin-bronzerne og har selvfølgelig været i dialog med folk i udlandet – blandt andet fra Nigeria. Bronzerne vises i sammenhæng med et interview med den nigerianske kunstner Enotie Ogbebor fra den såkaldte ’Benin dialog-gruppe’, der fortæller om bronzernes betydning og baggrund. Der er mange rigtigt gode, historisk bevidste museer rundt omkring i verden, som i stigende grad inviterer forskellige interessenter og blikke med i den kuratoriske proces for at sikre sig, at der ikke opstår for mange blinde vinkler i formidlingen af en følsom historie.”

Et museum der i disse år er særligt aktivt i konkrete forhandlinger om repatriering af genstande, men som også demonstrerer en bevidsthed og tager publikum med på en overvejelse om, hvor genstandene kommer fra, og hvordan de er blevet tilvejebragt er Pitt Rivers Museum i Oxford.

I museale kredse er der for tiden også rettet et stift blik mod de etnografiske og kulturhistoriske museer, fordi deres samlinger er uløseligt sammenvævet med den europæiske kolonihistorie. “Mange af dem er helt utænkelige uden koloniseringen, og gud nåde og trøste det etnografiske museum, som vender den historie ryggen”, fortæller Bogh.

Udvikling over lang tid

Men det er ifølge Bogh en udvikling, der har været længe undervejs i museumsverdenen, og ikke noget, der pludselig er opstået i kølvandet på #metoo og BlackLivesMatter: Det første store, og symbolsk meget vigtige skridt, som fik stor betydning for måden også kunstmuseer arbejder på, var en udstilling på The Smithsonian Institution i Washington, der i starten af 90erne inviterede den afrikansk-amerikanske kunstner Fred Wilson til at lave en udstilling med museets samling med titlen Mining The Museum.

“Det var en kunstnerisk installation i et kulturhistorisk museum, hvor Fred Wilson tog genstande op fra arkiverne og derigennem fortalte om den glemte og undertrykte historie om amerikansk slaveri af afrikanere. Udstillingen introducerede et helt nyt greb og en ny bevidsthed, som jeg tror, har haft meget stor betydning.”

Læs også: Jeannette Ehlers: “Kunsten kan ryste os og få os i gang med at tænke på nye måder”

Den øgede selvbevidsthed begrænser sig dog langtfra alene til kolonihistorie: Henie Onstad museet i Oslo er begyndt at indsamle og opsætte udstillinger med kunst fra det samiske mindretal i Norge. Og en bred vifte af museer, fra Tate Modern til Louisiana, har som erklæret mål at sikre større kønsmæssigt og etnisk balanceret repræsentation i deres udstillingsprogrammer.

“Det nytter ikke noget at vise fem udstillinger i træk med mandlige, midaldrende, hvide kunstnere: Der skal simpelthen være en større diversitet i programmet”, fastslår Bogh. “Hver anden udstilling, Louisiana laver, er efterhånden med en kvindelig kunstner. Men går du 10-25 år tilbage, så vil du se, at der er langt imellem udstillingerne med kvindelige kunstnere på Louisiana – og på SMK, for vi har ikke været spor bedre selv.”

Læs også: En vigtig manifestation: kvindelige surrealister på Louisiana er en overvældende oplevelse

Udstillingsview, Fantastiske Kvinder, Louisiana 2020. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co.

Valg, fravalg og museernes troværdighed

Men betyder den øgede diversitet så, at man må fravælge kunst, der isoleret set er interessant nok, og er der en risiko for, at den øgede opmærksomhed på bredde risikerer at skabe nye ’blind spots’?

“Når man træffer nogle valg, så foretager man også nogle fravalg. Som museum har man begrænsede midler, begrænset tid og begrænset plads. Du kan ikke vise det hele og stille alle tilfredse”, mener Bogh. “Jeg tror, det vigtige er, at man har en metodisk reflekteret, strategisk tilgang og sikrer sig, at flere af de valg, man træffer, sker i dialog med et bredt panel af relevante sparringspartnere uden for institutionen.”

Museernes rolle som aktive medspillere i samfundsdebatten lægger også an til et spørgsmål om troværdighed. Nogle museer anlægger en klar profil i forhold til f.eks. køn eller klima. Hvordan agerer man som institution troværdigt, så det ikke risikerer at fremstå som rene symbolske handlinger og markedsføring?

“Der er en risiko for greenwashing – og jeg ved ikke, om der er noget, der hedder “colonial-washing”, eller hvad pendanten nu måtte være. Men jeg tror, at dommen vil falde hårdt over dem, der ikke har gjort arbejdet ordentligt, truffet klare, velreflekterede beslutninger om, hvor de vil hen, og investeret ressourcer i faktisk at gøre en forskel”, mener Bogh.

Ernst Ludwig Kirchner: Siddende model med vifte, 1911. Foto: SMK.

På SMK har man tilført mange ressourcer til den forskning, der ligger til grund for den kommende Kirchner/Nolde-udstilling. Det kolonihistoriske forskningsarbejde i forbindelse med udstillingen har stået på i fire år, og museet har blandt andet kaldt kulturhistorikere ind fra Papua Ny Guinea og New York. “Vi er gået grundigt til værks, for det er ikke nok med en tekst på væggen, hvor der står, at vi har tænkt på dén del af historien. Det skal også komme til udtryk i udstillingens design, i valg af genstande, i sproget og i de spørgsmål, publikum inviteres med til at komme med svar på. For hvis der er én ting, der er værre end at være blind eller uopmærksom, så er det at være kalkuleret eller udspekuleret som institution; det tror jeg ikke, at publikum har særligt stor tålmodighed med!”, understreger Mikkel Bogh.

For Bogh er det vigtigt at slå fast, at den udvikling, der i disse år finder sted på museumsområdet, ikke er et resultat af tonen i den aktuelle, identitetspolitiske debat. “Der er tale om en udviklingstendens inden for arkæologi, etnografi og kunsthistorie og i den kuratoriske praksis. Det er selvfølgelig svært at sige, hvor den egentlige årsag ligger, for udviklingen på museerne sker jo i dialog med vores omverden. Men det er meget vigtigt for mig at understrege, at hverken jeg eller mine kollegaer i Danmark oplever at være underlagt en udefrakommende tvang – selvom jeg ved, at der er museumsdirektører i både USA og Holland, der føler et sådant pres”, afrunder han.

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Del artiklen

'Mikkel Bogh: "Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum"'

Facebook