Løber mod tiden er et nyt videoværk af kunstneren; et værk der i Skulpturgaden på Statens Museum for Kunst udfolder sig over fire skærme. Foran står en gigantisk hundeslæde med ATV-dæk og bundet med farverige silkesnore, som synes at træde ud af et rokokomøblement. Slæde på vej er dette værks titel, og bagved løber og løber Jessie Kleemann i sneen ved Ilulissat som den evigt stereotypiserede grønlænder, mange europæere har placeret bag en hundeslæde. Eller som et menneske i et kapløb med klimaforandringernes transformerende kræfter.

Værket iscenesætter nogle tematiske spor, der løber igennem Jessie Kleemanns praksis; krop og kropsliggørelse, det tværkulturelle, koloniale forhold mellem Danmark/Europa og Grønland/Arktis som både en tilstand og et traume samt mennesket, landskaber og klimaforandringerne, som var et gennemgående tema i digtsamlingen Arkhticós Dolorôs, udgivet på Forlaget Arena i 2021.

Jessie Kleemann er performancekunstner, men hendes praksis spænder også over digte, grafik og maleri. Hvor udstillingen Tiden løber løber tiden på Statens Museum for Kunst fokuserer på hendes performances, tager udstillingen Lá. Læ. Likkja. Magna. på Rønnebæksholm fat i hendes nyere malerier og grafik.

De historiske tilstande

Lá. Læ. Likkja. Magna. er fire norrøne ord, der betyder lå, gift, lig og trolddom. En titel som også peger på nogle af de historiske tilstande, som Jessie Kleemann udforsker og dykker ned i gennem sin kunst. Udgangspunktet for udstillingen på Rønnebæksholm var, at Jessie Kleemann erfarede, at nordboerne havde været helt oppe omkring det, som i dag er byen Upernavik, hvor Kleemann er født.

Nordboerne blev et centralt argument i koloniseringen af Grønland. Da Hans Egede kom til Grønland i 1721 og dermed påbegyndte den dansk/norske kolonisering af landet, var han netop på jagt efter nordboerne. For at få tilladelse til denne rejse af den dansk/norske konge brugte Egede blandt andet argumentet, at Grønland på grund af nordboerne retteligt tilhørte det danske rige. Dette kalder på lidt mere baggrund.

Nordboerne er et af de folkeslag eller kulturer, som i en periode har beboet den arktiske ø; gennem de sidste 4500 år har forskellige kulturer såsom Saqqaq, Dorset og Sen-Dorset, Independence I og II beboet øen. I år 985 anduvede Erik den Røde en sommerdag øen med, hvad vi i dag kalder, nordboerne og kaldte øen Grønland. De bosatte sig som bønder i Sydgrønland samt i fjorden omkring Nuuk. Omkring 1200 indvandrede Thulekulturen eller inuit nordfra, som er den moderne grønlænders forfædre. Nordboerne forsvandt igen med den lille istid midt i 1400-tallet, så Hans Egede fandt dem ikke. Der findes mundtlige fortællinger indsamlet i midten af 1800tallet, som fortæller om drabelige møder mellem inuit og nordboere, men der findes ikke arkæologiske beviser for krigsfærd mellem de to folk, og disse fortællinger blev indsamlet 400 år efter, at nordboerne var væk og 100 år efter, at Hans Egede kom og spurgte efter dem.

Dette potentielle møde kunne kaldes én af de historiske tilstande, som Kleemann dykker ned i. Ikke for at finde endelige svar, men fordi disse tilstande rækker op i vores nutid og forforståelser af verden omkring os; den historie som klæber til os alle.

Det er tilstande, som i Kleemanns værker bliver genforhandlet med kroppen, bevægelsen og sproget. Hendes værker er ikke entydige, men indeholder mange lag og veksler mellem det personlige – kroppen, med det traume og den historie, den bærer med sig – og det kollektive kulturelle traume og historien, som den er blevet os overleveret.

Billedet hun maner frem er komisk

I Kleemanns performances inkorporerer hun oftest genstande med kulturelle konnotationer såsom skibskiks, hvidt mel, perler, orsoq/sælspæk, en tromme plastret til med rødt latex, tråde, ulu (kniv), hvidt gennemsigtigt stof. Objekter hun bruger til at skabe billeder med.

I åbningsperformancen på Rønnebæksholm tager Kleemann pludseligt en over en meter lang plakatrulle op til øjet og spejder ud over publikum. Billedet, hun maner frem, er komisk, og vi er en lille gruppe blandt publikum, der griner. Kleemann står i undertøj med en lang kikkert for øjet og spejder ud over et dansk publikum, som en anden Columbus på jagt efter nyt land.

Humor er en væsentlig del af Kleemanns performances; det skæve og absurde. Dét som får os til at se på os selv atter og igen. Her får vi et komisk billede på opdagelsesrejserne, der førte til de europæiske koloniseringer og også bragte videnskaberne med sig. En rejse der ydermere ligger dybt i Europas aner, hvor også mange folkeeventyr bevæger sig mellem hjem-ud-hjem, som senere blev til dannelsesrejsen. Dog er disse rejser alt andet end uskyldige, og Kleemanns performative billede kan stille spørgsmålstegn ved, hvordan man bruger og (mis)repræsenterer den Anden til at finde sig selv?

Et andet sted i performancen måler Kleemann omkredsen om sit hoved for så at måle udvalgte publikummers hovedomkreds. Hun sammenligner med sit eget og laver grimasser, da en mand har et meget større hoved end hende selv.

Det er komisk men bringer også tankerne hen på et af kolonitidens mørkeste kapitler, da europæeren med antropologien som videnskab indsamlede, målte og indekserede kranier og oprindelige folkeslag i en absurd skala fra primitiv til civiliseret. ”Jeg savner mine hjørnetænder”, siger Kleemann i lydsporet til performancen.

Det er et blødende sår, der kommer op til overfladen; noget vi ikke kan hele, men konstant med vores kroppe må forholde os til. Kolonitiden og forholdet mellem Danmark og Grønland, mellem os selv og den anden, mellem os selv som kroppe og den personlige samt den fælles historie.

Med en firkant om munden

På Statens Museum for Kunst vises værket Kinaasunga fra 1988, og udover at være Grønlands første videoværk er det også en bearbejdning af et personligt traume. Med en firkant om munden, som er hun forhindret i at tale for sig selv, bevæger Kleemann sig i abrupte og stramt koreograferede bevægelser, som vil noget ud, der ikke kan finde eller må få et udtryk.

‘Kinaasunga’ kan både oversættes til spørgsmålet ”hvem er jeg?” samt til udsagnet ”hvem jeg er”. Et digt med samme titel akkompagnerer bevægelserne. Det blev senere en del af Kleemanns første digtsamling Taallat Digte Poems udgivet i 1997. Digtet på grønlandsk gentages, forvrænges og brydes op igennem værket.

”Fordi jeg ikke er nogen / fordi jeg ikke er dig / leder jeg efter mig” lyder en del af det oversat til dansk.

Med dette værk fandt Kleemann sin stemme i performancen og en vej at gå. Kleemann har en mere en 40-årig kunstnerisk karriere bag sig på den grønlandske, nordiske og internationale kunstscene – og de sidste 20 år desuden på den danske.

Hun blev i 1977-78 uddannet på Tuukkaq-teatret ved Fjaltring, på Grafisk Værksted (i dag Grønlands Kunstskole) i Nuuk samt gennem rejser og udveksling med andre oprindelige folk. Tidligt blev hun en del af den samiske kunstscene, som den udfoldede sig omkring kunstnergruppen Mázejoavku eller Masi-gruppen i Sápmi/Nordnorge.

Fra 1984-91 var Jessie Kleemann leder af Grønlands Kunstskole og har både her og med sin mangeårige praksis været med til at inspirere mange samtidskunstnere på den grønlandske kunstscene, men også på andre kunstscener i randområderne af den centraleuropæiske kunstscene.

Hun fandtes allerede

Ingen af de to udstillinger påstår på nogen måde at have fundet Jessie Kleemann; hun fandtes allerede. Ligesom mange andre kunstnere findes og eksisterer i netværk og på kunstscener i randområderne af de europæiske akademier og den oftest eurocentriske kunstscene domineret af de centraleuropæiske storbyer (København, Stockholm, Oslo, Helsinki, London, Paris, Berlin…). En eurocentrisk kunstscene hvor kunstnere fra for eksempel Grønland ofte må kæmpe for ikke at blive kurateret som grønlænder før som kunstner.

Begge institutioner tager med præsentationen af Jessie Kleemanns værker korporligt fat om repræsentation, og værkerne virker tilbage på den koloniale virkelighed, vi lever i – selv på den mere og mere opvågnende danske kunstscene.

Fortidens tilstande synes at reproducere sig selv, når for eksempel fotograf Inuuteq Storch udnævnes til at repræsentere Danmark og ikke Rigsfællesskabet eller Grønland ved Venedig Biennalen næste år. I dette sprogbrug synes et kollektivt amnesia eller glemsel at være i spil, da Venedig Biennalen er født ud af 1800- og 1900-tallets Verdens- og Koloniudstillinger, hvor Danmark som kolonimagt netop viste grønlændere og Grønland frem (oftest med kunst og etnografika). En tilstand – at blive set på og at blive repræsenteret – som Kleemann i sin kunst igen og igen vender tilbage til og forsøger at gennemtrænge.

Kaffegrums på klippen

Kamiit hedder et af Kleemanns nyere værk i udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor skinnende farvede kamikker i 3D-print går på række i kaffegrums. Kamiit er i tråd med Kleemanns andre nyere værker på SMK en kommentar til mennesket på en opvarmet og transformeret klode – og måske også til at klima og kolonialisme ikke kan skilles ad.

Samtidig er Kleemann i flere værker vendt tilbage til kaffegrumsen. For eksempel i en homage til Pia Arke og hendes bog Scoresbysundhistorier samt værket Jord til Scoresbysund; i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund kaster Arkes svigerinde kaffegrumsen ud af vinduet til at så blomster i på et sted, hvor der primært er klippegrund. Bastarden eller blandingen mellem det arktiske og det europæiske udfolder konstant nye bevægelser og afsøgninger af sprog hos Jessie Kleemann.

Styrken i hendes værker er, at man ikke behøver at have ovenstående historiske kontekst for at blive indfanget af hendes digte, performances og malerier; den krop og kropslighed, som er til stede, rummer meget mere end historiske årstal.

Jeg var engang til en performance, hvor Jessie Kleemann lå på gulvet og i et stykke tid kun bevægede lillefingeren. Og rummet emmede af den opslugte ro, der opstår, når alle fokuserer på det samme. Som var spørgsmålet, der løber igennem Jessie Kleemanns værker: Denne krop i dette rum; hvad er den for noget?