Censurens tavshed og dialogens kraft

Censurens tavshed og dialogens kraft

Fra Visionssalonen på Charlottenborg. Foto: Maja Bundgaard Hjorth

En blank og vårfrisk dag
3 sep – 15 jan 2017
Arbejdermuseet

Simone Aaberg Kærn: Batalje
6 okt – 15 jan 2017
Kunsthal Charlottenborg

Den seneste Visionssalon om “Kunst, konsensus, censur” tog et brandvarmt tema op, der ikke endte i en stor principiel diskussion, men en understregning af, at vejen udenom censurens tavse magt er brolagt af empati, faglig anerkendelse og samtale.

En kold tirsdag eftermiddag, den 8. november, inviterede Bikubenfonden og Kunsthal Charlottenborg til en Visionssalon med temaet “Kunst, konsensus, censur”. Visionssalonerne handler ikke så meget om udstillingspraksisser, men er nu mere lig Reumertsalonerne et undersøgende og debatterende rum i forhold til nogle ret aktuelle problematikker.

Til denne salon var det så al balladen om Simone Aaberg Kærns maleri Batalje, udstillet indtil midt i januar på kunsthallen, der var afsættet. Det skulle dog vise sig at fylde ret lidt i eftermiddagens prekære samtale.

Aktuelle stemmer
Panelet bestod af Mikkel Bogh (direktør, Statens Museum for Kunst), Simone Aaberg Kærn (billedkunstner), Søren Bak-Jensen (direktør, Arbejdermuseet) og Solveig Gade (lektor på Dramaturgi, Aarhus Universitet), med Klaus Rothstein (forfatter og journalist på P1 og Weekendavisen) som moderator. Bogh på grund af hans involvering i ‘neger-gate’ på SMK, hvor de bortredigerede ‘n-ordet’ fra en række værkbeskrivelser. Bak-Jensen på grund af hans censur i forbindelse med udstillingen En blank og vårfrisk dag. Og sidst, Gade med en forhåbning om, at hun kunne kontekstualisere sagerne, værkerne og konflikterne.

p1000246_maja-bundgaard-hjorth

Der var lagt to spørgsmål ud som ledetråd:
1.  Findes der blandt kunsthaller, museer og udstillingssteder en egen konsensus i forbindelse med deres valg og fravalg af kunst og kunstnere til udstillingerne?
2.  Har en form for underliggende censur eller selvcensur sneget sig ind i kunstrummet, uden at vi har lagt mærke til det?

Dem fik vi ikke svar på, kan jeg allerede nu afsløre…

Til gengæld blev vi ført gennem baggrunden for og processen bag en række aktuelle sager, der giver et klart billede af, at ‘censur’ er et konfliktfyldt emne, der også er god presse i, men hvor det også bliver klart, at de involverede parter har et stort administrativt og fagligt ansvar for, at det ikke løber af sporet, især når kunsten bliver samtidskritisk. Og redskabet? Ja, den gode gamle samtale eller dialogen og empatien, som en kunstteoretiker måske ville benævne det.

I føling, 2016 på Teater Sort/Hvid.
I føling, 2016 på Teatret Sort/Hvid. Pressefoto

Kunstens empatiske blik
Solveig Gades diagnose over tidens kulturelle produktioner handlede netop om at etablere empati med især de mennesker, vi er afhængige af som krigsførende nation; soldaterne og deres fortællinger, der ellers fortrænges fra det offentlige rum. Hun var selv dramaturg på krigsballetten I Føling, der kombinerede kongelige balletdansere og krigsveteraner i en kunstnerisk undersøgelse af krigen og dens konsekvenser. Forestillingen vandt i 2015 en Reumert som Årets danseforestilling. I dette tilfælde bliver kunsten til et rum, der kan håndtere og potentielt integrere disse stemmer i offentligheden, forklarer Gade og påpeger samtidigt, at dette nye felt for kunsten kræver et forhøjet sensibilitets-beredskab. Den pointe kom vi ikke tilbage til, men den er central for forståelsen af resten af debattens forløb.

Den lykkelige krig vs. socialrealisme
Simone Aaberg Kærn kalder selv sit maleri – et trefløjet maleri (triptykon) med titlen Batalje – et “relationistisk maleri”. Det har dog intet at gøre med den relationelle æstetik, der i slutningen af halvfemserne introducerede et værkbegreb med fokus på det socialt-processuelle og deltagerbaserede. Det er til gengæld et maleri, der ‘bygger på’ mange dialogiske processer.

simone-aaberg-kaern_batalje2-photo-simone-aaberg-kaern-768x467
Simone Aaberg Kærn: Batalje. Foto: Simone Aaberg Kærn

“Jeg elsker at samarbejde,” lød det insisterende fra kunstneren, der med baggrund i både ture til fronten i Libyen og utallige samtaler og en længere skitseproces med Forsvaret (opdragsgiveren til maleriet) endelig kunne præsentere sit maleri i september. Det socialrealistiske maleri passede bare ikke ind i den fortælling, som Forsvaret ville skabe omkring en krig, der i deres øjne havde en lykkelig udgang. Enten kendte de ikke til den aktivistiske åre, der løber i Aaberg Kærns praksis, eller også var empatien med ‘de sejrende soldater’ ikke i kunstnerens fokus.

“Jeg er ikke blevet censureret af militæret, men jeg synes, det er interessant, at generalmajoren beder mig om at lave ‘den lykkelige krig’ på et tidspunkt, hvor han er næstkommanderende i forsvarskommandoen, og general Peter Bartram er ude og lukke ned for illoyale udsagn. Mit maleri viser en sprække,” understreger Aaberg Kærn. Og som man kan se på Kunsthal Charlottenborg, må hun gerne udstille værket.

Det uklare valg
DET spørgsmål var til gengæld hele miseren og omdrejningspunktet for sagen om Emil Elgs udelukkelse fra udstillingen En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet. Direktøren udelukkede værket, fandt det både irrelevant og injurierende, uden at Mette Frederiksen, som Elg kaldte racist i sin performance, overhovedet havde brokket sig. Det forløb forsøgte Søren Bak-Jensen endeligt at få lagt låg på, imens både kunstneren, der fik sit værk bortcensureret og kuratoren, der blev ’overruled’ og fik mundkurv på, sad som tilhørere i salen. Det gik ikke så godt. Måske fordi uklarhederne – især omkring processen, værkets ejerskab og museale skæbne – var massive og stadig uafklarede.

En gensidig dialog havde simpelthen været fraværende, kort sagt, og direktøren var på dybt vand, tydeligvis. At det var en fra publikum, der skulle minde Bak-Jensen om, at han driver et ‘kultur- og kunsthistorisk’ museum og ikke bare et kulturhistorisk (og dermed har et fagligt ansvar ift. kunsten), gjorde det ikke lettere.

Emil Elg: Når jeg ser et rødt flag smælde. Still fra værket.
Emil Elg: Når jeg ser et rødt flag smælde. Still fra værket.

Dialog som fagligt redskab
Budskabet her er altså det gode gamle, demokratiske og faglige redskab: dialogen, også fordi den er første skridt til empatien, indfølingen med den, man står overfor, eller det problem man konfronterer. Dialogen blev også det institutionelle og kuratoriske redskab for Mikkel Bogh, direktør ved SMK, da hans institution blev hvirvlet ind i pressens forsøg på at skabe censur-skandale-journalistik ud af noget, som for museet var helt naturlig praksis – at redigere værkbeskrivelser til tidssvarende betegnelser ud fra saglige og faglige samtaler og vurderinger.

Tvivlen er i Boghs øjne en naturlig kollega i sådanne sammenhænge, så derfor kræver sådanne spørgsmål også en følsomhed over for kunstens betydning i mødet med tidens kunstneriske og politiske kontekst. Og her er løsningen ofte “at vurdere tingene fra gang til gang og have en saglig diskussion omkring det,” lyder det ganske udramatisk fra Bogh, der uddyber:

“Det her var måske et eksempel på mere eller mindre vellykket museumskommunikation. Det tog jo lidt tid at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere den her sag, der var sprunget i luften i hænderne på os. Men det gav også anledning til en del eftertanker og refleksioner over, hvad museumspraksis i det hele taget er?”

På den måde gjorde salonen os en smule klogere på, at censuren ofte er tavs og typisk et resultat af manglende eller usaglig dialog, en lukket dør, som kunstneren Colonel pointerede, imens redigering eller kuratering bunder i en kvalificeret og dialogbåret og faglig vurdering. Og det er ikke i alle samarbejder, at en sådan dialog kan etableres, hvilket Visionssalonen blot understregede.

I føling var en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Teatret Sort/Hvid – en forestilling med dansere fra Den Kongelige Ballet og danske krigsveteraner, der havde været udsendt til Afghanistan. Stykket modtog i 2015 Reumertprisen for Årets Danseforestilling.

Batalje på Kunsthal Charlottenborg er en udstilling af Simone Aaberg Kærns tredelte bataljemaleri om den danske krigsindsats i Libyen. Udstillingen løber indtil den 15. januar 2017.

En blank og vårfrisk dag er en gruppeudstilling på Arbejdermuseet i København, der behandler emner som fællesskab og solidaritet. Udstillingen kan opleves frem til den 15. januar 2017.

Relateret læsning
Læs klumme af billedkunstner, Søren Martinsen om hans syn på sagen omkring En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet.

Læs klumme af kurator på En blank og vårfrisk dag, Kasper Lynge Jensen.

Læs debatindlæg af Søren Bak-Jensen om sagen.

Kommentarer

  • Bjarne Toft Sørensen

    Prisværdigt af Bikubenfonden og Kunsthal Charlottenborg i fællesskab at problematisere, om der blandt kunsthaller, museer og udstillingssteder er en egen konsensus i forbindelse med deres valg og fravalg af kunst og kunstnere til udstillingerne? For selvfølgelig er der det. Og om en form for underliggende censur eller selvcensur har sneget sig ind i kunstrummet, uden at vi (det vil vel sige Politiken Plus segmentet?) har lagt mærke til det? Selvfølgelig har der det. Den lange række af komplekse årsager til fænomenerne er det for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng.

    Som der står i reportagen, fik vi ikke svar på de stillede spørgsmål, hvilket vel må være ret væsentligt, og det kunne have været interessant, hvis Matthias Borello havde turdet problematisere, hvorfor vi ikke gjorde det.

    De deltagende debattører var også velvalgte til arrangementet, set i forhold til de problemstillinger, de hver især var castet som repræsentanter for. Som i de fleste debatprogrammer på TV spillede de desværre deres roller alt for perfekt. De blev i stedet symptomer på de problemstillinger, som de var sat til at debattere, og graden af repressiv tolerance blev alt for udtalt.
    Selv Matthias Borello følger op med udsagnet: ”Budskabet her er altså det gode gamle, demokratiske og faglige redskab: dialogen, også fordi den er første skridt til empatien, indfølingen med den, man står overfor, eller det problem man konfronterer”.

    Her ser jeg for mig en morgenforhandling mellem lederen af en kunsthal og en performancekunstner. Hvor langt skal han gå i udførelsen af dagens performance? De bliver enige om, at den gerne må give indtryk af at være grænseoverskridende, for der er i dag en Politiken Plus omvisning, men at visse elementer udelades, fordi de kan virke stødende.

    For mig at se har vi brug for en ny avantgarde, der tager principper op fra tidligere avantgarder, og som tør udfordre samspillet mellem kunst, massemedier og institutioner i samfundet i dag. En avantgarde, der i store træk respekterer principperne for kunstens autonomi, men som også tør overskride dem for hele tiden at holde os orienteret om, hvor grænserne går.

    Når jeg står over for dokumentationen af Bjørn Nørgårds hesteofring på SMK, minder den mig på nostalgisk vis om afslutningen på en epoke, hvor der var en optimistisk tro på fremtiden. Denne optimisme byggede dog også på en for naiv opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre i en samfundstype som vores.

    http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/tidligere-udstillinger/2010/bjoern-noergaard/om-vaerket-hesteofringen/

    Jeg ved, at værket virker meget provokerende på mange unge mennesker. Hvordan kan museet tillade sig at vise mishandling af dyr?