Med videobroen til virkeligheden

En videoskærm hænger foran et vindue.
Sprosserne i vinduet føres ubrudt gennem skærmens billede og tilbage til beskuerens virkelighed igen. Den faste struktur af lodrette og vandrette linjer binder de to virkeligheder sammen og illusionen bliver fuldendt, hvis man lægger sit hoved i en hagebøjle der er placeret netop der, hvor et kamera optog filmen, der nu vises på skærmen.

Set fra hagebøjlen passer videoskærmen præcist med det omgivende rum. Bevæger man sig bort forskydes linjerne og sammenhængen mellem videobilledet og virkeligheden opløser sig.

Kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen modtog i foråret Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Fra at være uddannede skulptører har de nu flyttet deres primære medie, videoen, ud i en offentlig sfære. Eller lige på grænsen til det offentlige rum.

"Det er en aktivering ikke kun af de der ser på værket, men også det rum der omgiver det," forklarer de med blikket rettet mod et af de senere projekter, Beskuerposition II i Brøndsalen i Frederiksberg Have.

”Værket forholder sig til det offentlige rum, det indgår i en skulpturel sammenhæng og det forholder sig til mødet mellem værket og beskueren” forklarer de to kunstnere.

Hugget i video
Det er et af kunstnerduoens nyere værker, men det rummer en række af de undersøgelsesfelter, der løber som røde tråde gennem de to kunstneres produktion. De er begge oprindeligt uddannet som billedhuggere, men har siden første halvdel af 1990’erne næsten kun arbejdet med videokunst. Som skulptører var det oplagt at bevæge sig ud i det offentlige rum og arbejde skulpturelt, men i dag er det altså med videoen som materiale.

Beskuerposition II viser hvor seriøst de to kunstnere forholder sig til de formelle muligheder og udfordringer, der er særegne for videokunsten og mødet med en offentlighed, der ikke nødvendigvis går på kunstmuseum.

"Vi lavede en installation med en optagelse indefra Brøndsalen henover et helt døgn. I løbet af det døgn nåede det både at sne og tø, og der var trafik, ambulancer, påfugle og andre byrumslyde. Det lavede vi så til et komprimeret billede af tid som blev vist på en skærm foran det udsnit af vinduet som vi oprindeligt havde filmet ud af."

Mødet med beskueren
Dette legende møde mellem værk og beskuer står centralt i Hanne og Birgits kunst. Det er derfra kunsten får sit kritiske potentiale. Der er ikke tale om revolutionær kunst med politiske paroler, der skal krænges ned i halsen på publikum. I stedet arbejdes der med det, der sker, i mødet mellem værk og beskuer og dennes forventninger.

I duoens tidlige værker er der tale om performance og udholdenhedsvideoer, ofte med absurde repetitioner. Hverdagsting sat i spil som for eksempel Afrivning af løg hvor de to kunstnere beslutsomt river løg så tårerne triller. Køkkenredskaberne og tårer peger mod et kønspolitisk engagement, men værket falder ikke til ro i en klar feministisk stillingstagen.

”Vi har altid forholdt os bevidst i forhold til vores køn og kønsdiskurs, ikke på et aktivistisk plan, men i en balance mellem en tematik og problematik og en mere mediemæssig undersøgelse med afsæt i umiddelbart genkendelig virkelighed.”

Udfordring af videomediet
Lige præcis videomediet har været bundet til en konform teknik og et lærred, men lige nu vælter det ind med nye teknikformer som opstår bla. i reklamerne ude i det offentlige rum. Der bliver et helt andet spillerum for den digitale kunst. Udviklingen går hurtigt, men det har også en lang række etiske og kulturpolitiske problematikker.

Da ARoS for et par år siden viste kæmpeprojektionen Camaraderies var skærmen så stor at man som publikum ikke kunne overskue det hele fra et enkelt punkt. Man måtte bevæge sig rundt foran lærredet og hele tiden kun se brudstykker af filmen og dermed blev man bevidst om at der hele tiden foregik ting andre steder på lærredet som man ikke kunne se:

"Camaraderies består af en 15 meter stor projektion, hvor beskueren er nødt til at vælge, hvor man kikker hen – man kan ikke overskue værket i et enkelt blik. Vi arbejdede bevidst med panoramaet og det demokratiske møde med beskueren. Cameraderies er et ankerpunkt for os. Den sætter iscenesættelsen, konstruktionen og virkeligheden i spil på en panoramisk måde.”

Det kritiske lag
Billedsiden viste hvordan forskellige magtforhold udspillede sig mellem mennesker på en stor plads. Det hele begynder i mødet med beskueren – først derefter kommer billedsiden på banen for at underbygge den kritiske tilgang:

”Mødet har nogle andre lag, noget der kan pege ud på noget andet. Det skal selvfølgelig være hjulpet på vej af det man ser – diskussionen af det offentlige rum, ejerskabet til det offentlige rum, de uskrevne regler i rummet og i transitområderne: De områder hvor det hele tiden ændre sig, hvem der har ret til brugen af disse rum.”

Stipendium til arbejdsro
Det treårige arbejdslegat giver de to kunstnere ro til at forfølge en række af de projekter der ellers ikke har fået plads og tid: ”Vi har hele tiden mange projekter kørende – det gør også at processerne bliver længerevarende da nogen må ligge lidt stand-by mens vi virkelig tager fat på et af de andre projekter for at få det realiseret, afprøvet eller afprøvet på ny.

Arbejdsstipendiet kan bruges til at give arbejdsro. Det er tit deadlines til udstillinger og andre arbejdsopgaver der skaber afbrydelser og stipendiet gør det muligt at tage fat på ny med alle de ting vi har startet op.”