Kunsten, priserne, firmaerne

Kunsten, priserne, firmaerne

Eliza Douglas i Anne Imhofs Faust, 2017. Deutscher Pavillon, 57. Internationale Kunstausstellung – La Biennale di Venezia © Foto: Nadine Fraczkowski. Courtesy: Deutscher Pavillon 2017, die Künstlerin

Vis billedserie

Absoluts Art Award blev uddelt i Venedig i åbningsdagene for den 56. biennale i maj. En af biennalens mest omtalte kunstnere, den tyske Anne Imhof, og den amerikanske kunstskribent Huey Copeland vandt prisen. Men hvad betyder det, når kommercielle virksomheder som Absolut uddeler kunstpriser, og hvordan påvirker det kunsten? Det har kunsten.nu talt med Daniel Birnbaum, prisens jurypræsident og direktør for Moderna Museet i Stockholm, om.

”Det handler om at støtte kunstneren direkte,” siger Daniel Birnbaum engageret. For kort tid siden udnævnte han som jurypræsident vinderen af det internationale vodkabrand Absoluts biennalepris, The Absolut Art Award. Med prisen følger 20.000 euro til kunstnerne og yderligere 100.000 og 20.000 euro til deres kunstneriske projekter. Det er derfor, vi taler sammen: For at tale om, hvad der sker i sammenspillet mellem kunsten, priserne og de store firmaer.

2017 Absolut Art Award Jury President Daniel Birnbaum. © Foto: Moderna Museet, Åsa Lunde

”Selvfølgelig har virksomheder altid en eller anden bagtanke med at donere penge. Det kan være for at fremme deres brand eller corporate identity. Og der er dårlige versioner af alting: Statsstøtte, privat støtte og der er sikkert også nogle latterlige corporate støtte-versioner. Derfor er det ikke sådan, at jeg hylder alle støttetiltag. Men hvis en virksomhed vil støtte, og det bliver gjort på en sådan måde, at det hylder kunsten og ikke virksomheden direkte, så synes jeg, at det er en fantastisk ting,” forklarer Birnbaum.

Manden i midten
Daniel Birnbaum har siden 1990’erne indtaget en central rolle i sammenspillet mellem kunstner, publikum og marked. Dels som kurator og medkurator på bl.a. Venedig Biennalen, Moskva Biennalen og Centre Pompidou og nu som direktør på Moderna Museet i Stockholm. I det hjørne tættest på markedet har han også haft en signifikant indflydelse på udvalgte kunstneres økonomiske råderum.

Lea Welsch, Billy Bultheel, Emma Daniel, Franziska Aigner og Mickey Mahar i Anne Imhofs Faust, 2017. Deutscher Pavillon, 57. Internationale Kunstausstellung – La Biennale di Venezia © Foto: Nadine Fraczkowski. Courtesy: Deutscher Pavillon 2017, die Künstlerin

”Hvis der er en vilje hos virksomheder til at støtte ung, eksperimenterende kunst, vil jeg gerne hjælpe. Jeg har tidligere siddet i juryen for blandet andet Turner-prisen, Hugo Boss-prisen, Neue Gallerie-prisen og Hasselblad-prisen. Så når et brand som Absolut, der historisk er forbundet til den by, hvor jeg befinder mig nu, nemlig Stockholm, spørger om min deltagelse, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle stille mig selv til rådighed,” forklarer Birnbaum og fortsætter:

”Jeg kender ikke nogen kunstpris, som ikke på den ene eller anden måde er forbundet til et kommercielt brand. For det er dem, der har pengene til at betale for dem. Det, jeg synes er interessant ved de kommercielle virksomheders interaktion med kunsten – og specielt med Absolut – er, at de ofte, inden de opretter priser, har brugt kunsten til at brande sig med. Så på en måde er det vel kun fair, at de giver noget tilbage til kunsten som tak for det.”

Det kommercielle som driver for den kunstneriske proces
Kunstpriser er i dag en integreret del af den internationale kunstverden. Og med flere af dem følger økonomiske midler – midler, som de vindende kunstnere i højere eller mindre grad kan bruge til at udvikle deres kunstneriske afsæt.

Blandt de økonomisk tungeste internationale priser er The Hugo Boss Prize, der giver den vindende kunstner 100.000 dollars og en soloudstilling på Guggenheim Museum i New York, samt The Future Generation Art Prize, hvor vinderen modtager mellem 40.000 og 100.000 dollars i støtte og 40.000 dollars til produktion af et nyt værk.

I tilfældet med Absolut-prisen følger der 20.000 euro i støtte til begge vindere samt produktionsstøtte på 100.000 euro til vinderen ved siden af de lidt mere beskedne 25.000 euro til kunstskribenten. Penge, der skal gå til at udvikle et projekt, som de nominerede har indsendt som del af udvælgelsesprocessen.

Det er præcis denne dedikation til udvikling, som Birnbaum mener kan have en positiv effekt.

”Jeg synes, at det er en interessant måde at støtte kunsten på, fordi det ikke er en pris, der gives for noget, som allerede er skabt – men derimod til et projekt, som skal skabes. I Anne Imhofs tilfælde har hun vundet med et projekt, der centrerer sig om en performance i Black Dessert – midt i ingenting. En lokation, hvor der ikke er nogen kommercielle interesser. Her kan hun udelukkende fokusere på hendes værk og kunsten. Og det er i det rum, hun kan udvikle sig – og måske tage sit næste kunstneriske skridt uden at skulle tigge nogen om hjælp med at realisere det. Det, synes jeg, er en befriende chance – eller det håber jeg på i det mindste,” forklarer Birnbaum.

Eliza Douglas i Anne Imhofs Faust, 2017. Deutscher Pavillon, 57. Internationale Kunstausstellung – La Biennale di Venezia © Foto: Nadine Fraczkowski. Courtesy: Deutscher Pavillon 2017, die Künstlerin

Kunstnerisk frigørelse
For når kunstneren sættes fri til at skabe værker, der ikke nødvendigvis skal passe ind i eksisterende institutionelle rammer, kan der opnås nye måder at konceptualisere kunsten, argumenterer Birnbaum;

”Grunden til at Anne Imhof vandt prisen var præcis, fordi hun gerne ville tage sin kunst et skridt videre. Hun ville gerne frigøre sig fra de institutionelle rammer. Hun har arbejdet med store institutioner som Hamburger Bahnhof i Berlin og nu på Venedig Biennalen – men i det her projekt er hun helt fri, og fokus er udelukkende på hendes kunst. Det er ikke ensbetydende med, at det er alle kunstneres ønske, men i hendes tilfælde virker det som om, at det mere er friheden ved at vinde prisen end den finansielle støtte, der er vigtig for hende. Og dét, som kommer til at tage hende videre som kunstner.”

Billy Bultheel og Franziska Aigner i Anne Imhofs Faust, 2017. Deutscher Pavillon, 57. Internationale Kunstausstellung – La Biennale di Venezia © Fotografie: Nadine Fraczkowski. Courtesy: Deutscher Pavillon 2017, die Künstlerin

Spørger man Absolut Art Awards Global Art Manager Saskia Neuman om, hvor stor betydning det har, at kunstneren kan udvikle sig, er det tydeligt, at det er en afgørende del af prisens formål:

”Når en kunstner arbejder sammen med en institutioner, om det er til en solo- eller en retrospektiv udstilling, så er der altid en vis grad af kuratorisk indblanding. Den indblanding er væsentlig og betydelig mindre hos os. Vi modtager kunstneres eget forslag til projektet, og så er det op til juryen hvilket projekter, der skal realiseres,” forklarer Saskia Neuman.

At finde den rette balance
Men i en tid hvor kunsten reagerer på en stigende økonomisk ulighed i samfundet, kunne man så ikke have en reel bekymring for, om sammenspillet ikke har en negativ slagside? Det spørger vi Daniel Birnbaum om.

Bekymrer det dig ikke, at de kommercielle virksomheders priser kan have en dårlig påvirkning på kunsten?

”Ikke hvis det er gjort på den rigtige måde. Overordnet er det svært at sige, hvordan kommercielle priser påvirker den kunstneriske proces. Det hele kommer an på forløbet. Men jeg kan se, at den proces, som Absolut har, har en positiv effekt. De har spurgt kunstnerne: ”Hvad er jeres drømmeprojekt, hvad er den utopiske ting, som du gerne vil lave?” og så går kunstneren i tænkeboks. Så kan man selvfølgelig modargumentere med, at kunstneren nok ikke ellers havde kastet sig ud i sådan et projekt, da det højst sandsynligvis ikke ville have haft nogen institutionel opbakning eller støtte, men det synes jeg ikke, at man kan bruge som argument for, at tiltaget er dårligt,” siger Birnbaum og fortsætter:

Anne Imhof and Huey Copeland. Pressefoto

”Vores samfund består af mange forskellige strukturer – både offentlig og private – og hvis man vil have støtte, så vil der altid være omstændigheder omkring det. Det kan selvfølgelig være forfærdeligt, hvis en privatperson, der giver penge, er en tosse, eller hvis det miljø, du arbejder i, er ondt, eller hvis virksomheden bare er grådig, men så mener jeg, at det er op til dig som modtager at finde de rette steder. Og indtil videre – i hvert fald i forhold til de kunstpriser, jeg har været del af og nu her med Absolut – har deres støtte været ordentlig og produktiv for kunstneren og skribenten. Med priserne er det ofte også enormt kompetente juryer, der er med til at støtte op om de udvalgte kunstnere.”

Kunne man derimod vende en eventuelt problematik og argumentere for at virksomheder ligefrem har et ansvar for at støtte kunsten?

”Jeg synes ikke, at man skal tvinge nogen til at støtte, for der er mange ting, man kan støtte som kommerciel virksomhed. Men hvis man gerne vil være tæt på kunsten, så er den rigtige måde at gøre det på for mig at skabe et miljø, hvor kunstneren får frihed og ikke er presset ind i en institutionel ramme,” siger Birnbaum og slutter:

”Men man skal ikke forveksle det med generøsitet. De gør det jo, fordi de gerne vil have et brand, der læner sig op ad kunsten, og fordi det er en del af deres identitet.”

Anne Imhof (f. 1978) vil med pengene fra Absolut-prisen skabe en performance i Black Dessert i Californiens Black Vally. Performancen vil blive filmisk dokumenteret og senere præsenteret som film.

Huey Copeland vil skrive en kollektion af essays Touched by the Mother, der er ”en personlig beretning om, hvad det betyder at navigere i moderne amerikansk kultur som sort, homoseksuel mand og en kritisk betragtning om værkerne af mange af nutidens vigtigste kunstnere.”

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Kunsten, priserne, firmaerne'

Facebook