Når lyd slår

Den dybe røst får rummet til at stå stille. Som performeren Eliza bevæger sig hen over det transparente plexiglasgulv, forplanter hendes stemme sig i solarplexus og griber om følelserne, så det dirrer i kroppen.

Det er kunstneren Anne Imhofs performance Faust, der er i gang, og det er tydeligt at mærke på publikum, at her rammer kunsten – hårdt.

For tyske Anne Imhof har de sidste fem år været fyldt med opmærksomhed. Den 38-årige Frankfurt-baserede kunstner var vel den mest omtalte kunstner ved åbningen af biennalen i maj tidligere i år. Faust, der er en kollaborativ performance, blandt andet med Anne Imhofs forlovede, billedkunstneren og Balenciaga-modellen Eliza Douglas, har siden første opførelse efterladt beskuere fra hele verden rørte, overraskede og eftertænksomme – og det starter samtaler.

”Jeg føler på mange måder bare, at jeg er en kunstner, der er en del af den verden, vi alle lever i. Og jeg tror netop, at grunden til, at der er blevet talt så meget om Angst og Faust, er fordi de er skabt i samarbejde med andre, og det skinner igennem,” forklarer Anne Imhof, da samtalen lægger ud med at berøre, hvorfor hun selv mener, at hendes kunst er så omtalt.

Fra billede til performance
Performancen er udover Imhofs partner skabt i samarbejde med danser Franziska Aigner, musiker og skuespiller Billy Bultheel samt et hold af fem andre kunstnere – og er et følelsesscenario af lyd, kroppe, reaktion, dynamik og handling. Et unikt scenario skabt i den tyske pavillons klassiske rammer, og som indbragte kunstneren Den Gyldne Løve for biennalens bedste nationale pavillon i 2017.

Anne Imhof er oprindeligt uddannet fotograf, har tidligere arbejdet på natklubben Robert Johnson i Frankfurt og tog i 2012 afgang fra Städelschule i samme by. Hun markerede sig først på den tyske kunstscene som billedkunstner, men har gennem de senere år i stigende omfang tilføjet performance til sin praksis.

”I dag vil jeg sige, at jeg er én kunstner, og at jeg har to praksisser. Resultaterne af dem er tydeligt separeret fra hinanden – det er ikke sådan, at det ene er en version af den anden eller omvendt. Jeg vil mere sige, at de påvirker hinanden meget. Jeg er selvfølgelig den samme kunstner med de samme tanker om, hvordan jeg sætter de ting, jeg interesserer mig for, i perspektiv. Men det er to meget forskellige medier eller praksisser. At male er noget, jeg praktiserer alene – i mit studio – foran et lærred eller et stykke papir. Hvorimod jeg med performance åbenlyst arbejder med andre. Men jeg tænker det altid bare som to forskellige måder at formulere mig på,” siger Anne Imhof.

Altid lyd
Det var specielt performanceserien Angst I, II & III, der for alvor bragte hendes performative praksis ud til et bredere publikum. Angst I åbnede i juni sidste år på Kunsthalle Basel, fortsatte med Angst II på Berlins Hamburger Bahnhof i september og sluttede med Angst III på Montreal Biennalen i november 2017.

Angst, der nærmest kan beskrives som en endeløst flydende melodi, hvor ord, musik og kunst mødes, tog sit udgangspunkt i det klub- og musikmiljø, som Imhof er kommet ud af.

”Jeg tror lyd og performance altid var tænkt sammen i mit hoved, fordi jeg selv har lavet musik. Oprindeligt var min ide, at jeg ville skabe en koncert, som var forlænget med billeder,” forklarer Anne Imhof eftertænksomt.

Et univers, hvor lyden – nærværende eller fraværende – er afgørende for den følelse, situationen skabte.

”Det er som om, at der bare altid er lyd, når jeg skaber noget. Selvom jeg prøver at lave noget uden lyd, er der en lyd, der kommer ud af ingen lyd. Men det var et valg at arbejde med lyden. Faktisk arbejder vi næsten sammen som et band, når vi laver performances. Tag nu bare Faust. Der bliver opført tre-fire forskellige sange. Én, som Francesca skrev sammen med Billy, én, jeg skrev sammen med Eliza, én, Eliza skrev med Billy, og så de elektroniske kompositioner, der strækker sig fra, hvad der kom ud af Billys univers til Elizas sange. Så vi var alle i studiet og skabte musikken sammen. Jeg vil faktisk sige, at det er præcis dét, der gør vores samarbejde specielt. Vi arbejder sammen hele tiden om det hele. På den måde opstår der nogle gange bare nogle dynamikker, som gør værket interessant.”

Et ørkenutopia eller -dystopia?
I sidste måned tilføjede Anne Imhof endnu en kunstpris på listen, da hun ved en ceremoni i Stockholm modtog det internationale vodkabrand Absoluts biennalepris The Absolut Art Award, der bliver givet til at skabe et nyt værk.

Værket, hun vandt med, er et projekt, der skal blive til i Black Dessert i den californiske ørken i USA i løbet af næste år. Et projekt, der kom af ønsket om at skabe noget uden for de institutionelle rammer, som hendes performances tidligere har befundet sig i.

”Jeg forventede ørkenen ville være det mest stille og det mest fjendtlige miljø. Faktisk havde jeg aldrig været der, da jeg fik ideen. Men jeg tænkte, at det måtte være det mest ensomme sted at leve. Et sted, hvor tiden går i stå, og hvor du har den hvideste baggrund, man kan forestille sig. Et sted, hvor alle egentlig frit kan tage hen, men som ikke har nogen offentlig sfære, for ingen ønsker at tage dertil. Så du kan tage derhen, hvis du ønsker at være helt alene – ikke engang have dyr omkring dig,” forklarer Imhof og fortsætter:

”Det var den ide som baggrund, der fascinerede mig – og tanken om, hvordan jeg dér kunne fordele og skabe rum. I den tyske pavillon var linjerne allerede skabt af det skelet, gulvet lå på, og hvordan de forskellige refleksioner arbejder sammen med glaspladerne. Men i ørkenen – hvordan gør jeg det?
Det er udfordrende, og det tiltaler mig – måske fordi jeg altid har forestillet mig det som et sted, hvor jeg kunne finde noget – ro eller rædsel,” siger Anne Imhof roligt.

Institutionen som ørken – eller omvendt…
Der var en international jury ledt af Daniel Birnbaum, direktør for Moderna Museet i Stockholm, der udvalgte Anne Imhof som vinder af The Absolut Art Award. Med prisen følger 20.000 euro til Imhof og yderligere 100.000 til at udvikle hendes projekt. En sum, der giver mulighed for at skabe et værk, som hun ikke tidligere har kunnet gøre inden for de givne rammer.

Hvor kommer din drøm fra om at skabe noget uden for de institutionelle rammer? Er det, fordi du er fascineret af tanken om at skabe et værk, der får sit eget liv, er derude og ingen kender til i virkeligheden – eller er det tanken om at skabe noget, kun få kan opleve?

”Jeg tror mest, det er det første. Jeg var faktisk lidt nervøs, da jeg sendte forslaget ind til Absolut. Hvordan ville de reagere på, at jeg bare gerne vil skabe noget uden at nogen eller et bredere publikum er der til at se det?”

Men det skal nok komme ud på en anden måde til folk, forsikrer Imhof. Så endnu en samtale om den tyske kunstner er nok i vente.

”Det er selvfølgelig meningen, at værket skal transformeres til et medium, som jeg kan vise på en udstilling – så det kommer tilbage til de institutionelle rammer, om det så er på et museum eller en anden institution. Det er noget, jeg hele tiden har i baghovedet, og jeg ønsker, at folk kan opleve værker. Jeg holder jo meget af museet og synes, at det er et godt sted – det er ikke et sted, jeg vil undgå eller forsømme,” slutter Anne Imhof.